ikke et sekunds kedsomhed

The Italian Job lægger sig i kølvandet på de seneste feel-good kupfilm, som også tæller film som Ocean’s Eleven og Confidence. Italian Job er nem at sammenligne med de to film, men den er alligevel sin egen. Den brillerer med at have et gennemtænkt plot og ved at være ekstrem underholdende og besidde en uimodståelig humor. Især humoren skyldes de veloplagte skuespillere, ikke Mark Wahlberg i hovedrollen, men mere birollerne med Mos Def, Seth Green og ikke mindst den sjove Jason Statham. De giver den som velkendte hjælpere, og det er morsomt. Edward Norton er, som ofte nævnt før, en af mine yndlingsskuespillere, men her virker han ikke særlig veloplagt, og han giver faktisk en ret middel præstation. Det kunne skyldes, at han lidt mod sin vilje blev trukket ind i filmen på grund af en gammel kontrakt.

F. Gary Gray stod bag den spændende Forhandleren og den meget middelmådige og faktisk dårlige Vin Diesel-film, A Man Apart. Efter denne film har jeg fået tiltro til Gray igen, da han er en effektiv historiefortæller. Jeg har før nævnt, at jeg er en del af mtv-generationen, og jeg nyder brugen af musikvideo-triks i filmen (så længe det er gjort ordentlig). Gray har en fortid som musikvideoinstruktør, og det fornægter sig ikke i hans film. Lækkert musik og flotte billeder. Den visuelle side af denne film er virkelig superb, og Panic Room har ikke levet forgæves. Gray gør et godt og sikkert stykke arbejde, og jeg glæder mig til at se hans næste, den stjernebesatte Be Cool.

I sammenligning med senere film, så er The Italian Job klart bedre end Confidence, men knap så god som den elegante Ocean’s Eleven, som jeg ved gensyn må sige, at jeg virkelig har undervurderet. Jeg vil komme til at sammenligne alle kupfilm med den geniale Ocean’s Eleven. Men fire store og velfortjente stjerner til Italian Job.