manglerne trækker ned

Socialrealistiske dramaer er vist blevet godt udvandet i løbet af de sidste år i dansk film. Manden Bag Døren stikker sig kun ud fra mængden ved at være bygget på en faktuel begivenhed og ved at have et eksperimenterende visuel side. Nicolai Coster Waldau gør det godt som Svend, en selvdestruktiv og meget jaloux mand. Han besættes af troen på, at hans kæreste er ham utro, og derved smadrer han deres forhold. Waldau får os til en tro på Svend som person, og hans nuancerede præstation får os også til at sympatisere for ham. Desværre er bipersonerne ikke særlig dybe eller spændende (med undtagelse af Per Oscarsson som faderen), og det trækker filmen ned. Det er ikke ligefrem stereotyper, men realismen føles heller ikke.

Som førnævnt er billedsiden eksperimenterende (for dansk film) og det er forfriskende at se. Darren Aronofsky’s uforglemmelige Requiem For A Dream er helt klart inspirationskilden til Jesper W. Nielsen (den okay dogmefilm Okay). Ligeledes er musikken god, og rulleteksterne er velsagtens det mest originale jeg har set på film (selvom det selvfølgelig ikke påvirker selve filmen).

Kærlighedsforholdet mellem Svend og hans kæreste (spillet af Iben Hjejle) er helt klart filmens mest interessante vinkel, men desværre tilsidesættes kærlighedshistorien for forholdet mellem faderen og sønnen, som er den hovedsagelig grund til at filmen blev lavet. Desværre er det ikke spændende og bliver faktisk en smule kedeligt og karikeret. Vi får desuden en træg slutning, som forklarer hvorfor Svend er så misundelig. Noget med gener…

På trods af alt så er filmen seværdig, da den prøver at afvige bare lidt fra den normale måde at lave dansk film på (ligesom De Grønne Slagter). Hvis nu forholdet mellem Svend og hans kæreste havde stået i front, så ville filmen have været rigtig interessant og god. Men sådan skulle det ikke være.