Coppolas Casablanca
6.0
En fin ajourføring af den gamle historie om det bur vi alle er fanget i - hverdagen - og om den skøre drøm, der forhåbentlig lever i os alle, nemlig drømmen om at finde dén person der rigtigt forstår os og som vi har allermest til fælles med.
Men som i sit klassiske forlæg må Bob og Charlotte erkende at drømmen trives bedst som drøm. Drømmen mistes undervejs i oversættelse til virkelighed, den fordufter et eller andet sted midt mellem vores etiske krav til os selv og vores resignation over for realiteterne.
Coppola føjer det moment til Bogart og Bergmans ikoniserede dilemma, at han også skal være gift, ellers er der ingen balance.
Man sidder tilbage med fornemmelse af at filmen slutter, da Charlotte uden ét afskedsblik forsvinder bag hotelelevatorens spejldøre, der spejler afgang og tomhed for Bob: At det med andre ord er et fatamorgana eller Bobs egen fantasi, der er på spil, når Charlotte pludselig dukker op på strøget og giver ham endnu en chance for at forløse historien. Men det er nu ikke så afgørende.
Som i The Virgin Suicides er det selve overgangen mellem fiktionsuniverset og realitetsuniverset, der optager Coppola - eller hvorledes fiktionsuniverset nødvendigvis må gå til grunde og give plads for virkeligheden: At vi må leve med og acceptere tabet af uskylden og drømmene.
Men som i sit klassiske forlæg må Bob og Charlotte erkende at drømmen trives bedst som drøm. Drømmen mistes undervejs i oversættelse til virkelighed, den fordufter et eller andet sted midt mellem vores etiske krav til os selv og vores resignation over for realiteterne.
Coppola føjer det moment til Bogart og Bergmans ikoniserede dilemma, at han også skal være gift, ellers er der ingen balance.
Man sidder tilbage med fornemmelse af at filmen slutter, da Charlotte uden ét afskedsblik forsvinder bag hotelelevatorens spejldøre, der spejler afgang og tomhed for Bob: At det med andre ord er et fatamorgana eller Bobs egen fantasi, der er på spil, når Charlotte pludselig dukker op på strøget og giver ham endnu en chance for at forløse historien. Men det er nu ikke så afgørende.
Som i The Virgin Suicides er det selve overgangen mellem fiktionsuniverset og realitetsuniverset, der optager Coppola - eller hvorledes fiktionsuniverset nødvendigvis må gå til grunde og give plads for virkeligheden: At vi må leve med og acceptere tabet af uskylden og drømmene.
06/03-2004
