DVD-anmeldelse: Den evige teenager
5.0
James Dean havde kun færdiggjort tre film, da han kørte galt og døde i september 1955. Skønt han skærer en god figur i Elia Kazans "East of Eden" (Øst for Paradis, 1954) og George Stevens' "The Giant" (Giganten, 1955), er det dog rollen som Jim Backus i "Rebel Without a Cause", der har givet ham blivende status som idol og ikon. Den bratte død signerede myten. Dean har brændt sig fast i den fælles erindring som selve indbegrebet af den evige, tragisk utilpassede teenager.
Nicholas Rays hovedværk blev lanceret som en debatskabende ungdomsfilm, et generationsportræt med social samvittighed. Den fik dog primært betydning som stilskaber. Når vi tænker på USA i 50'erne, er det Brando i "The Wild One" (Vild ungdom, 1953) og Dean i "Rebel", som vi ser for os sammen med de store blondiner, tiden elskede: Monroe, Mansfield, Mamie Van Doren.
Væddeløbsscenen
Som film betragtet ligger "Rebel" lysår over "The Wild One", og modsat de mange senere teenagefilm, der imiterer og ofte hylder den i en vis udstrækning, har Rays film virkelig dybde, både i spillet og formen. Den er skudt i scope og technicolor, som fremhæver de bedste træk ved Dean, Sal Mineo og Natalie Wood.
Udsøgt er ikke mindst "chickie run"-scenen, hvor Dean og hans modstander skal bevise deres manddom ved selvmordskørsel i tunede biler. Med natten i Los Angeles som baggrund står Natalie Wood i en hvid kjole og lader armene falde som startsignal. Man kan smage både natten, tiden, fryden og tragikken, når man genser denne scene, som på DVD'en er skæring 16.
Slutninger
Sal Mineo, en lille legende i bøssekulturen, blev myrdet i 1976. Natalie Wood druknede i 1981. Hun var sød som barnestjerne, yndig i "West Side Story" (1961) og yppig til det sidste i jævne voksenroller, men skal man vælge ét øjeblik at tage med sig, er det væddeløbsscenen fra "Rebel". Nicholas Rays cancerdød blev foreviget af Wim Wenders i "Nick's Film" (1980), men Dean får trods alt prisen for den mest mindeværdige slutning.
DVD'en er en eksemplarisk klassikerudgivelse med fyldigt ekstramatiale. Dokumentaren "Rediscovering a Rebel" forankrer filmen i samtiden, og en håndfuld ekstremt uspontane interviews med Gig Young som studievært viser, hvordan 50'erne selv lavede "Bag Kameraet"-features.
April, 2000
Nicholas Rays hovedværk blev lanceret som en debatskabende ungdomsfilm, et generationsportræt med social samvittighed. Den fik dog primært betydning som stilskaber. Når vi tænker på USA i 50'erne, er det Brando i "The Wild One" (Vild ungdom, 1953) og Dean i "Rebel", som vi ser for os sammen med de store blondiner, tiden elskede: Monroe, Mansfield, Mamie Van Doren.
Væddeløbsscenen
Som film betragtet ligger "Rebel" lysår over "The Wild One", og modsat de mange senere teenagefilm, der imiterer og ofte hylder den i en vis udstrækning, har Rays film virkelig dybde, både i spillet og formen. Den er skudt i scope og technicolor, som fremhæver de bedste træk ved Dean, Sal Mineo og Natalie Wood.
Udsøgt er ikke mindst "chickie run"-scenen, hvor Dean og hans modstander skal bevise deres manddom ved selvmordskørsel i tunede biler. Med natten i Los Angeles som baggrund står Natalie Wood i en hvid kjole og lader armene falde som startsignal. Man kan smage både natten, tiden, fryden og tragikken, når man genser denne scene, som på DVD'en er skæring 16.
Slutninger
Sal Mineo, en lille legende i bøssekulturen, blev myrdet i 1976. Natalie Wood druknede i 1981. Hun var sød som barnestjerne, yndig i "West Side Story" (1961) og yppig til det sidste i jævne voksenroller, men skal man vælge ét øjeblik at tage med sig, er det væddeløbsscenen fra "Rebel". Nicholas Rays cancerdød blev foreviget af Wim Wenders i "Nick's Film" (1980), men Dean får trods alt prisen for den mest mindeværdige slutning.
DVD'en er en eksemplarisk klassikerudgivelse med fyldigt ekstramatiale. Dokumentaren "Rediscovering a Rebel" forankrer filmen i samtiden, og en håndfuld ekstremt uspontane interviews med Gig Young som studievært viser, hvordan 50'erne selv lavede "Bag Kameraet"-features.
April, 2000
19/11-2018
