Når Ikke Sine Forbilleder
3.0
Efterfølger til “Desperado”.
CIA agent (Depp) vil hyre den guitarspillende gunfighter El Mariachi (Banderas), til at dræbe kupmagere i Mexico, men først når de har afsat præsidenten.
Det var vennen Quentin Tarantino der skulle have forslået Rodriguez at lave endnu en film om El Mariachi, så serien blev til en trilogi, for at hylde et af Rodriguez’s store forbilleder Sergio Leone og dennes western trilogi, kendt som dollars trilogien, fra 60’erne. Det skulle ligeledes være Tarantino der skulle have forslået titlen der ligeledes bringer mindelser om to af Leone’s mesterværker, filmene ”Once Upon A Time In The West” og ”Once Upon A Time In America” (sidstnævnte må have været den film som har bragt Rodriguez mindst inspiration til den her film). Men hvor Leone’s film var stilskabende værker, så er Rodriguez’s film ikke meget andet end en middelmådig actionfilm, der i bedste fald kan og er blevet kaldt en hyldest til hans hjemland Mexico.
Historien og hele produktionen lever under ingen omstændigheder op til dens titel og lover mere end den kan holde, og filmen er vel faktisk ikke bedre, men måske heller ikke værre, end de to forrige film. De tre film kan i øvrigt som Leone’s dollar-trilogi, ses uafhængigt af hinanden, da de ikke forsætter som en længere historie, men mere er tre forskellige fortællinger der kredser om samme tema, som hævn, voldsom død og så en masse gejl til at more et actionhungrende publikum.
Handlingen i ”Once Upon A Time In Mexico” har flere tråde og er ikke helt så simpelt som jeg har skrevet, men den er ikke godt fortalt, den virker søgt og lettere rodet og man kan indimellem være i tvivl om hvem der nu lige holder med hvem og hvorfor. Og det bidrager ikke til en bedre oplevelse af en ellers morsom actionfilm, når man skal sidde og blive småirriteret over sådanne ting, som kunne have været undgået hvis Rodriguez havde valgt at fortælle sin historie mere lige ud af landevejen, og filmen stikker ikke dybere end at det havde været okay at gøre det .
Hovedrollen spilles vel egentlig af Banderas, men hans rolle er indrømmet ikke specielt interessant, og det er ikke ham man husker bedst. Det er derimod Depp i endnu en overbevisende præstation, som lettere delirisk CIA agent, han må have moret sig over rollen. Læg også mærke til ham i forklædning som præst, hvor han med sin stemme efterligner Marlon Brando i ”The Godfather”, det er helt fornøjeligt. Hayek ser stadig virkelig smuk og tiltrækkende ud, og det er vel derfor hun er med. Men derfor kan man også kun føle harme over at hendes rolle er så minimal. Flere andre mere eller mindre kendte skuespillere gør det fint i diverse biroller, og generelt ser det ud til at de fleste har moret sig med at forme og spille deres figurer, der ofte bevæger sig meget op af, eller er karikaturer af arketyper fra forskellige actionfilm og lignende. Jeg kunne dog godt have undværet Iglesias, som sanger er han i bedste fald andenklasses, som skuespiller er han værre.
Det er på billedsiden (og lydsiden, som også har noget okay underlægningsmusik af blandt andet Rodriguez selv) og i actionscenerne at filmen lever bedst, Rodriguez har en god visuel sans og bruger den ofte godt (selv om hans karriere som instruktør må siges at være en blandet landhandel efterhånden). Der er flere opfindsomme og meget overdrevne skuddueller og skægge optrin i det hele taget, og selv om man føler man har set det før, så kan det altså godt tåle at blive set endnu engang. Men selv her halter filmen, for det er filmens stærkeste kort, selv om den også har et par enkelte sjove dialoger. Der sker efter min mening ikke helt nok, og det kan måske lyde vanvittigt, når de skyder i det meste af spilletiden, men når det nu er det filmen skal leve på, da historien og i sidste ende også personerne faktisk er ligegyldige med få undtagelser, så sidder man desværre flere gange og keder sig en smule.
Men al kritik taget i betragtning, så er der underholdning at finde i Rodriguez’s voldsorgie, så er man til den slags, så skal man ikke holde sig tilbage. Filmen blev i øvrigt færdig allerede i år 2001, men udkom altså først i 2003.
