Den ændrede mit liv....

Her gik man og troede, at alle andre da for længst havde glemt denne film – og så falder jeg tilfældigt over denne helt up-to-date dialog. Jeg vil gerne give mine ”2 cents” hertil – for Titanic ændrede simpelthen mit liv! Store ord – men ikke mindre korrekt. Den har gjort mig til film-freak, til inkarneret ”fan” af en skuespiller for første gang i mit liv, og ikke mindst har den givet mig et internationalt venne-netværk. Den film har bare noget helt udefinérbart, som jeg og andre i internationalt forum nu har diskuteret i mere end 7 år uden at kunne sætte nøjagtige ord på – og alligevel. Hvorfor er det verdens mest sete film? Hvorfor fik den folk til at gense den om og om igen – og her tales ikke om teen-agerpiger, men voksne mennesker? Hvorfor gik den et år i de danske biografer? For mit eget vedkommende havde den gået i mere end ½ år, inden jeg endelig gik ind for at se den. JEG skulle i hvert fald ikke se katastrofefilm – aldrig i livet. Jeg vidste jo, at Titanics forlis var en forfærdelig autentisk katastrofe, så hvorfor give penge for at se folk drukne i massevis? Nu var pre-Titanic biografbesøg for mig noget, der kun skete engang imellem, så jeg kendte hverken noget til instruktør eller skuespillere, og jeg kendte heller ikke den lange forhistorie om alle indspilningskvalerne, eller at der her var tale om verdens dyreste produktion. Jeg havde absolut ingen idé om noget af alt dette – jeg valgte bare denne film, fordi jeg pågældende aften havde brug for at være beskæftiget længst muligt til anden side. Så det blev Titanic. Dagen efter måtte jeg bare gense den… Og ugen efter… og igen, og igen og igen. Jeg sneg mig ud af familiens skød under alle mulige påskud – jeg turde ikke fortælle nogen, at jeg gik ind for at se den samme film for 9., 10. og 12. gang…. Det var jo mega underligt, og jeg forstod det heller ikke selv. Jeg, som aldrig havde set en film 2 gange før? Jeg fik fat i alle mulige bøger om filmen, skuespillerne, historien – jeg måtte bare vide alt om den film. Det var en besættelse – og lykkelig var jeg, da jeg på nettet opdagede, at jeg ikke var den eneste – der var hundredevis, ja tusindevis - som havde det som jeg. Men lige meget hvor meget vi diskuterede, kunne vi ikke på tvær-internationalvis finde en fornuftig begrundelse på vor reaktion. Der er nogle helt klare grunde: Filmen er helstøbt – grænsende til det perfektionistiske. Årevis af research lå forud – og det løber stadig koldt ned ad ryggen på mig, når jeg ser de autentiske fotos af skibet på bunden – ikke et filmtrick, men det ægte forliste skib, som det både havde været livsfarligt og en sensation i sig selv at dykke ned til for at fotografere. Ingen andre havde før været så langt inde i vraget, og her sad vi og så de ægte omgivelser og personlige ting, som ikke var gået til efter så mange år… Castingen var mere end perfekt – hver eneste skuespiller matchede på flere måder den person, de skulle spille. Personligheden var uovertruffen – et foto af den oprindelige kaptajn sammenholdt med den benyttede skuespiller i denne rolle kunne have været ombyttet, uden at nogen ville have opdaget det. Selv statisterne var nøje udvalgt efter udseende og instrueret til at være navngivne rejsende på skibet – det var ikke blot en mængde tilfældige folk, som gik op og ned ad de smukke trapper. Researchen var så dyb, at selv de oprindelige blåtegninger af skibet var benyttet, tæpper vævet i nøjagtigt samme mønster, møbler efterlignet til punkt og prikke – større forarbejde har vist næppe nogensinde fundet sted. Det gjorde rammen om filmen og handlingen unik i sig selv. Hertil kom fotograferingen, som er noget af det ypperligste, jeg nogensinde har set. De