Sætter værdierne i perspektiv

Her er en film, som på en stille og meget afdæmpet måde stikker rigtig, rigtig dybt og rører ved følelser og tanker, som man måske ikke umiddelbart er klar til at lade sig konfrontere med på en hyggelig fredag aften. For udover understated humor hist og pist, så er der ikke fest og farver eller fuld fart på - men derimod små glimt fra det rigtige liv. En lille fortælling om de værdier, vi sætter os, hvad vi mener tæller her i livet - og hvad, der ikke gør... De to hovedpersoner, hvis baggrund og livserfaring ikke kunne være mere forskellig, mødes tilfældigt på et hotel i Tokyo langt fra deres vante omgivelser - og som filmen langtsom glider hen over skærmen afskrælles facaderne og en fælles oplevelse af livets væsentlige værdier tegner sig. Om man er en ældre berømt skuespiller med en normal hverdag med luksus, idoldyrkelse og et pænt men kedeligt ægteskab eller nygift ung pige med en karrierefokuseret mand, egne uindfriede kunsterdrømme og livet foran sig - ja - så føler de her og nu mere end nogensinde livets tomhed og smertefulde ensomhed på trods af, at de befinde sig midt blandt millioner af mennesker i et hæsblæsende miljø. Filmen sætter focus på vore facader og naive tro på at materialistiske goder skaber glæde. Men gør de det? Hvad glæde har den i forvejen stenrige, ældre, succesrige skuespiller af nogle ekstra millioner for at medvirke i en ligegyldig reklame, når han i virkeligheden hellere ville stå på sin elskede scene og sige dybtfølte replikker og opleve sine børns opvækst? Hvad glæde har en ung pige af at være på besøg i een af verdens største metropoler og bo fint, at have oceaner af tid til rådighed og kunne shoppe og gå på sightseeing hele dagen, når hun må gøre det hele alene uden at kunne dele det med sin elskede, og hun langt hellere vil være hjemme i en stille tilværelse med sine kunststudier- og drømme og have tid til at være sammen med sin mand? Hvad glæde har man af at kunne ligge i et kæmpe luksusbad med tændte stearinlys, når man ikke har nogen at dele de lækre omgivelser med? Disse materialistiske forholds ligegyldighed bringer de to hovedpersoner sammen - ensomheden og tomheden omkring dem er fællesnævneren. De savner nærhed, virkelighed, at kunne føle - og derfor tiltrækker de hinanden - og ligegyldigt hvor tåbeligt det natteliv, de kaster sig ud i, måtte være - så bringer det dem ud af hver af deres gyldne glasbure og giver dem mulighed for at grine, synge, danse og "slå håret ud" og for en kort stund lægge hverdagens kedsomhed bag sig. Og de lærer hinanden langtsomt at kende og får derved muligheden for også at snakke og afdække deres mere personlige behov/sider og på denne måde "overleve" i situation. Der er ikke tale om et kærlighedsforhold, men om en slags venskab baseret på forståelse og respekt for hinanden og livets nøgne sandhed. Historien trækkes yderlige op ved at foregå i et samfund, som for dem begge byder på ikke blot sprogmæssige problemer men ligeledes store kulturelle barrierer. Genialt fundet på. F.eks. forstærkes hovedpersonernes indespæring i deres egne "glaskugler" af ligeledes at bo i en international steril hotelsilo, hvor man fra vinduet skuer ud over Tokyo og dens millioner af indbyggere, som var det en kæmpemyreture - hotellet bliver en fysiske glaskugle. Filmens langsomme stil med lange close-ups og ringe action understreger alvoren og dybden, og gør denne film til noget mere end bare underholdning. Begge hovedrolleindehavere gør det godt (for mig begge totalt ubekendte), og researcheren har ramt godt og rigtigt på kulturforskellene. Eneste plet på filmen er måske, at den på en eller anden - formodentlig utiltænkt - måde kan komme til at virke som en latterliggørelse af den japanske kultur og mentalitet. Det er omkring disse forhold, man kommer til at trække lidt på smilebåndet nogle gange, fordi deres livsstil er os så fremmedartet. Men ellers kan jeg varmt anbefale at se filmen med en ven/veninde og bagefter tage en god snak om livet og dets mening.