Se sandheden i øjnene?

Et såret bandemedlem bider tænderne sammen om en fortovskant, for få sekunder senere at få et grusomt og ikke mindst knusende spark mod kraniet – Det er blot én af de mange scener fra Tony Kayes imponerende debutfilm, der brænder sig uudsletteligt fast på nethinden!

Man har jo efterhånden lagt øjne og ører til utallige brutaliteter og rå umenneskeligheder på det store lærred, men det er nu sjældent at de er så velplacerede som i American History X. Ikke at dette er en hyldest til brutalitet på film, men Tony Kaye formår at fyre den visuelle forhammer af, på de præcis rigtige tidspunkter – og det er til tider som et spark i hovedet!
Personligt oplever jeg sjældent den grænsende til trancelignende tilstand, jeg befandt mig i efter filmen - en virkelig positiv og samtidigt nærmest lidt smertelig oplevelse.
Efter min mening tilhører ”American History X” den lille gruppe film, der formår at sætte tanker i gang om et relevant emne SAMTIDIGT med at være en unik og storslået oplevelse. En film der taler til den intellektuelle sans, men samtidigt er usædvanligt stærk! – lidt som både ”Gøgereden”, ”Seven” og ikke mindst den p.t. aktuelle ”Irreversible” i hvert fald gjorde det for mig!

Men hvad er det så præcis, der gør denne film til en stor oplevelse? Efter min mening er der mange aspekter, men det absolut aktuelle tema er i hvert fald et af dem. Mange instruktører har efterhånden kastet sig over raceproblematikken, men sjældent så vellykket som i ”American History X”! Det der især faldt mig ind, da jeg så filmen, er at skildringen er usædvanligt nuanceret, hvilket er meget befriende. Eksempelvis kunne Tony Kaye og McKenna, have kastet sig over en anden periode, måske sydstaterne og Ku Klux Klan som i ”Mississippi Burning”. Ikke at den film er dårlig, men den tilbyder et ret ensidigt perspektiv hvor stort set alle Mississippi-folkene er brutale ignoranter med bondsk accent, i kontrast til de ”sorte” der alle er stoisk rolige, tror på gud og synger en forfærdelig masse gospel. Nu er det selvfølgelig ikke en periode amerikanerne er videre stolte af, men min pointe er, at Kaye kunne have fremstillet nynazisterne som de entydigt ”onde” og de ”sorte” som værende en gruppe helgener i en krigszone. Men heldigvis formår han at skabe en gedigen gråzone, og det tilfører filmen en langt større realisme og effekt. Tilskueren bliver præsenteret for nynazisternes brutale sider, men samtidigt også bandernes usædvanligt rå adfærd. Dette leder op til den uundgåelige konflikt og den nedslående, ja nærmest nihilistiske slutning!

Men udover at være en tematisk solid film, bør særligt en person fremhæves i forbindelse med filmens positive sider: Edward Norton! Efter min mening en af tidens mest interessante og stabile skuespillere. Hans debut i ”Primal Fear” var blændende og hans præstation i Finchers ”Fight Club” taler for sig selv. Han bliver eftersigende aktuel i 2005 med filmen ”Fear Itself” som er en genindspilning af den ældre ”Straw Dogs” med Dustin Hoffman. Jeg venter spændt!
Men i American History X får Norton endnu engang eksponeret sit enorme talent som karakteren Derek, ved at veksle mellem den inkarnerede og brutale nynazist, og så senere den beskyttende og sympatiske storebror, der ikke længere kan støtte sig til den nazistiske overbevisning. Og man må nok indrømme, at filmen hviler meget på netop denne protagonist, og at filmens stærke indtryk, i høj grad også skyldes Nortons kraftpræstation – som efter min mening burde have resulteret i en oscar. Birollefronten bliver nærmest overset i kraft af Nortons præstation, men Edward Furlong og Beverly D’Angelo fungerer udmærket, dog ænser man en smule overspil når Avery Brooks træder til, men til gengæld er Stacy Keach imponerende som den nazistiske ”mastermind”.

