Lysten Til Livet
5.0
En flok drenge får for alvor vækket deres interesse for de smukke unge piger i den lukkede og dybt religiøse familie Lisbon, da den ene af pigerne begår selvmord, og derigennem prøver de at forstå deres egen ungdom.
Når man er datter af en af verdens mest respekterede filminstruktører, Francis Ford Coppola, er adgangen til at lave film måske ikke så svær som for mange andre, men med det familienavn er forventningerne også så meget desto større. Men Sofia Coppola lever op til forventningerne med hendes smukke og gribende debut spillefilm, som i begyndelsen af historien virker let tilgængelig, men bliver mere og mere krævende efterhånden som handlingen skrider frem, uden at den er egentlig er sådan rigtigt kompliceret fortalt.
Historien har et smukt drømmende skær over sig, mens den samtidig ligner en ungdomsfilm. Men i virkeligheden er den en beretning om både retten til at leve livet, mens ens frustrationer under puberteten florerer, og de fatale følger det kan få, når vi som mennesker skal begrænses i vores udvikling til voksne mennesker, hvad enten det så er af velmenende forældre der handler i bedste hensigt, eller vores egen angst for verden.
Men historien er også en lignelse over den mystiske forandring vi alle skal eller har gennemgået, når vi i puberteten ikke længere altid kan finde ud af hvem vi, eller vores ellers kendte venner er.
Turner spiller rollen som den religiøse mor, der er svært ikke at se på som ond, med stor overbevisning. Men ond er hun ikke, hun gør som hun gør, i den fejlagtige tro at hun gør det rigtige, og selv om hun svagt prøver at slippe sit tag i pigerne, efter den første datters selvmord, som enhver forældre må gøre på et tidspunkt når børnene skal stå på egne ben, så går det aldrig for alvor op for hende, at den tragedie som hendes familie uundgåeligt styrer imod, udelukkende skyldes hende og i sidste ende også faderen, og deres trang til at holde fast i pigernes liv, og derfor må pigerne også i sidste ende forsvinde ud af deres liv. Woods rolle som far virker lidt mere forstående og overbærende, men selv om moderen er den dominerende, så bærer han skylden i lige så høj grad, da han aldrig formår eller endog prøver at sætte sig imod hendes vilje eller at forstå at pigerne snart skal til at være voksne kvinder.
Kun en i familien prøver at sætte sig imod, og det er datteren Lux, fremragende spillet af den smukke Kirsten Dunst, men i hendes forsøg bidrager hun kun yderligere til moderens fordomme om sex, fester og drenge, ved netop at leve op til disse.
Jeg kan kun konkludere at Coppola har skabt et fornemt og meningsfyldt drama ud af Jeffrey Eugenides’ roman. Filmen er fyldt med stærkt spil, gode billeder og emmer af stor fortællelyst, og så har den noget på hjertet.
Når man er datter af en af verdens mest respekterede filminstruktører, Francis Ford Coppola, er adgangen til at lave film måske ikke så svær som for mange andre, men med det familienavn er forventningerne også så meget desto større. Men Sofia Coppola lever op til forventningerne med hendes smukke og gribende debut spillefilm, som i begyndelsen af historien virker let tilgængelig, men bliver mere og mere krævende efterhånden som handlingen skrider frem, uden at den er egentlig er sådan rigtigt kompliceret fortalt.
Historien har et smukt drømmende skær over sig, mens den samtidig ligner en ungdomsfilm. Men i virkeligheden er den en beretning om både retten til at leve livet, mens ens frustrationer under puberteten florerer, og de fatale følger det kan få, når vi som mennesker skal begrænses i vores udvikling til voksne mennesker, hvad enten det så er af velmenende forældre der handler i bedste hensigt, eller vores egen angst for verden.
Men historien er også en lignelse over den mystiske forandring vi alle skal eller har gennemgået, når vi i puberteten ikke længere altid kan finde ud af hvem vi, eller vores ellers kendte venner er.
Turner spiller rollen som den religiøse mor, der er svært ikke at se på som ond, med stor overbevisning. Men ond er hun ikke, hun gør som hun gør, i den fejlagtige tro at hun gør det rigtige, og selv om hun svagt prøver at slippe sit tag i pigerne, efter den første datters selvmord, som enhver forældre må gøre på et tidspunkt når børnene skal stå på egne ben, så går det aldrig for alvor op for hende, at den tragedie som hendes familie uundgåeligt styrer imod, udelukkende skyldes hende og i sidste ende også faderen, og deres trang til at holde fast i pigernes liv, og derfor må pigerne også i sidste ende forsvinde ud af deres liv. Woods rolle som far virker lidt mere forstående og overbærende, men selv om moderen er den dominerende, så bærer han skylden i lige så høj grad, da han aldrig formår eller endog prøver at sætte sig imod hendes vilje eller at forstå at pigerne snart skal til at være voksne kvinder.
Kun en i familien prøver at sætte sig imod, og det er datteren Lux, fremragende spillet af den smukke Kirsten Dunst, men i hendes forsøg bidrager hun kun yderligere til moderens fordomme om sex, fester og drenge, ved netop at leve op til disse.
Jeg kan kun konkludere at Coppola har skabt et fornemt og meningsfyldt drama ud af Jeffrey Eugenides’ roman. Filmen er fyldt med stærkt spil, gode billeder og emmer af stor fortællelyst, og så har den noget på hjertet.
25/02-2004
