Som Skibe I Natten

Advarsel: Mulige Spoilers:

En amerikansk skuespiller (Murray) i sit livs midtvejskrise, møder en ung nygift og ensom amerikansk pige (Johansson) på et hotel i Japan, og sammen prøver de at fylde hullerne i deres liv ud.

Sofia Coppola's anden film både ser og virker sådan lige umiddelbart mindre tilgængelig end hendes fremragende smukke debutfilm ”The Virgin Suicides”, men er i sidste ende på mange måder nok lettere at forholde sig til, uden at den er dårligere (men heller ikke bedre!), og trods det at den nok vil skræmme mange væk med sit deprimerende look.

Det er en meget stille og underspillet, fin lille kærlighedsfilm om eksistentielle kriser, og den er tillige også en komedie med underfundig stemning, som aldrig bliver plat eller tarvelig.

Vores to hovedpersoner er to ensomme mennesker der føler sig fremmedgjort overfor den verden de befinder sig i, derfor har Coppola også klogelig valgt at lade historien udspille sig i en fremmed kultur, så har taget så mange vestlige ting til sig, at den kan minde om en amerikansk storby, men så alligevel ikke. Den grå og kolde storby er brugt fornemt og flot metaforisk i nogle æteriske billeder til at illustrere hvordan vores personer føler sig, og er der da noget sted i verden man kan føle sig mere ensom end i en millionby.

Men her mødes disse to beslægtede sjæle ellers og finder hinanden på tværs af alder og modløshed og har en ulegemlig affære. At de ingen fysisk sex har, kan måske virke temmelig puritansk og man kunne beskylde Coppola for i det politiske korrektheds navn ikke at turde lade dem, fordi han, Murray er så gammel og hun, Johansson så ung. Men det er ikke det der er målet, og det har tydeligvis ikke været angsten for at støde der har spillet ind. Vores hovedpersoner har ikke grund til at have sex, de har allerede været der, de har connected på et åndeligt højere plan, det behøves ikke vises i fysisk udfoldelse eller skåret ud i forståelige replikker om hvorfor eller hvorfor ikke, det ligger i filmens undertoner. Sex kan alligevel ikke bringe dem tættere og vil sandsynligvis bare ødelægge mere end det gavner deres spiritualistiske forhold og gøre det til blot et sidespring, selv om Johansson’s karakter gerne vil.

Om man kan lide denne fremstilling eller ej, er naturligvis en smagssag, sex er en del af kærligheden, men den er ikke selve kærligheden og det er den fortolkning jeg vægter i Coppola’s historie.

Onde tunger har været fremme med, at det er en historie om en pædofil gammel mand, men det må jeg altså totalt afvise, det her er en kærlighedshistorie om to voksne mennesker, den ene ganske vist gammel og den anden meget ung, men stadig voksne mennesker, der på tværs af alder er beslægtede sjæle. Pædofili er en seksuel drift rettet mod børn og har intet med kærlighed at gøre (selv om pædofile sikkert vil påstå andet, men det er altså at misbruge og gradbøje ordet for meget). Pædofili er et overgreb af værste art og at kalde det for kærlighed ville for mig at se, være det samme som at påstå at en seriemorder ydede omsorg og ikke dødsvold og der skal altså en noget skæv tankegang til at mene det, og derfor er det skammeligt at beskylde Coppola’s smukke kærlighedsfilm ”Lost In Translation” for at omhandle pædofili, og så har vores to hovedpersoner jo netop ikke sex.

På skuespillersiden og i karakter fremstillingen er det egentlig kun vores to hovedpersoner der er interessante, nuanceret og spændende nok, resten virker karikerede. Den gamle komiker Murray giver en stille, men meget troværdig fremstilling, hvor det usagte er mere vigtig end det sagte og læg mærke til hvor meget der foregår inden i ham. Han måtte for min skyld gerne have vundet en Oscar for den præstation, selv om Sean Penn sikkert også er god i Clint Eastwood’s ”Mystic River”. Unge Johansson, som kun var 19 år gammel da filmen blev lavet, spiller en ung kvinde, og det gør hun så godt, at man får det indtryk at hun er ældre, selv om hun hverken ser ældre ud eller spiller det. Også i hende foregår der en masse i, så det usagte bliver en vigtig brik i forståelsen af hendes figur. Om Johansson kan kaldes for smuk ved jeg ikke ligefrem, men i rollen her formår hun noget frem, så hun fremstår tiltrækkende og sød, på en ægte og uglamourøs måde, og hun virker på mig som en af de få skuespillerinder der kan spille forskellige alsidige roller, med et minimum af makeup for at fremstå enten smuk eller rærlig. Men både Murray og Johansson giver stærke præstationer.

I biroller går det desværre knapt så godt, ikke at alle skuespillerne er dårlige, men langt de fleste af deres karakterer fremstår klichefyldte og forudsigelige i deres handlinger, som for eksempel da Johansson’s kæreste i filmen, spillet af Ribisi, skal bort og hun sidder på sengen, der er hans manglende empati for hendes tungsind, fremstillet på en måde som virker som noget vi har set i en del andre kærlighedsfilm, og her uden mange nuancer og heller ikke helt troværdigt. Også den smukke, men talentløse Faris i rollen som skrækkelig amerikansk stjerneskuespiller, er så overlæsset med fordomme og klicheer uden at vi får nogen former for facetter i hendes personlighed, at man mistænker Coppola at gøre grin med nogen hun kender.

Også Japan, japanerne og deres kultur udstilles på en mindre pæn og ofte, hvor sand den nu end måtte vise sig at være, latterliggjort måde.

Men disse kritikpunkter fylder så uendelig lidt i historien, da omdrejningspunktet er Murray og Johanssons personer og deres møde med hinanden på et anonymt japansk hotel, med storbyen som den grå ramme, så det ikke trækker indtrykket af filmen synderligt ned. Men det er en fordringsfuld film, som det kræver tålmodighed at gide se og prøve at forstå, og selv der vil den sikkert virke dræbende langsommelig på mange. Personligt synes jeg at filmen belønner dem der gider den på flere planer, og jeg nød hvert minut, i en film der både byder på gode grin og indfølt romance.

Til sidst vil jeg sige, at scenen til slut hvor Murray hvisker noget i øret på Johansson, og som mange har været nysgerrige efter at høre, sådan her jeg det ikke, jeg ville ikke ønske at få det at vide. Der ligger noget dejligt gådefuldt i det på den her måde, som bare ville ødelægges af at høre hvad det er, og som sikkert ville vise sig at være noget ganske banalt. Men jeg vil da også tro, at langt de fleste har det på samme måde i sidste ende.