det meste er der, men...

Dark Blue oser af provokerende og aktuel potentiale, som desværre ikke bliver udnyttet fuldt ud. Manuskriptforfatteren David Ayer (den overfladiske SWAT) skrev også historien til Training Day, som denne film derfor er beslægtet med. Temaerne i begge film er grænsen mellem rigtig og forkert og den menneskelige morale, men hvor den var udvisket og sløret i den sublime Training Day, er den mere opdelt i Dark Blue, som derfor ikke når de skræmmende højder, som gjorde Training Day anderledes. Det er en stor skam, og man ville have ønsket, at der var blevet sat mere fokus på den moralske adfærd (korruption, fusk med bevismaterialer, osv.) hos politibetjente, som man må sige er meget aktuel.

Ron Shelton har mest begået sig indenfor sportsfilm (blandt andet den seværdige Play It To The Bone), og man må sige at han har gjort en bemærkelsesværdig genreskift. Han er en garvet instruktør, og selvom han gør det godt, så ville det endelige resultat nok have blevet bedre, hvis en ung og energisk instruktør var blevet hyret. Kurt Russell ses i en uforglemmelig og nuanceret rolle, som hører til hans allerbedste. Det er dejligt at se ham så forrygende efter nogle tørre år med svage roller. Ving Rhames er ligeledes velspillende, men desværre er Scott Speedman et dårligt valg som Russells makker. Speedman virker som en irriterende efterligning af geniale Edward Norton, og han bringer intet seværdigt til hans rolle. Det er også en skam at høre overforbruget af musikken, som virker for smart til at gøre filmen realistisk og vedkommende.

Nu virker det nok som om, at jeg slet ikke kan lide denne film. Det kan jeg, den er drønunderholdende og intens, men den kunne bare have været så meget mere. Forbilleder indenfor nyere politifilm skal ses hos den hårde Training Day og det oversete og fængende mesterværk, Narc. (Scope, det kunne være dejligt, hvis man kunne skrive et indlæg til Narc på denne side)