smukke overgange fra de originale vragdele i dunkle blå/grå toner til selvsamme sted i filmkulissens glødende farver er simpelthen geniale. Ligeså skiftene mellem den fortællene gamle Rose til den unge Rose ombord på båden – smukt, smukt! Og skrækscenariet – jo det var der – men det mesterlige i filmen er, at fokus slet ikke ligger på katastrofen. Jo – selvfølgelig er det, det handlingen går ud på – naturligvis skulle Titanic synke og folk drukne, men her var ingen svælgen i folks liden. De stærkeste scener har underlægning af blid musik – der er ikke svælget i skrig eller nærbilleder af gispende druknende. Her fokuserer kameraet i stedet intelligent på detaljerne: Stakke med hundredevis af tallerkener som knuses, en præst som holder tale, orkestret som holder ud til sidste sekund, et ældre par som stille ligger i deres seng hånd i hånd og blot venter etc. etc. En katastrofe kunne ikke vises smukkere end som gjort her. Men Titanic er meget mere end blot katastrofen, som jo også kun udgør sidste tredjedel af filmen. Første tredjedel er en intelligent dokumentar tilsat en god portion humor omkring selve forliset og de tekniske detaljer, medens midterparten er et flot tidsbillede, som giver indsigt i livet for såvel aristokrati som samfundets fattigste – alt sammen bundet meget smukt sammen af en simpel kærlighedshistorie. Temaet for kærlighedshistorien er gammelkendt og forudsigeligt – men uden denne mesterligt spillet lille historie, ville filmen ikke have kunnet hænge sammen. Det ville have endt som en kold dokumentarfilm. Rose og Jack giver filmen sjæl og fuldender den - og gør den til et mesterværk. Kærlighedsscener kan være vamle, vulgære, ligegyldige etc. – men en smukkere måde at udtrykke kærlighed på, findes næppe bedre end i de kærtegnende håndbevægelser i den berømte forstavnsscene – den udtrykker lige netop den ømhed, som de fleste af os drømmer om men sjældent selv får lov at opleve… Og så kommer vi vel til det allervæsentligste – det udefinérbare, det som gjorde filmen til den blockbuster, som den blev. Til én af de film, som vil gå over i historien i lighed med Borte med Blæsten og andre af de helt store film. Årsagen til den kæmpe succes, som Titanic blev/er, og jeg ikke umiddelbart kunne sætte ord på. Det kan jeg i dag. Det skyldes alle ovenanførte forhold koblet sammen med valget af hovedrolleindehaveren - nemlig: Leonardo DiCaprio! Her hører jeg så allerede et ramaskrig fra alle macho-mænd og mange andre – men let’s face it – uden denne skuespillers utrolige karisma, som rækker langt ud over lærredet og lige ind i hjertet på ung som gammel – da var Jacks rolle aldrig blevet den samme, og kærlighedshistorien måske ikke lykkedes med at samle filmen til den helhed, den blev. De intense smukke blå øjne, var ikke blot dem, som filmens aldrende Rose genså glimtvis, det var også dem, som borede sig lige ind i tilskuerne og fik teen-age pigernes hjerter til at løbe løbsk og vi andre til at føle os ramt af et lyn. Hvad var det, der skete? Jeg måtte i hvert fald prøve at finde ud af, hvad det var, at denne mig dengang totalt ukendte skuespiller gjorde for mig. Her vaktes min interesse for film! Jeg anskaffede mig samtlige DiCaprios film og fik her øjnene op for en af den nye generations absolut bedste skuespillere med et ubeskriveligt naturtalent. Titanic er ikke hans bedste film – men uden ham, var den aldrig blevet, hvad den blev. Så jeg har fundet et tilfredsstilende svar. Og jeg skylder Titanic takken for min nuværende interesse for film, de pragtfulde oplevelser og følelser, de kan give - samt ikke mindst efterfølgende gode diskussioner. Så har du/I ikke for længst set Titanic – jammen, så skynd jer omgående hen og lej den!