There Are Places I Remember
4.0
Efter at hans kone er blevet myrdet, forsvinder Danny (Kilmer) ind i en verden blandt stoffer og stofmisbrugere, mens han drømmer tilbage til den tid der var.
Rimeligt vellykket eksperimenterende genremix, med en imponerende spillende Kilmer i hovedrollen.
Tony Gayton der har skrevet manuskriptet, skrev det egentlig ikke for at det skulle filmatiseres, men mere for at vise sine evner som manuskriptforfatter og på den måde få arbejde i Hollywood. Derfor skrev han denne afsindig historie, som indeholder mange skift i udtryksmåden, det være sig fra det morsomme til det dybt tragiske over i noir-genren til noget der mere var en rå gadefilm om stofmisbrugere. Det siges at han blev temmelig overrasket da filmselskabet ”Castle Rock” ville producere det.
Men historien skifter derfor hele tiden retning og ofte til det overraskende. Særligt hen modslutningen bliver man forundret, da det hele slet ikke er helt som vi først troede i en historie som først og fremmest er spændende, men har andre ting at byde på tilligemed.
Dens beskrivelse af misbrugsmiljøet er en anelse svingende, ofte lidt for kærligt hos dem vi skal synes om og vice versa. Men den rammer alligevel en nerve af det vanvid en sådan liv må være, og den bringer mindelser frem om både ”Boogie Nights” og ”Trainspotting” i sin måde at fremstille personerne på.
Kilmer spiller som skrevet tidligere særdeles godt og persontegningen af hans figur er også ret fin på mange måder. Selv om filmen måske har svært ved at bevare troværdigheden, med sine forskellige stilarter, så kan man ikke lade være med at tro på hans figur, og det er særdeles fremragende når man ser ham tænke tilbage til tiden med kæresten, som vises i nogle drømmeagtige og glorificerende sekvenser, som fint viser hvordan vores hovedperson Danny har fået et næsten uvirkeligt forhold til de gode minder i sit liv, ikke utypisk mange mennesker når de i krisetider drømmer sig tilbage til bedre tider, så de næsten urealistisk glemmer alt det mindre gode, som må have været der.
Også D’Onofrio skal fremhæves i en grotesk morsom og samtidig uhyggelig rolle som drugdealer, der har mistet næsen af sit misbrug.
Selv om ”The Salton Sea” har sine små svagheder og ikke altid fænger 100%, og det måske fordi den ikke altid virker som den ved hvor den er på vej hen, så kan jeg virkelig godt anbefale den, den er god, og som spillefilmsdebut for den tidligere Tv-instruktør Caruso, er den flot arbejde.
Rimeligt vellykket eksperimenterende genremix, med en imponerende spillende Kilmer i hovedrollen.
Tony Gayton der har skrevet manuskriptet, skrev det egentlig ikke for at det skulle filmatiseres, men mere for at vise sine evner som manuskriptforfatter og på den måde få arbejde i Hollywood. Derfor skrev han denne afsindig historie, som indeholder mange skift i udtryksmåden, det være sig fra det morsomme til det dybt tragiske over i noir-genren til noget der mere var en rå gadefilm om stofmisbrugere. Det siges at han blev temmelig overrasket da filmselskabet ”Castle Rock” ville producere det.
Men historien skifter derfor hele tiden retning og ofte til det overraskende. Særligt hen modslutningen bliver man forundret, da det hele slet ikke er helt som vi først troede i en historie som først og fremmest er spændende, men har andre ting at byde på tilligemed.
Dens beskrivelse af misbrugsmiljøet er en anelse svingende, ofte lidt for kærligt hos dem vi skal synes om og vice versa. Men den rammer alligevel en nerve af det vanvid en sådan liv må være, og den bringer mindelser frem om både ”Boogie Nights” og ”Trainspotting” i sin måde at fremstille personerne på.
Kilmer spiller som skrevet tidligere særdeles godt og persontegningen af hans figur er også ret fin på mange måder. Selv om filmen måske har svært ved at bevare troværdigheden, med sine forskellige stilarter, så kan man ikke lade være med at tro på hans figur, og det er særdeles fremragende når man ser ham tænke tilbage til tiden med kæresten, som vises i nogle drømmeagtige og glorificerende sekvenser, som fint viser hvordan vores hovedperson Danny har fået et næsten uvirkeligt forhold til de gode minder i sit liv, ikke utypisk mange mennesker når de i krisetider drømmer sig tilbage til bedre tider, så de næsten urealistisk glemmer alt det mindre gode, som må have været der.
Også D’Onofrio skal fremhæves i en grotesk morsom og samtidig uhyggelig rolle som drugdealer, der har mistet næsen af sit misbrug.
Selv om ”The Salton Sea” har sine små svagheder og ikke altid fænger 100%, og det måske fordi den ikke altid virker som den ved hvor den er på vej hen, så kan jeg virkelig godt anbefale den, den er god, og som spillefilmsdebut for den tidligere Tv-instruktør Caruso, er den flot arbejde.
16/02-2004
