Klassisk Hollywood

Defaitistisk amerikansk officer (Cruise) hyres af Japan til at optræne deres hær, så de kan bekæmpe den Samurai kultur som er imod de fremskridt som landet prøver at tage. Under kamphandlinger tages han til fange, og der i den fremmed kultur genfinder han sig selv og sine værdier.

Det er sagt før (og bliver sikkert også sagt igen), men ”The Last Samurai” minder i den grad om Kevin Costner’s ”Dances With Wolves”, på den må den portrætterer mødet mellem en mand der har mistet lysten til livet, og en for ham fremmed kultur, der bliver hans redning.

Men alligevel kan man ikke nægte at den på mange måder er en flot og storstilet film, som byder på rigtig god underholdning i en på vel næsten på alle måder traditionel klassisk Hollywood stil.

Selve handlingen fortælles glimrende, men er medgivet ikke særlig nyskabende eller original, men man fænges alligevel ret hurtigt og man holdes fast hele vejen, af de mange flotte kampe og det interessante kultursammenstød, og selv den kærlighedshistorie man har indbygget fungerer godt, fordi man klogelig har valgt blot at antyde meget af den, frem for at belemre os med en gang sødsuppe af værste skuffe, som ellers kunne ligne Hollywood.

Kun slutningen kan virke lidt unødig. Historiens og dens tema er letforståelig. Historien har en lettere kritisk holdning (visse kritiske folk vil sikkert kalde det en letkøbt) overfor den amerikanisering på bekostning af egen kultur, som det meste af verden efterhånden har været igennem (selv om filmen på alle måder sjovt nok, og vel egentlig lidt selvmodsigende, er meget amerikansk og fortælles igennem amerikanske øjne), og det er også samtidig en kritik af de lande som opgiver sin egen kulturbaggrund og dens traditioner, for at skabe fornyelse og fremgang, frem for at bevare sin kultur sammen med det nye. Den holdning fremstilles dog meget enøjet, som om alt det nye er skidt og alt det gamle er godt. Men når alt dette, som der i øvrigt intet nyt eller chokerende er i, går så klart og tydeligt igennem, så er der ingen grund til at skære det ud i pap til sidst i Kejserens tale (måske er det gjort for det amerikanske publikum), og derfor kommer slutningen til at fremstå unødvendigt informativt og egentlig irriterende.

Selv om det som skrevet er en meget amerikansk film, så skildrer den dog den japanske Samurai kultur meget respektfuldt og ægte og giver et godt billede af denne for os fremmede civilisation. Men det passer nu alligevel ikke, som vi ser det i filmen, at Samuraierne nægtede at bruge skydevåben, de var altså soldater og krigere, men dette har man selvfølgelig valgt fra Hollywoods side for at understrege den moral, de æresbegreber og den stolthed som Samuraierne besidder, og den kulturkamp som dette her er. Men når man ved dette, så kan det virke lidt for romantiseret, det billede vi får af en Samurai.

I forbindelse med skildringen af Samuraierne og det ellers gode billede filmen giver af dem, kan man også indvende at det er vesten dekadente mand der bliver den store helt, men altså det er en amerikansk produktion og omhandler en amerikansk soldat og hans møde med en fremmed kultur, så måske det også havde virket underligt på den baggrund hvis hans rolle havde været langt mindre betydningsfuldt, om end det havde været mere ægte.

Filmen giver også et indtryk af, at det var amerikanerne der næsten egenhændigt bragte den japanske hær op til moderne standard, det er heller ikke helt sandt, det var efter sigende den persiske general stab. Men det er noget af den historieforvanskning vi så ofte ser fra Hollywoods side.

Cruise gør det vel egentlig fint i hovedrollen set over hele filmen, men især i starten finder jeg at han virker meget påtaget og kunstig, men det bliver bedre som handlingen skrider frem. Hans karakterer som desillusioneret amerikansk soldat, der har slået sig på flasken fordi han plages af de overgreb som han har været med til på indianerne, især kvinder og børn, men genfinder ”troen” i Samuraiernes strukturelle liv og i deres moral- og æresbegreber er psykologisk troværdigt, selv om det i en amerikansk storfilm som denne her, ofte bliver fremstillet meget simplificeret. Men når man har mistet rammerne for sit egent liv, så er det et karakteristika for mange mennesker at finde ”lykken” i stramme rammer der kan holde sammen på deres liv (tænk bare på de mennesker der søger ind i en sekt).

Mest interessant og bedst fandt jeg dog Watanabe i hans første amerikanske film, i rollen som Samuraiernes leder Katsumoto, hans person er både fascinerende og sympatisk, men indrømmet lidt glorificeret, og Watanabe spiller rollen 100% overbevisende hele vejen. Ellers spilles der generelt fint, i en film hvor vi, måske desværre lidt for hurtigt og ensidig får at vide hvem der er de ”onde” og hvem der er de ”gode”.

Filmen er særdeles godt fotograferet med mange flotte billeder af John Toll, og det fornægter sig ikke at han også har stået bag denne del på film som ”Braveheart” og andre mere eller mindre kendte produktioner. Det er klassisk Hollywood når det er bedst kan man vel sige. Men hele den tekniske side fungerer upåklageligt, den er gennemført og lugter af solidt og godt filmarbejde.

Kampscenerne er forbandet dygtigt skruet sammen, så de både er meget underholdende, ligesom resten af filmen er det, og så virker de spændende og fængslende på en måde, så man næsten selv kæmper med.

Også musikken af Hans Zimmer er fremragende og dette er hans film nummer 100 som komponist. Særligt i et par af kampscenerne, som den i Samurai lejren er den virkelig noget af det bedste jeg mindes at have hørt til at understøtte og formidle hvad der sker, og den formår virkelig at få spændingen frem og gøre det medrivende og tempofyldt.

Alt i alt må jeg sige, at instruktør Zwick, der for snart mange år siden også stod bag den gode ”Glory” og siden har lavet en del mere tvivlsomme film, leverer varen. Der er kritikpunkter og filmen er proppet med klicheer, man føler man har set det meste før, og det trækker selvfølgelig ned på helhedsindtrykket.

Men er man til den typiske Hollywood storfilm (jeg er!), så er ”The Last Samurai” glimrende underholdning, og den har trods alt et gram af dybere indhold. Jeg følte mig i hvert fald i enormt godt og kvalificeret selskab, og jeg er fristet til at give den de fem stjerner, men der er lige et par kritikpunkter for meget.