forventningens glæde

5.0
Jeg har før udtrykt min glæde og beundring over Michael Bays massive (visuelle) talent, og han skuffer ikke med Bad Boys 2. Og dog en smule. Personlig mener jeg, at Bad Boys var og er en af de allerbedste (for mig at se nok den bedste) action-komedie nogensinde. Det kan efterfølgeren dog ikke leve op til, selvom det er bragende lækkert underholdning.

Der er gået en del år nu, siden vi sidst så Will Smith og Martin Lawrence sammen. Den gode nyhed er, at de passer perfekt ind i rollerne endnu. Smith er den charmerende player, mens Lawrence er den lidt kiksede familiemand. Kemien mellem de to er igen uovertruffen, og det var takket være dem, at den første film var uforglemmelig. Begge to er også rigtig gode i denne film, men desværre er den friske energi og rå tone gået lidt tabt. Det skal Smith og Lawrence dog ikke bebrejdes for, men det er nærmere Bays skyld. Det er sikkert smag og behag, men personlig ville jeg hellere have, at der blev skruet lidt ned for de vilde actionscener og lidt op for scenerne mellem Smith og Lawrence. Det, der er der, er dog rigtig morsomt, blandt andet scenen, hvor en stakkels dreng skal hente Lawrences datter. Jeg finder kun Martin Lawrence god i Bad Boys-filmene og selvfølgelig Life. Hans komiske talent er for overgearet for mig i hans andre film, men heldigvis kan Smith og Bay holde styr på ham her, hvor han er virkelig morsom. Lawrence og Smith er altdominerende i de to hovedroller, og man lægger kun mærke til Peter Stormare og Joe Pantoliano i birollerne. Jordi Molla´ er kedelig og intetsigende som skurk, mens Gabrielle Union med fordel kunne have været undladt som Lawrences søster. Den kvinde har ikke skyggen af talent!

Michael Bay laver de vildeste underholdningsfilm, og i Bad Boys 2 har han fået en ordentlig slat penge, så hans indre drengerøv kan sættes fri. Og lad mig sige det med det samme: min trang til visuelt lir bliver indfriet fuldstændig med denne film. Bays film er så lækre, at det næsten gør ondt. Miami ligner en postkort-by med evig sol op- og nedgang. Det er forrygende filmet, og selvom det hele måske bliver rodet sammen uden den store eftertanke, så er det åndeløs flot at overvære. Bay er en af de mest visuelle orienteret instruktører nogensinde, og det må man så kunne lide eller ej. Historien er en dårlig undskyldning for action, som vi får i spandevis. Biljagtscenen på broen er nok den flotteste og vildeste set i hele filmhistorien, og den slår Matrix Reloaded med flere længder. Alt i alt bliver det actionhungrende publikum fuldt ud tilfredsstillet med denne film. Desværre er musikken ikke særlig god eller velvalgt.

Jeg blev lidt overrasket over den morbide humor, som stedvis ses i filmen. Jeg ved ikke om jeg finder det sjovt, men det er da befriende at se en film, hvor censuren får den lange finger. I utallige action-komedier er ordet fuck forbudt, fordi censuren griber ind og sætter aldersgrænsen op. I Bad Boys 2 er sproget ligeledes befriende og morsomt.

Hvis du forventer en film med filosofiske bagtanker, så er du kommet til det forkerte sted. Hvis du til gengæld forventer en action-komedie med blæret underholdning, så bliver det ikke bedre end Bad Boys 2 i øjeblikket. Selvom den er en smule for lang, så bliver den aldrig kedelig. Unødvendigt at sige, at produceren er den magtfulde Jerry Bruckheimer.

(Thomas Nielsen, dit indlæg om denne film er aldeles fyldestgørende, og jeg giver dig ret i næsten alt det, du skriver. Meget lækkert læsestof.)
Bad Boys II