kærlighedens vilkår

Hvis jeg nu absolut skulle pege på min alle tiders yndlingsfilm (men sådan noget gør man vel ikke), så må det være True Romance. Den giver mig alt, hvad en film nu kan give. Jeg ser den igen og igen, flere gange om måneden, og hver gang får jeg det samme ud af den: en fuldendt livsglæde. Jeg ved ikke helt præcis hvorfor jeg elsker denne film, men jeg har gjort det lige siden jeg var barn, og jeg bliver aldrig træt af den. Det ville være naivt at sige, at en film kan redde liv, men de kan i hvert fald ændre liv. Når jeg er nede får denne film mig til at føle en livsglæde, som mine venner og kæreste næsten ikke engang kan give mig.

Quentin Tarantino har skrevet historien til True Romance, og det kan man tydeligvis ses, og dog alligevel ikke. Hans film (udover Jackie Brown) besidder en stor del kynisme, og kærlighed er et udtryk for lyster. True Romance er en ægte og smuk kærlighedsfilm, der viser en overraskende blød og optimistisk side fra Tarantino, som virkelig klæder ham. Stilen er dog den samme, udpenslet voldsscener, knivskarp og intelligent dialog og ikke mindst en atypisk og overraskende historie. Hvorfor han selv ikke har instrueret står som et spørgsmålstegn for mig (måske fordi de store chefer kun ville vise Tarantino som en genrefornyende wunderkind), men Tony Scott har i stedet overtaget stolen. Og lad det være sagt med det samme: Scott har lavet sin bedste film med True Romance, og han viser en indfølelse og engagement i filmen, som kun få instruktører gør. Scotts film er oftest lidt overfladiske (men hamrende flotte!) og indeholder ikke den store dybde, men sammensætningen af Tarantinos geniale manuskript og Scotts visuelle sans er næsten ubegribelig perfekt. Der skal mest vilde kamerabevægelser eller effekter til at en film er pirrende smuk for mig, men Scott gør det (næsten) uden brug af bevægelig kamera eller smarte klip. Farvesammensætningen er helt perfekt, og filmen er decideret smuk. Meget overraskende også i de voldelige scener.

Det er da vist kun Tarantino, der kan samle så mange stjerner, som der ses her. At nævne dem alle ville være dumt, men Christian Slater og Patricia Arquette er helt forrygende i hovedrollerne. Man tror på deres indædte kærlighed, som først kommer til udtryk efter de har sovet sammen. Kærlighed kan findes de underligste steder, som der siges først i filmen. Slaters figur får en af de mest ynkelige præsentationer set på film, og Arquette virker lidt naiv og overfladisk. Men det er ikke pointen for Tarantino at nedgøre personerne. Hver for sig er de ikke særlig lette at holde af eller sympatisere for, men sammen er de fuldendt. For sådan er kærligheden. To personer kan være perfekte, når de er sammen. Vi føler med dem resten af filmen igennem, og man håber så inderligt at de klare den. Hele filmen er en metafor for parforhold: de skal igennem meget lort (og voldelige scenarier) for at det kan blive godt. Og her skiller filmen sig ud fra mængden. Den er ikke et billede på den amerikanske drøm (lettjente penge og nyde resten af livet) eller en klichefyldt kærlighedshistorie. Slutningen er ikke bare den sædvanlig happy-ending. Vi får den forløsning som vi har ventet på hele filmen: Clarence og Alabama er sammen, og publikum ved, at de fortjener det. En absolut rørende scene, som ikke spiller på gængse midler.

Tony Scott skaber en perfekt balance mellem historien om vores to hovedpersoner og de mange sidehistorier. Vi får ikke for meget af det ene eller det andet, men vi får det hele med. Desuden er skudopgøret til slut i filmen fuldstændig hektisk og så flot lavet, at John Woo ville flyve grædende hjem. Alligevel er filmens mest uforglemmelige scene den, som udspringer efter mødet mellem Clarence og hans far. Christopher Walken er gangsteren, der leder efter kokainet, og Dennis Hopper er faderen. Samtalen mellem dem to er genial og en klassiker, og de to glemte stjerner viser afdæmpet og prisværdige præstationer.

Jeg har før nævnt min begejstring for Hans Zimmer, og med True Romance har han leveret hans bedste score. De enkle og smukke toner er det mest rørende stykke musik, jeg nogensinde har hørt. Efter sigende er det næsten en direkte kopi fra Terence Malicks Badlands, men who gives a shit. Det er smukt og nærværende hele filmen igennem.

Nu er jeg bange for, at jeg er gået lidt for meget i selvsving i min glæde over denne film. Men lad mig sige det igen: dette er summen af mine yndlingsfilm, og det bliver ikke bedre end True Romance for mig.