DVD-anmeldelse: Satan lever
4.0
Roman Polanskis første amerikanske produktion var et inspireret pionerarbejde. "Rosemary's Baby" blev da også straks betragtet som et hovedværk i sin valgte genre, dvs. den okkulte gyser, hvor Djævelen vender tilbage i en eller anden forfærdende skikkelse. Filmen blev en stor succes. Man kan naturligvis aldrig vide, men der ville næppe have været en "Exorcisten" (1973) eller "The Omen" (1976), hvis ikke "Rosemary's Baby" havde banet vejen for det store sataniske comeback.
Kvælende venlighed
Nu som før er det mest bemærkelsesværdige, at den når sit mål uden brug af effekter. Ganske vist skulle alle se filmen på grund af den opreklamerede scene, hvor Rosemary bliver besvangret af Satan. Det kan sagtens være noget, som hun drømmer, men i to sekunder fylder Den Ondes øjne hele lærredet, og vi ser hans skællede hænder befamle Mia Farrows bryster, der til lejligheden er oversmurt med blodige pentagrammer.
Ellers males al uhyggen frem med den sære atmosfære, som Polanski skaber i bygningen, hvor en lang række gamle Hollywood-stjerner praktiserer sort magi og satanisme i 1965. Ruth Gordon og Ralph Bellamy er blandt de gamle lejere. Farrow og John Cassavetes er det unge par, som flytter ind i det fornemme hus på Manhattan. Naboerne ikke blot accepterer dem. De kvæler dem med venlighed.
Fars øjne
Først synes Rosemary jo, at det er sødt. Siden hader hun sine naboer. Hendes mand synes derimod at elske det hele, og det lykkes ham at vende op og ned på virkeligheden, så hverken vi eller Rosemary kan vide, hvor meget hun bilder sig ind. Mange scener udspiller sig i lejlighedens korridorer, og Polanski genbruger alle de tricks, han havde udviklet i "Repulsion" ("Chok", 1965).
Endelig bliver barnet født. Vi får aldrig andet end vuggen at se, men kan nok lægge to og to sammen, da Mia Farrow udbryder: "What have you done to its eyes?" "Han har sin fars øjne," siger Sidney Blackmer, som spiller overheksen Roman Castavet. Men Rosemary vugger sin baby til slut.
Skønt Polanski nu som dengang taler om, hvor vidunderligt det var at arbejde med de gamle Hollywood-navne, er "Rosemary's Baby" i dén grad en film af sin tid. Kroppens forfald er næppe nogensinde blevet mere frastødende fremstillet. Ungdom er fager. Gammelt kød er løst og hæsligt. Så firkantet så man faktisk på verden i 1968.
Det amerikanske mareridt
Egentlig ville Polanski hellere have lavet en skisportsfilm, for det var hans store lidenskab sidst i 60'erne. Han forestillede sig Tuesday Weld i rollen som Rosemary, men kunne som altid omstille sig, da studiet insisterede på at caste Mia Farrow. Hun var netop blevet gift med Frank Sinatra og havde en betydelig fanbase med sig fra tv. Alligevel kunne det have været interessant at se Tuesday Weld i rollen.
Filmen bygger på en bog af Ira Levin ("Et kys før døden"), som kan denne genre i søvne. Mørket under den konforme overflade, det amerikanske mareridt inde bag døren, er hovedingrediensen i de fleste af hans bøger, fra "The Stepford Wives" (filmatiseret som "Dukkekvinderne") til "Sliver". Hollywood elskede ham fra begyndelsen, måske fordi han aldrig underspiller sine pointer. Polanskis version er i bogens ånd. Alting skæres ud i pap.
Charlie Manson
DVD'en er tilrettelagt på samme måde som særudgaven af "Chinatown" (1974). Billedsiden er renset for de værste urenheder og har ikke længere det grønlige spøgelsesskær, som næsten alle farvefilm fra 60'erne og 70'erne får med tiden. Lydsporet er digitalt overført, men spiller stadig i "glorious mono". Det er med andre ord meget, som filmen vi så, da Jimi Hendrix og Jim Morrison endnu var i live.
"Rosemary's Baby" havde premiere samme sommer, som Robert Kennedy og Martin Luther King blev myrdet. Seks måneder senere trængte Charlie Mansons sekt ind i huset, som Polanski delte med Sharon Tate. Adskillige mente, at filmmanden selv kunne tage en del af ansvaret for det rituelle drab på sin gravide hustru. Han havde selv budt Satan indenfor, da han lavede "Rosemary's Baby".
Mia og Roman
Disse lurvede emner bliver ikke berørt i DVD'ens sobre og saglige samtaler med Polanski, produceren Robert Evans, som var direktør for Paramount, da Polanski kom til USA, og produktionsdesigneren Richard Sylbert, som skabte filmens dæmoniske hverdagslook. Man får dog en mundsmag af tidsånden i en Making Of-dokumentar, som vil reducere hele arbejdsprocessen til en avanceret flirt mellem "Mia og Roman".
