Et liv eller en marsbar...

21 gram er vægten af livet...

Når vi dør mister falder vores kropsvægt 21 gram, den vægt menes at være sjælen...

Så kan der vist kun være dømt eksistentialisme !!! og det er også lige præcis hvad Alejandro González Iñárritu har på tapetet med 21 grams, opfølgeren til den fine "Love is a Bitch" som gav den mexikanske hul i gennem til det store hollywood. Og han har valgt sine brikker med omhu. De tre hovedroller spilles upåklageligt af Sean Penn, Naomi Watts og Benicio del Toro.
Del Toro er den tidligere vaneforbryder Jack Jordan, der har fundet sit kald i biblen, som han nu bruger som rettesnor i sin opdragelse af såvel sine egne børn, som de ungdomskriminelle han omgås. Jordan er fra starten en usympatisk person som opererer med kontant afstraffelse og no tolerence. Seerens forhold til Jack bliver i særdeleshed ikke bedre da han i sin "Faith Mobile" torpederer Cristina Pecks mand og to børn, som alle dør af deres kvæstelser. Cristina Peck, som spilles af Naomi Watts, når lige at få skrevet under på et donerkort inden hun lader bunden gå ud af hendes ellers perfekte liv og forfalder til en cocktail af hvidt pulver og fitness. Det donerkort viser sig at blive ganske væsentligt, for den tredje hovedperson Paul Rivers, spillet af Sean Penn. han lider nemlig af en hjertesygdom som inden for kort tid kan blive hans endeligt, hvis han ikke får et nyt hjerte. Han får indoppereret hjertet fra Cristinas afdøde mand. I henhold til diverse love kan Paul ikke få oplyst hvor hjertet kommer fra, men det standser ham ikke, han vil vide hvem der har givet ham livet tilbage uanset prisen.

Så er handlingen riset op, det kan gøres på mange andre måder, da der sker en hel del i 21 grams og intet som helst er irellevant. Filmen kræver koncentration fra start til slut, især i starten da man ikke for mange hints om hvad der skal ske og det derfor handler om at holde øjne og øre stive. Når billedet er begyndt at samle sig og man har gættet rigtigt og forkert et par gange, ryger gassen af ballonen, rent handlingsmæssigt, der sker ikke så meget i filmens sidste halve time i hvertfald ikke på overfladen... det er nu det hele skal forklares, nu personernes handlinger skal retfærdiggøres...
Og det er her filmen vinder sin sidste stjerne, for ganske vidst er skuespillerne gode, lissom historien og ikke mindst fortælleteknikken er, men det er ved behandlingen af temaet at 21 grams træder i karakter som en film udover det sædvanlige. Den behandler det store spørgsmål om liv og død som hollywood har så forbandet svært ved at tage stilling til. Det blev gjort med ligedele sentimentalitet og prutte-pude-humor i den middelmådige "About Scmidt", men ellers sker det utrolig sjælendt at nogen tør tage fat på livets største spørgsmål. Det gør 21 grams, og ikke siden Christopher Nolans mesterværk "Memento" har det været gjort så fint. Man kan ikke direkte sammenligne de to film da de handler om vidt forskellige former for eksistens spørgsmål, men de behandler begge og ikke mindst seeren sagligt og intelligent. "21 grams" er ikke helt så god som "Memento", men den er bestemt værd at se og værd at tænke over, og det kommer man til, for den slipper dig ikke lige med det samme....