ikke mange tårer

Replacement Killers var ikke noget at skrive hjem om, og Bait var en klichefyldt actionkomedie. Det var først med Training Day, at Antoine Fuqua imponerede mig dybt med en barsk og skræmmende fortælling. Derfor så jeg frem til at se denne action/krigsfilm, hvor jeg håbede, at han kunne give et lidt mere nuanceret billede af amerikanerne, end vi før har set i de kendte krigsfilm. Dette sker dog ikke, amerikanerne er nogle store helte (efter noget betænkningstid), og fjenderne er onde, modbydelige og fortjener helt klart at dø. Set før? Konstant. Alligevel skal Fuqua have respekt for at have prøvet at vise krigens sande gru, og selvom der er lang vej op til Oliver Stone, så er det alligevel et udmærket forsøg.

Bruce Willis er et åbenlyst valg i hovedrollen, men han fungerer overraskende ikke særlig godt. Han ser sammenbidt og bekymret ud, men han virker fraværende og ligeglad. Mere gejst er det i Cole Hauser i en lille birolle, og jeg glæder mig til at se mere til denne talentfulde herre. Monica Belluci er naturlig skøn og altid seværdig. Desværre er hendes accent for tyk, og hendes figur i filmen virker for urealistisk. Der er blevet spillet på de sikre kort, og det er en skam. Jeg kunne også sagtens have undværet den platte up-coming kærlighedshistorie mellem Belluci og aldrende Willis.

Jamen hvorfor giver jeg så filmen 4 stjerner? Tja, den er fint underholdende, mest i sidste halvdel. Og jeg har så meget respekt for Fuqua, at jeg ikke havde lyst til at give den mindre, på trods af en meget patriotisk og kvalmende slutning. Fuqua har en flot visuel stil, som jeg nyder at overvære. Desuden er musikken af altid fremragende Hans Zimmer god, selvom den minder lige lovligt meget om hans eget score til den ultimative krigsfilm, Black Hawk Down, som Tears of the Sun ikke når til sokkeholderne.