Mani
6.0
Selvom det lykkes Connery at trænge til bunds i et mysterium, han burde have søgt professionel hjælp til, svæver forklaringen som et blad i vinden. Ingen kan vel tro, at løsningen af fortidens gåde for alvor kan hjælpe Hedren til at komme til at elske Connery.
Hitchcock påklistrer fint forklaringen, og man sidder tilbage med indtrykket af, at det i det store perspektiv nærmest er en ligegyldig og irrelevant oplysning, hvis ikke den i virkeligheden kommer til at skabe større problemer for Hedren end den løser. Nu er hun jo pludselig morder.
Hedren har ingen barmhjertighed. Og hun løser smerte ved døden snarere end behandling af skaden. Både sømanden og hesten kommer til at føle Hedrens maniske ønske om at lindre al smerte ved at dræbe den der lider. Det er den selverkendelse hun opnår til sidst. Og hvem tror på, at folk kan ændre sig så meget.
Det er moderens skyld det hele, og selv i åbenbaringens øjeblik "brillierer" moderen ved at afvise Hedrens hoved. Kort og næsten uden at man lægger mærke til det, viser Hitchcock fint moderens ultimative kærlighedsløshed.
Og dog påtog hun sig skylden for sømandens død. Hun ofrede sig én gang for datteren af kærlighed til hende, og den ene gang blev det fatalt for Hedren, der aldrig kommer til at få et "almindeligt" følelsesliv. Moderen skulle have fortalt sandheden, så Hedren kunne være kommet i behandling mens tid var.
Hitchcock påklistrer fint forklaringen, og man sidder tilbage med indtrykket af, at det i det store perspektiv nærmest er en ligegyldig og irrelevant oplysning, hvis ikke den i virkeligheden kommer til at skabe større problemer for Hedren end den løser. Nu er hun jo pludselig morder.
Hedren har ingen barmhjertighed. Og hun løser smerte ved døden snarere end behandling af skaden. Både sømanden og hesten kommer til at føle Hedrens maniske ønske om at lindre al smerte ved at dræbe den der lider. Det er den selverkendelse hun opnår til sidst. Og hvem tror på, at folk kan ændre sig så meget.
Det er moderens skyld det hele, og selv i åbenbaringens øjeblik "brillierer" moderen ved at afvise Hedrens hoved. Kort og næsten uden at man lægger mærke til det, viser Hitchcock fint moderens ultimative kærlighedsløshed.
Og dog påtog hun sig skylden for sømandens død. Hun ofrede sig én gang for datteren af kærlighed til hende, og den ene gang blev det fatalt for Hedren, der aldrig kommer til at få et "almindeligt" følelsesliv. Moderen skulle have fortalt sandheden, så Hedren kunne være kommet i behandling mens tid var.
09/02-2004