På det rent visuelle plan er filmen ligeledes en ganske stærk oplevelse. Tony Kaye har en fortid som fotograf og har selv fotograferet filmen. Kompetencen kan mærkes gennem hele filmen, og især de sort/hvide-flashbacks er virkelig dynamiske og effektive, og det bevirker at en solid komplementaritet opstår i den narrative struktur.

Men udover de førstnævnte brutale scener i filmen, er der særligt to der, efter min mening, hæver sig til noget nær det sublime! Den ene er den gnistrende scene, hvor jødiske Murray og hovedpersonen Derek starter en følelsesladet diskussion om politik. Sjældent oplever man en så tankevækkende, skræmmende og effektiv dialog der endda resulterer i direkte fysisk vold. Rodney King fungerer som afsæt til diskussionen og pludselig kører Derek hele det nazistiske repertoire igennem, lige fra kriminalitetsstatistikker til racesolidaritet. Murray forsøger at argumentere fra en mere akademisk vinkel, og fattigdom samt antisemitismen bliver inddraget, men det preller af på den hadske Derek. Og pludselig inddrager Derek et særligt interessant aspekt; Hvad nu hvis lillebroderen Danny var blevet kørt over af den påvirkede Rodney King? Perspektivet kan synes en smule naivt, i forbindelse med en mere abstrakt diskussion om raceproblematikken, men er ikke desto mindre relevant. For det er jo netop det faktum at Dereks far blev dræbt, der har fungeret som katalysator for hele Dereks nazistiske livsstil. Sandt nok blev de racistiske tanker sået inden faderens død, men det var helt sikkert drabet der kastede Derek ud i hadets sorte bølger. Og det bringer mig til filmens anden sublime scene – slutningen!

Jeg tror, modsat mange, ikke at slutningen ganske enkelt lægger op til at man skal bryde den onde cirkel etc. Det er min overbevisning, at Tony Kaye anser det som værende en umulighed. Dette kan lyde kynisk og desillusioneret, men jeg tror faktisk at filmens budskab er ganske nihilistisk. Filmen tilbyder ikke et endegyldigt svar eller en absolut sandhed, nej den viser derimod på utrolig effektiv vis, hvor hjælpeløs og forfærdelig en situation det er, at miste sin nærmeste familie. Dereks nazistiske livsstil er jo blot en forsøg fra hans side, på at bearbejde tabet af faderen, og en måde hvorpå han kan kanalisere det enorme had, der hastigt er groet i hans indre siden faderens død. Men da Derek kommer i fængsel, og indser (undskyld udtrykket) at alt ikke er sort og hvidt, bliver han rystet i sin grundvold. Hans mission er nu at redde broderen Danny fra samme fejltagelse som han selv, men Danny bliver brutalt skudt af et ”sort” bandemedlem, og efterlader derved Derek i den totale fortabelse – ja en veritabel tragedie! For Derek forsøger jo netop at bryde den onde cirkel, men på trods af et ihærdigt forsøg, må han på absolut grusomste vis, erkende at det ikke kan lade sig gøre.
Personligt synes jeg, at det er filmens største force - Den formår at skildre den amerikanske raceproblematik ganske nuanceret, men samtidigt og måske endnu vigtigere leverer den et portræt af et splittet individ (I stil med den også glimrende The Believer) der forsøger at bearbejde et forfærdeligt tab. Derek søger en form for katarsis via nazismen, men opnår det aldrig. Nazismen var ikke løsningen eller svaret på hans had. Filmens punchline er ”Se sandheden i øjnene når hadet gør dig blind” – Men hvad er så sandheden? Efter min mening giver Tony Kaye ikke svaret, han udelukker blot en mulighed - og hvor paradoksalt det end lyder, er sandheden måske, at der ingen sandhed findes?