at kaste med sværd

Braveheart er for mig (og højst sandsynlig mange lig mig) en af de mest inspirerende film nogensinde. Det er ikke kun på grund af den yderst gribende og historisk faktuelle fortælling, men også på grund af den utrolige engagement Mel Gibson har lagt i projektet. Dette er kun hans anden spillefilm som instruktør (den første var Manden Uden Ansigt), men hans evner og kontrol kan unægtelig hamle op med de største instruktører. Den altdominerende hovedrolle har han også selv taget sig af, og Gibson får min store respekt. Han har lavet en episk og storladen film, som kun overgås af Ringenes Herre-trilogien, hvis ligheder med Braveheart er mange.

Randall Wallace er efter sigende beslægtet med William Wallace. Han har i hvert fald leveret et ærligt manuskript, der desværre lider under en lidt for stor heltedyrkelse af Wallace. Skotterne er ædle mænd, som bare vil leve i fred med deres familie. Englænderne er til gengæld hver og en voldtægtsforbrydere, ubetænksomme og brutale. Det er for firkantet lavet, og filmen er blevet kritiseret for dens naive opdeling. Det er dog de to eneste indvendinger jeg har mod filmen, som stadig er en enestående oplevelse og en sand filmklassiker.

Gibson gør det godt i hovedrollen, han er ikke for prangende eller krukket. Hans rolige ansigt viser en indædt kamp, som udfolder sig til mod. I henrettelsesscenen bliver det lidt for meget med Jesus-sammenligningen, men det kan man dog bære over med, da den er så himmelråbende gribende og total uforglemmelig. Hårene rejste sig på armen, da Gibson udråbte hans sidste ord. Det er kompetent lavet, og heldigvis bliver det ikke til følelsesmanipulation. Det føles ægte. I birollerne er der kun gode skuespiller, hvor man specielt lægger mærke til en rigtig ulækker Patrick McGoohan som Englands konge.

Filmen er meget brutal og stedvis stødende, uden at blive vildt ulækkert. Gibson glorificerer ikke kampene og volden, og scenerne bliver ikke udpenslet, men holdes mere i en observerende stil. Kampscenerne var og er banebrydende, og er nu forbillede for alle krigsfilm, der foregår inden våbnenes ankomst. Men filmen handler ligeså meget om kærligheden, og det er her Gibsons instruktion brillerer. Vi tror på kærligheden mellem Wallace og hans kone. Den bliver ikke postuleret, og det er derfor, at vi senere forstår Wallaces had overfor englænderne, der myrdede hans kone. At hans intentioner kun var hævn er måske ikke helt troværdigt, men det er jo film. Og en meget nærværende en af slagsen.

James Horner får endnu et højdepunkt i karrieren (ligeledes med Titanic og Et Smukt Sind), og hans musik er fantastisk smuk og fordybende. Brugen er sækkepiber og fløjter er helt fænomenal og selvfølgelig åbenlyst. Horner er med til at fortælle historien i filmen, og han er en af alle tiders bedste komponister.

Braveheart vil altid være en klassiker, gribende, intens og menneskelig god. Den viser menneskets kamp for værdighed og frihed, noget som vi ikke oplever mere nu til dags. Mod og ære ses bedst på film, og ikke i virkeligheden, hvor der kan sættes spørgsmålstegn ved alt. Slutteligt vil jeg lige nævne, hvor usigeligt meget jeg glæder mig til Gibsons tredje film som instruktør, den efter sigende meget kontroversielle The Passion Of Christ. Hvis han er ligeså engageret og viser samme forståelse og indføling omkring historien og filmmediet, som han gør her, så kan vi se frem til endnu en uforglemmelig klassiker fra Mel Gibson, der meget fortjent vandt en Oscar for hans instruktion.