den første og bedste

5.0
Blade er en gotisk og stemningsmættet actiongyser, som er en af de få rigtig vellykkede filmatiseringer af en tegneserie, som ikke er kendt i Danmark. Wesley Snipes udfylder rollen som Blade helt perfekt, og det er helt klart den rolle, som jeg vil huske ham for. Ikke fordi det er stor skuespillerkunst, for det kræver omkring intet talent at spille rollen. Alligevel er Snipes rigtig god, for han besidder den rette form for coolness og hans træansigt hjælper da også på det. Stephen Dorff er uhyggelig som skurk, mens man har en vis ærefrygt ved at se Kris Kristofferson som Blades medhjælper. Historien er over gennemsnittet for actionfilm, og man har med held fået publikum til at føle, at vampyrerne er en integreret del af vores verden. Det lykkedes over alt forventning, og selvom realisme langtfra præger denne film, så skræmmer den ved at foregå i en kendt verden.

Actionscenerne er helt perfekte, og det er noget af det vildeste jeg nogensinde har set. Jeg er en fan af samuraifilm (Kill Bill er nummer et), og der er nok af sværdkampe med i Blade. Generelt er det god og intens action, og musikken skaber den rette stemning. Filmens begyndelse er hård og kontant og er det hele værd. Stephen Norrington har et godt overblik, og gør et rigtig godt stykke arbejde. Desværre var hans næste film ret ringe, nemlig den flade Det Hemmelighedsfulde Selskab.

Alt i alt en fremragende, underholdende og uhyggelig film, som måske ikke huskes for grænsebrydende, men effektivt er det. Lækkert produceret og flot filmet.
Blade - The Daywalker