Yes, we were!

Opgaven er enkel. Dræb eller bliv dræbt. Vi befinder os i Vietnam, og atter engang har vi USA i spidsen, som forsøger at være verdens "politibetjent", der næsten altid stiller sine tropper til rådighed, for at skabe fred i verden. Vi glemmer bare, at USA kun er villig til at involvere sig militært, hvis de selv er truet eller får noget ud af at involvere sig i de forskellige verdensdele. Vi kan roligt inddrage irak-krigen her, hvor USA alene i spidsen tog sagen i egen hånd og førte krig, hvor de havde stor interesse i olien. (lidt firkantet sagt) På den anden side var der borgerkrig i Jugoslavien, men der så man ingen grundlag til at gribe ind, fordi USA ikke havde interesse i det område eller handlede med Jugoslavien, hverken politisk eller økonomisk. Først efter nogle års blodbad grib man ind militært, dvs NATO kom og skabte nogenlunde fred i området.

Vietnamkrigen kom til at spille en afgørende rolle i amerikansk historie, fordi det er egentlig det første nederlag for amerikanerne, som krævede tusindvis amerikanske ofre.

We were soldiers kunne have været et mesterværk, og mange regnede på forhånd med et brag af en krigsfilm. Folk var spændte på, hvad Randall Wallace havde i posen. Desværre blev jeg skuffet og rystede på hovedet flere gange. Jeg blev desværre på intet tidspunkt grebet af noget, hverken af historien eller de krigshandlinger, som i øvrigt var meget utroværdige og overdrevne. Det medfører så, at al form for intensitet udebliver. Man kan sagtens lade sig underholde af denne krigsfilm, men hvad skal man med det, når det vigtigste i en krigsfilm er realisme (for mig set), og det er "We Were Soldiers" ikke i besiddelse af.

Teknisk set er filmen okay lavet, uden at være prangende. Jeg mindes bare ikke at have set noget i den film, som virkelig tog pusten fra mig. Kærlighedshistorien fungerer derimod fint, som jeg slet ikke havde problemer med. Mel Gibson, som jeg normalt kan lide er ikke helt såååå overbevisende. Han passer ikke ind i skemaet synes jeg, og virker meget kedelig i hans rolle. Andre biroller lægger man næsten ikke mærke til, fordi de bliver behandlet meget overfladisk. På plussiden er der gode lydeffekter og god baggrundsmusik, som minder meget om noget Hans Zimmer kunne finde på at lave. På historiesiden er der intet at hente, blot at amerikanerne er de gode og sympatien er hos dem og bla bla bla bla Vi får svært ved at danne os et troværdigt billede af virkeligheden. De må snart indse, at der næsten altid er to sider af krigen/slaget, og folk begynder jo at tage afstand fra deres patriotiske krigsfilm, som oftest viser USA's version af krigen.

For at opsummere det hele, så er jeg utrolig skuffet over denne krigsfilm, stort set på alle punkter. "We Were Soldiers" er ikke nogen "Saving Private Ryan" eller "Black Hawk Down", som er de to ultimative bedste krigsfilm, set ud fra min betragtning.