Bruckheimer Til Mellemøsten Nu

I 1971 skal en skole for sorte og hvide lægges sammen, og det skaber problemer, særligt for skolens football team. Da man samtidig ansætter en sort træner (Washington), er fanden løs. Men bare rolig, det klarer han i en håndevending.

Når mammut producenten Jerry Bruckheimer står på plakaten til en film der gør opmærksom på, at den er baseret på en sand historie, må man frygte det værste, i hvert fald hvis man håber på realisme og dybde, og at Disney er med på holdet gør det ikke mindre bekymrende. Og det holder så absolut stik, i en film som er bygget op på samme måde og efter samme mønster som den ringe ”Dangerous Minds”, som Bruckheimer også stod bag.

Nuvel, Bruckheimer har jo ikke instrueret den, men hans store indflydelse har helt sikkert gjort sig gældende, i det blodfattige produkt han har bestilt til et familiepublikum, for at kunne tjene penge på en film som ligner et drama, men er særdeles udramatisk.

Indrømmet, den er mildt underholdende på en sympatisk måde, men er det lige det rigtige udgangspunkt for en film som handler om noget så alvorligt og problematisk som racehad og påberåber sig at være sand. Men også bare det at Disney bad Bruckheimer fjerne en masse af den svovlen og banden der var at finde i manuskriptet, hvilket han selvfølgelig, men desværre gjorde, kan næppe anses for at være et godt udgangspunkt for en sand historie, for hvorfor skal sandheden i den grad forskønnes?

Men historien er også ændret en del på flere punkter. En del fiktive personer er tilføjet, i filmen kommer holdets anfører slemt til skade ved en bilulykke før den store finale, i virkeligheden spillede han den, under et natteløb er holdet ved så mange amerikanske momenter at turen nærmest ville have taget et par dage, og så videre. Så baseret på en sand historie, ja, men sand nej. Den slags står at læse, hvis man ellers gider sætte sig ind i det. Alt dette gør den selvfølgelig ikke til den dårlig film, de fleste sande historier er jo tilføjet fiktive elementer for at dramatisere, udfylde huller i historien og den slags. Så havde den bare haft nosser kunne man måske have levet med disse omskrivninger af historien, men det har den ikke.

Ud af alt arbejde, er der ikke kommet andet end en dybt forudsigelig og klichefyldt film, som nok er velmenende, men også en typisk ”vedkommende” Hollywood ting. Den er bundløst banal og hamrende uoriginal. Konflikterne og de psykologiske aspekter er forsimplede til det rene ingenting, alt sker skematisk og der er ingen overraskelser overhovedet. Alle problemer løses simpelthen for let, mens historiens karakterer næsten ikke rummer et gram af troværdige, dybereliggende menneskelige træk. Det hele forekommer så urealistisk, at selv en fantasy produktion som ”The Lord Of The Rings” er tættere på den virkelige verden.

Noget af det mest pæne man kan sige om den er, at den teknisk er nydeligt arbejde, og som sagt mildt underholdende.

Sympatiske Washington, der spiller den skabelonagtige og lettere kedelige hovedrolle, lirer en rutinepræget præstation af, eller det håber jeg da han gør. Men noget af det værste i filmen på det område, må være football teamets tidligere hvide træners lille datter, der er vild med football og fungerer som sin fars rådgiver. Magen til leflen for at vinde publikums gunst har jeg da sjældent set før, og kommer forhåbentligt heller ikke til det igen lige med det samme.

Så alt i alt kan jeg kun sige, at det ikke er nogen modig, stor eller rigtig god film det her. Og jeg kan så tilføje, at når man har læst min kritik af filmen, så kan det vel næppe komme bag på nogen at filmen blev en stor succes ”overthere” og at Hr. Bruckheimer tjente kassen. Men når han nu ”tror” det er så let at skabe fred i så vanskelige konflikter, så burde USA da sende ham til mellemøsten, jeg vil gerne se ham skabe fred der. Det burde han jo kunne klare, hvis ikke i en håndevending, så i det mindste uden at få sved på panden.