tvunget til at blive voksen
5.0
Barry Levinson har med Sleepers lavet sin bedste og mest nuanceret film. Han har altid haft en svaghed for tabubelagte emner, men i denne film kan man tydeligt mærke hans personlige engagement. Filmen er baseret på sande hændelser, og selvom mange ting er blevet konstrueret for spændingens skyld, så er det gribende og realistisk.
En sand perlerække af større er mindre stjerner ses i denne film. Nogle glemmes lidt i virvaret, men alle giver en god og ukrukket præstation. Robert De Niro ses i hans sidste gode rolle, mens Kevin Bacon også skal fremhæves for hans i sandhed sadistiske præstation. Dustin Hoffman er altid seværdig, men fælles for alle de større skuespillere er en ting: de overstråles fuldstændigt af ærlig og gribende spil fra de fire børneskuespillere i hovedrollerne (hvoraf kun Brad Renfro ses i gode roller nu). Det er seværdigt og glædesfremkaldende at se disse unge fyrer, og man tror virkelig på, at deres venskab ville holde. Filmens første halvdel er klart den bedste, hvor den rystende fortælling i anden halvdel går over i klassisk retssagsdrama. Det er en stor skam, da den glatte spænding kommer på bekostning af den personlige fortælling. Hvis Levinson havde fortsat med den jordnære historie, han lægger for døren i første halvdel, så ville filmen nok have været et mesterværk. Nu må den nøjes med at være en fremragende fortælling om hævn.
Musikken er velkomponeret af John Williams, og en scene lagde jeg specielt mærke til. Som voksen opdager den ene af de misbrugte børn, at Bacon sidder på en restaurant og nyder et måltid mad. Mens genkendelsen (og minderne) langsomt indhenter manden, høres et stykke ensformigt, men smukt musik, og han går ind på et toilet og ser sig selv i spejlet. Den scene indfanger filmens kerne: manden ligner en forvokset dreng, og mens han ser i spejlet, opdager publikum at børnenes liv er blevet ødelagt af de ulækre hændelser, som man ikke ville ønske nogen blive udsat for, og da slet ikke børn. Vi kan ikke slippe væk fra vores fortid, og frygten (og tanken om hævn) fylder mandens sind og han returnerer publikums opvågen med et lille smil. Filmens bedste og mest rørende scene, hvorefter et af de mest forstående hævnmord finder sted.
Filmens første halvdel handler om den uskyldige barndom, og hvordan man troede at man altid ville være sammen med ens venner. Her skinner filmen igennem af sandt nostalgi og ens glæde over livets smukke sider, og derved kommer den næsten op på højde med Stand By Me. Den efterfølgende indsættelse i fængsel giver børnene en ubærlig åbenbaring om livets slemme sider. Pædofili er ikke ofte behandlet i film, og selvom Sleepers aldrig tør at blive kontroversiel, så er det rystende at overvære. Man slutter filmen med en melankolsk fornemmelse af tragisk spild, hvor optimistisk det hele end prøver at være.
En sand perlerække af større er mindre stjerner ses i denne film. Nogle glemmes lidt i virvaret, men alle giver en god og ukrukket præstation. Robert De Niro ses i hans sidste gode rolle, mens Kevin Bacon også skal fremhæves for hans i sandhed sadistiske præstation. Dustin Hoffman er altid seværdig, men fælles for alle de større skuespillere er en ting: de overstråles fuldstændigt af ærlig og gribende spil fra de fire børneskuespillere i hovedrollerne (hvoraf kun Brad Renfro ses i gode roller nu). Det er seværdigt og glædesfremkaldende at se disse unge fyrer, og man tror virkelig på, at deres venskab ville holde. Filmens første halvdel er klart den bedste, hvor den rystende fortælling i anden halvdel går over i klassisk retssagsdrama. Det er en stor skam, da den glatte spænding kommer på bekostning af den personlige fortælling. Hvis Levinson havde fortsat med den jordnære historie, han lægger for døren i første halvdel, så ville filmen nok have været et mesterværk. Nu må den nøjes med at være en fremragende fortælling om hævn.
Musikken er velkomponeret af John Williams, og en scene lagde jeg specielt mærke til. Som voksen opdager den ene af de misbrugte børn, at Bacon sidder på en restaurant og nyder et måltid mad. Mens genkendelsen (og minderne) langsomt indhenter manden, høres et stykke ensformigt, men smukt musik, og han går ind på et toilet og ser sig selv i spejlet. Den scene indfanger filmens kerne: manden ligner en forvokset dreng, og mens han ser i spejlet, opdager publikum at børnenes liv er blevet ødelagt af de ulækre hændelser, som man ikke ville ønske nogen blive udsat for, og da slet ikke børn. Vi kan ikke slippe væk fra vores fortid, og frygten (og tanken om hævn) fylder mandens sind og han returnerer publikums opvågen med et lille smil. Filmens bedste og mest rørende scene, hvorefter et af de mest forstående hævnmord finder sted.
Filmens første halvdel handler om den uskyldige barndom, og hvordan man troede at man altid ville være sammen med ens venner. Her skinner filmen igennem af sandt nostalgi og ens glæde over livets smukke sider, og derved kommer den næsten op på højde med Stand By Me. Den efterfølgende indsættelse i fængsel giver børnene en ubærlig åbenbaring om livets slemme sider. Pædofili er ikke ofte behandlet i film, og selvom Sleepers aldrig tør at blive kontroversiel, så er det rystende at overvære. Man slutter filmen med en melankolsk fornemmelse af tragisk spild, hvor optimistisk det hele end prøver at være.
19/02-2004
