filosofisk gyser

De sidste tre film fra M. Night Shyamalan er for mig blevet erklæret som uundværlige mesterværker af en i sandhed mesterlig instruktør, i enhver form af ordet. Den Sjette Sans blev et kæmpe sleeper-hit og viste os en verden, vores verden, som vi aldrig rigtig havde set den. Unbreakable var mere en imponerende stiløvelse, men også fødslen af en superhelt. Signs er en film om tro, og i stil lægger den sig mere op af Den Sjette Sans. Den billedlige symbolisme er stærk, men fælles for alle film er den atypiske og originale historie. Shyamalan er inspireret af Hitchcock og Spielberg, men han er helt sin egen. Hans film præges af Shyamalans unikke stil og gennemtænkte historier. Han er vel min generations Hitchcock og Spielberg. Shyamalans film giver stof til eftertanke, og ikke mindst inspiration. Der er heldigvis ikke set et direkte rip-off af hans film, men forlægget og rammehistorien til den fremragende The Others kan vist ikke undsige sig at være Den Sjette Sans. Ikke kopi, inspiration. Derved er Shyamalan blevet vigtig i filmindustrien, for han viser at publikum sagtens kan ”tåle” det inspirerende, anderledes og nærmest filosofiske. Det er ikke umuligt, at man skal have en smule tålmodighed med hans film (lange scener), men gevinsten er sikret: sand filmmagi.

Shyamalan fik en troværdig præstation ud af Bruce Willis i Den Sjette Sans, og valget er Mel Gibson i hovedrollen som troløs præst er ikke helt ved siden af. Gibson giver en afdæmpet og nærmest anonym præstation, og det virker. Scenen ved middagsbordet er den mest rørende scene i afmagt, jeg nogensinde har set. Afmagt i den form, hvor Gibson ikke kan finde mening i hændelserne. Denne, og flere scener i filmen, rørte mig. Joaquin Phoenix giver en fin præstation (som altid), men det virker lidt som om Shyamalan (ses selv i en større rolle end ellers) insisterer på, at skuespillerne skal have langsomme og lidt stive træk. Børnene er yderst velvalgte, de er søde, og spiller overbevisende. Shyamalan har en fin pointe med, at vi alle skal finde vores barnlige tro frem. De voksne er mere skeptiske overfor hændelserne, og blæser dem hen til at være jordnære ting. Som barn har man lettere ved at acceptere ting, åbne øjnene for noget nyt. Jeg synes ikke (som Faust siger), at børnene virker mere intelligente end de voksne, de virker bare mere modtagelig overfor det ukendte.

Budskabet i filmen er simpelt: det handler om at (gen)finde troen. Troen på at der findes en, der våger over os og leder os igennem livet. Denne film er essensen af min tro: hvor underligt det end lyder, så er der en grund til at alt sker. Det siger filmen ligeledes klart og tydeligt, og det er vel derfor, at den betyder så meget for mig. Shyamalan er katolik, og de kristne budskaber ses tydeligt i hans film.

Første gang jeg så Signs var det rent rædsel. De enkelte, men yderst effektive virkemidler skræmte mig grundigt. At undlade at vise det grimme uhyre (Spielberg-trick) er skidesmart, og de små klip som genspejling i en kniv, lyde fra uhyre på den anden side af døren, rumvæsnerne optaget på videokamera. Det er psykologisk gys, og det er uhyggeligt. Shyamalans metoder er virksomme, og med den gåsehudsfremkaldende musik fra James Newton Howard går det op i en højere enhed. De sidste tre film fra Shyamalan har alle haft en stor portion uhygge, men i Signs får vi også en del befriende humor. Det står i god kontrast til den uhyggelige historie, men det bliver aldrig useriøst eller latterligt.

Historien i filmen er en anderledes sci-fi film, hvor det ikke gælder om grænsebrydende effekter eller storslåede slag. Vi bevæger os næsten ikke udenfor gården, hvor den lille familie bor, og det giver en stærkere følelse af realisme og klaustrofobi. Nogle vil kritisere Shyamalan for at postulere for meget gennem hans film, men han viser bare sin tro og overbevisning. En instruktør med et budskab.

Fabelagtig filmkunst. M. Night Shyamalan er uden tvivl en af mine yndlingsinstruktører.