eminem kan være tilfreds

8 Mile viser sig at være en af de få vellykkede film fra en musiker, som gerne vil gøre sig i andre medier. Marshall Matters’ spillefilmsdebut, og han har karisma nok til at bære hele filmen. Meget overraskende er den instrueret af Curtis Hanson, og det må siges at være endnu et genreskift fra ham. Fra korrupte betjente til utilfredse forfattere, og nu til stjernedrømme fra det hårdeste miljø i Detroit. Hanson gør det sikkert og overraskende godt.

Historien i 8 Mile er set så mange gange før, og der er stor mangel på overraskelser. Vi ved, at vores hovedperson skal ydmyges for at vende stærkt tilbage, men ligesom Unbreakable (måske dårlig sammenligning) får vi kun indledningen på en karriere. Det giver en lidt åben slutning, hvor man så kan gætte sig til resten (Eminems virkelige liv). Historien er semi-biografisk, men det er miljøet, som gør filmen troværdig og realistisk. Det virker som om Hanson bare har slæbt et kamera ind i bydelen og ladet sine skuespillere gøre deres arbejde. Med den dogmeagtige stil gør det filmen nærværende.

Som sagt gør Eminem det ret godt, især i betragtning af det er hans første rolle i en film. Nervøsiteten ved en debut falder godt sammen med hovedpersonens usikkerhed og plagede sind. Det er ikke stort, men det er godt. Men læg også mærke til Kim Basinger i en afdæmpet rolle. Damen kan endnu.

De få rapbattles er ekstrem fængende, og det er her filmen skinner igennem. Om man kan lide rap eller ej så vil man nok komme til at nyde de sproglige og vulgære slagsmål. Midt imellem er der nogle kameler, der skal sluges, men det gør man gerne, da filmen er så sikkert og underholdende lavet.