CIA agent (Depp) vil hyre den guitarspillende gunfighter El Mariachi (Banderas), til at dræbe kupmagere i Mexico, men først når de har afsat præsidenten.
Det var vennen Quentin Tarantino der skulle have forslået Rodriguez at lave endnu en film om El Mariachi, så serien blev til en trilogi, for at hylde et af Rodriguez’s store forbilleder Sergio Leone og dennes western trilogi, kendt som dollars trilogien, fra 60’erne. Det skulle ligeledes være Tarantino der skulle have forslået titlen der ligeledes bringer mindelser om to af Leone’s mesterværker, filmene ”Once Upon A Time In The West” og ”Once Upon A Time In America” (sidstnævnte må have været den film som har bragt Rodriguez mindst inspiration til den her film). Men hvor Leone’s film var stilskabende værker, så er Rodriguez’s film ikke meget andet end en middelmådig actionfilm, der i bedste fald kan og er blevet kaldt en hyldest til hans hjemland Mexico.
Historien og hele produktionen lever under ingen omstændigheder op til dens titel og lover mere end den kan holde, og filmen er vel faktisk ikke bedre, men måske heller ikke værre, end de to forrige film. De tre film kan i øvrigt som Leone’s dollar-trilogi, ses uafhængigt af hinanden, da de ikke forsætter som en længere historie, men mere er tre forskellige fortællinger der kredser om samme tema, som hævn, voldsom død og så en masse gejl til at more et actionhungrende publikum.
Handlingen i ”Once Upon A Time In Mexico” har flere tråde og er ikke helt så simpelt som jeg har skrevet, men den er ikke godt fortalt, den virker søgt og lettere rodet og man kan indimellem være i tvivl om hvem der nu lige holder med hvem og hvorfor. Og det bidrager ikke til en bedre oplevelse af en ellers morsom actionfilm, når man skal sidde og blive småirriteret over sådanne ting, som kunne have været undgået hvis Rodriguez havde valgt at fortælle sin historie mere lige ud af landevejen, og filmen stikker ikke dybere end at det havde været okay at gøre det .
Hovedrollen spilles vel egentlig af Banderas, men hans rolle er indrømmet ikke specielt interessant, og det er ikke ham man husker bedst. Det er derimod Depp i endnu en overbevisende præstation, som lettere delirisk CIA agent, han må have moret sig over rollen. Læg også mærke til ham i forklædning som præst, hvor han med sin stemme efterligner Marlon Brando i ”The Godfather”, det er helt fornøjeligt. Hayek ser stadig virkelig smuk og tiltrækkende ud, og det er vel derfor hun er med. Men derfor kan man også kun føle harme over at hendes rolle er så minimal. Flere andre mere eller mindre kendte skuespillere gør det fint i diverse biroller, og generelt ser det ud til at de fleste har moret sig med at forme og spille deres figurer, der ofte bevæger sig meget op af, eller er karikaturer af arketyper fra forskellige actionfilm og lignende. Jeg kunne dog godt have undværet Iglesias, som sanger er han i bedste fald andenklasses, som skuespiller er han værre.
Det er på billedsiden (og lydsiden, som også har noget okay underlægningsmusik af blandt andet Rodriguez selv) og i actionscenerne at filmen lever bedst, Rodriguez har en god visuel sans og bruger den ofte godt (selv om hans karriere som instruktør må siges at være en blandet landhandel efterhånden). Der er flere opfindsomme og meget overdrevne skuddueller og skægge optrin i det hele taget, og selv om man føler man har set det før, så kan det altså godt tåle at blive set endnu engang. Men selv her halter filmen, for det er filmens stærkeste kort, selv om den også har et par enkelte sjove dialoger. Der sker efter min mening ikke helt nok, og det kan måske lyde vanvittigt, når de skyder i det meste af spilletiden, men når det nu er det filmen skal leve på, da historien og i sidste ende også personerne faktisk er ligegyldige med få undtagelser, så sidder man desværre flere gange og keder sig en smule.
Men al kritik taget i betragtning, så er der underholdning at finde i Rodriguez’s voldsorgie, så er man til den slags, så skal man ikke holde sig tilbage. Filmen blev i øvrigt færdig allerede i år 2001, men udkom altså først i 2003.
10/02-2004
