en smuk film
6.0
Inspirerende og atypisk biografisk drama, som jeg undervurderede meget inden jeg fik set den. Allerede da Dreamworks-logoet kom frem på skærmen fandt jeg ud af, at denne film er noget helt specielt. James Horners intense musik fastsatte den nærmest surreale stemning filmen besidder. Det er måske ikke det rette ord at bruge, men jeg mindes ikke at have set noget lignende Et Smukt Sind, som bare er unik.
Selv efter at have set filmen har jeg et ambivalent forhold til Akademiets prisgivelse til Ron Howard. Der er ingen tvivl om, at han fortjener en Oscar, og der er ingen tvivl om at Et Smukt Sind er hans bedste film. Men jeg synes alligevel at Ridley Scott fortjente hædersprisen for hans krigsfilm, Black Hawk Down. Howard giver et sjældent og indlevende instruktørindsats, og ja, han fortjener stor ros for hans indsats. Aldrig har jeg set sådan et indblik i en psykisk syg person på film. Virkelighedens John Nash lider af skizofreni, og det skildres foruroligende i denne film. Som publikum ser man alt fra hans synspunkt. Vi ser hans genialitet udfolde sig i uforglemmelige og smukke scener, alt lige fra matematiske beregninger og kodeanalyse til hans overblik over stjerner. Svært at forklare, skal ses. Filmens største force er dog dens evne til at trække publikum ind i den skizofrenes verden. Nashes frygt for eftervirkningerne af den kolde krig og hans evige søgen efter anerkendelse udspringer hallucinationer, men det ved publikum ikke. Som i enhver anden film tager vi det for givet, at det ,der vises er sandt. Da vi endelig, sammen med Nashes erkendelse, finder ud af, at han er syg, er det svært at begribe. Personligt sad jeg næsten hele filmen og prøvede at regne ud, hvilken konspiration der var lagt mod Nash. Da jeg endelig begreb, at det helt klart var fantasier, fandt jeg ud af hvor genial denne film egentlig er. Howard har som ingen andre fået publikum til at forstå den syge person ved at sætte os ind i personens sted og følge hans verden. Det er intet mindre end åndeløs godt gennemtænkt og udført.
Russell Crowe vandt ufortjent ingen Oscar for hans hovedrollepræstation. Crowes portræt af en skizofren mand er indsigtsfuld, sikker og ikke mindst formidabel. Hans excentriske ticks og opførsel levendegøres perfekt af Crowe, og vi både ynker, fordømmer og sympatiserer for denne mand. Flere scener er hjerteskærende (på grund af en fantastisk Crowe), men en brændte sig fast: Nash sidder og holder sin grædende søn i armene, men registrerer ikke gråden før hans kone tager barnet fra ham, hvorefter han magtesløs rækker armen ud efter dem, men forstår at det er for sent at gøre noget. Det er enkelte scener som disse, der gør Et Smukt Sind forrygende seværdig. Jennifer Connelly spiller Nashes kone, og hun er en karismatisk og smuk skuespiller, som for alvor brød igennem her. Connelly er velspillende, men karrierens højdepunkt for hende kom året før i den skrappe Requiem For A Dream. Paul Bettany er ligeledes en nydelse at se.
Et Smukt Sind er et følsomt og smukt drama, hvis stærke værdier er uundgåelige at se. Som sagt er musikken intens og smuk fra James Horner, og det er noget af det flotteste komponerede filmmusik jeg nogensinde har hørt. Takket være Horner går mange scener i filmen op i en højere enhed, og flere gange sad jeg med gåsehud. Velfortjent (både anmelder- og publikumsmæssigt) succes, som jeg altid vil huske som noget helt specielt.
Selv efter at have set filmen har jeg et ambivalent forhold til Akademiets prisgivelse til Ron Howard. Der er ingen tvivl om, at han fortjener en Oscar, og der er ingen tvivl om at Et Smukt Sind er hans bedste film. Men jeg synes alligevel at Ridley Scott fortjente hædersprisen for hans krigsfilm, Black Hawk Down. Howard giver et sjældent og indlevende instruktørindsats, og ja, han fortjener stor ros for hans indsats. Aldrig har jeg set sådan et indblik i en psykisk syg person på film. Virkelighedens John Nash lider af skizofreni, og det skildres foruroligende i denne film. Som publikum ser man alt fra hans synspunkt. Vi ser hans genialitet udfolde sig i uforglemmelige og smukke scener, alt lige fra matematiske beregninger og kodeanalyse til hans overblik over stjerner. Svært at forklare, skal ses. Filmens største force er dog dens evne til at trække publikum ind i den skizofrenes verden. Nashes frygt for eftervirkningerne af den kolde krig og hans evige søgen efter anerkendelse udspringer hallucinationer, men det ved publikum ikke. Som i enhver anden film tager vi det for givet, at det ,der vises er sandt. Da vi endelig, sammen med Nashes erkendelse, finder ud af, at han er syg, er det svært at begribe. Personligt sad jeg næsten hele filmen og prøvede at regne ud, hvilken konspiration der var lagt mod Nash. Da jeg endelig begreb, at det helt klart var fantasier, fandt jeg ud af hvor genial denne film egentlig er. Howard har som ingen andre fået publikum til at forstå den syge person ved at sætte os ind i personens sted og følge hans verden. Det er intet mindre end åndeløs godt gennemtænkt og udført.
Russell Crowe vandt ufortjent ingen Oscar for hans hovedrollepræstation. Crowes portræt af en skizofren mand er indsigtsfuld, sikker og ikke mindst formidabel. Hans excentriske ticks og opførsel levendegøres perfekt af Crowe, og vi både ynker, fordømmer og sympatiserer for denne mand. Flere scener er hjerteskærende (på grund af en fantastisk Crowe), men en brændte sig fast: Nash sidder og holder sin grædende søn i armene, men registrerer ikke gråden før hans kone tager barnet fra ham, hvorefter han magtesløs rækker armen ud efter dem, men forstår at det er for sent at gøre noget. Det er enkelte scener som disse, der gør Et Smukt Sind forrygende seværdig. Jennifer Connelly spiller Nashes kone, og hun er en karismatisk og smuk skuespiller, som for alvor brød igennem her. Connelly er velspillende, men karrierens højdepunkt for hende kom året før i den skrappe Requiem For A Dream. Paul Bettany er ligeledes en nydelse at se.
Et Smukt Sind er et følsomt og smukt drama, hvis stærke værdier er uundgåelige at se. Som sagt er musikken intens og smuk fra James Horner, og det er noget af det flotteste komponerede filmmusik jeg nogensinde har hørt. Takket være Horner går mange scener i filmen op i en højere enhed, og flere gange sad jeg med gåsehud. Velfortjent (både anmelder- og publikumsmæssigt) succes, som jeg altid vil huske som noget helt specielt.
07/03-2004
