Råkold dokumentarisme
5.0
Filmen handler om den polske pianist Wladyslaw Szpilman. Szpilman var jøde og undslap med nød og næppe deportation fra Warszawa under 2. verdenskrig.
Det må være svært at skabe en ny film, som gentager budskaberne om tyskernes besættelser og henrettelser af jøder. Temaet er tidligere beskrevet på ypperlig vis i Schindler's Liste og i Tv-serien Holocaust, som rullede hen over skærmene sidst i halvfjerdserne. Men det lykkes og Romanski formår at skabe en film, som ikke er overdrevent følelsesladet, men som stille og roligt får tilskueren til at engagere sig i temaet igen. Filmen har sit eget tempo og foregår overordnet på nærmest dokumentarisk vis - og underordnet på det personlige plan gennem Szpilman og hans familie og venners oplevelser.
Til tider er det som om, man ikke rigtig fatter, hvornår filmen starter. De mange scener med ydmygelser af jøder har en tendens til at få overtaget. Og man kan gribe sig i at være lidt irriteret på Szpilman. Men mod slutningen af filmen fatter man omfanget af de lidelser, han har gennemgået for at overleve. Man fatter, hvor ensom og omkostningsfuld overlevelse kan være. Samtidigt står det klart, hvilket ufatteligt spild ethvert tab af menneskeliv er. Vi ser drab på alle slags mennesker - og at der går talent tabt for hver eneste henrettelse.
Filmen bør ses af alle, som interesserer sig for filmmediet. Den er ikke kult eller mainstream. En god oplevelse med råkold dokumentarisme som hovedsproget.
Det må være svært at skabe en ny film, som gentager budskaberne om tyskernes besættelser og henrettelser af jøder. Temaet er tidligere beskrevet på ypperlig vis i Schindler's Liste og i Tv-serien Holocaust, som rullede hen over skærmene sidst i halvfjerdserne. Men det lykkes og Romanski formår at skabe en film, som ikke er overdrevent følelsesladet, men som stille og roligt får tilskueren til at engagere sig i temaet igen. Filmen har sit eget tempo og foregår overordnet på nærmest dokumentarisk vis - og underordnet på det personlige plan gennem Szpilman og hans familie og venners oplevelser.
Til tider er det som om, man ikke rigtig fatter, hvornår filmen starter. De mange scener med ydmygelser af jøder har en tendens til at få overtaget. Og man kan gribe sig i at være lidt irriteret på Szpilman. Men mod slutningen af filmen fatter man omfanget af de lidelser, han har gennemgået for at overleve. Man fatter, hvor ensom og omkostningsfuld overlevelse kan være. Samtidigt står det klart, hvilket ufatteligt spild ethvert tab af menneskeliv er. Vi ser drab på alle slags mennesker - og at der går talent tabt for hver eneste henrettelse.
Filmen bør ses af alle, som interesserer sig for filmmediet. Den er ikke kult eller mainstream. En god oplevelse med råkold dokumentarisme som hovedsproget.
09/02-2004