Alt i alt har filmen ikke holdt sig nær så godt som "Chinatown". Alligevel bliver man ofte imponeret og overrasket, når man genser den på 30 års afstand. Og bagefter er det så godt som umuligt at få det musikalske tema, Christopher Komedas maridtsagtige vuggevise, ud af hovedet.
December, 2000
Kvælende venlighed
Nu som før er det mest bemærkelsesværdige, at den når sit mål uden brug af effekter. Ganske vist skulle alle se filmen på grund af den opreklamerede scene, hvor Rosemary bliver besvangret af Satan. Det kan sagtens være noget, som hun drømmer, men i to sekunder fylder Den Ondes øjne hele lærredet, og vi ser hans skællede hænder befamle Mia Farrows bryster, der til lejligheden er oversmurt med blodige pentagrammer.
Ellers males al uhyggen frem med den sære atmosfære, som Polanski skaber i bygningen, hvor en lang række gamle Hollywood-stjerner praktiserer sort magi og satanisme i 1965. Ruth Gordon og Ralph Bellamy er blandt de gamle lejere. Farrow og John Cassavetes er det unge par, som flytter ind i det fornemme hus på Manhattan. Naboerne ikke blot accepterer dem. De kvæler dem med venlighed.
Fars øjne
Først synes Rosemary jo, at det er sødt. Siden hader hun sine naboer. Hendes mand synes derimod at elske det hele, og det lykkes ham at vende op og ned på virkeligheden, så hverken vi eller Rosemary kan vide, hvor meget hun bilder sig ind. Mange scener udspiller sig i lejlighedens korridorer, og Polanski genbruger alle de tricks, han havde udviklet i "Repulsion" ("Chok", 1965).
Endelig bliver barnet født. Vi får aldrig andet end vuggen at se, men kan nok lægge to og to sammen, da Mia Farrow udbryder: "What have you done to its eyes?" "Han har sin fars øjne," siger Sidney Blackmer, som spiller overheksen Roman Castavet. Men Rosemary vugger sin baby til slut.
Skønt Polanski nu som dengang taler om, hvor vidunderligt det var at arbejde med de gamle Hollywood-navne, er "Rosemary's Baby" i dén grad en film af sin tid. Kroppens forfald er næppe nogensinde blevet mere frastødende fremstillet. Ungdom er fager. Gammelt kød er løst og hæsligt. Så firkantet så man faktisk på verden i 1968.
Det amerikanske mareridt
Egentlig ville Polanski hellere have lavet en skisportsfilm, for det var hans store lidenskab sidst i 60'erne. Han forestillede sig Tuesday Weld i rollen som Rosemary, men kunne som altid omstille sig, da studiet insisterede på at caste Mia Farrow. Hun var netop blevet gift med Frank Sinatra og havde en betydelig fanbase med sig fra tv. Alligevel kunne det have været interessant at se Tuesday Weld i rollen.
Filmen bygger på en bog af Ira Levin ("Et kys før døden"), som kan denne genre i søvne. Mørket under den konforme overflade, det amerikanske mareridt inde bag døren, er hovedingrediensen i de fleste af hans bøger, fra "The Stepford Wives" (filmatiseret som "Dukkekvinderne") til "Sliver". Hollywood elskede ham fra begyndelsen, måske fordi han aldrig underspiller sine pointer. Polanskis version er i bogens ånd. Alting skæres ud i pap.
Charlie Manson
DVD'en er tilrettelagt på samme måde som særudgaven af "Chinatown" (1974). Billedsiden er renset for de værste urenheder og har ikke længere det grønlige spøgelsesskær, som næsten alle farvefilm fra 60'erne og 70'erne får med tiden. Lydsporet er digitalt overført, men spiller stadig i "glorious mono". Det er med andre ord meget, som filmen vi så, da Jimi Hendrix og Jim Morrison endnu var i live.
"Rosemary's Baby" havde premiere samme sommer, som Robert Kennedy og Martin Luther King blev myrdet. Seks måneder senere trængte Charlie Mansons sekt ind i huset, som Polanski delte med Sharon Tate. Adskillige mente, at filmmanden selv kunne tage en del af ansvaret for det rituelle drab på sin gravide hustru. Han havde selv budt Satan indenfor, da han lavede "Rosemary's Baby".
Mia og Roman
Disse lurvede emner bliver ikke berørt i DVD'ens sobre og saglige samtaler med Polanski, produceren Robert Evans, som var direktør for Paramount, da Polanski kom til USA, og produktionsdesigneren Richard Sylbert, som skabte filmens dæmoniske hverdagslook. Man får dog en mundsmag af tidsånden i en Making Of-dokumentar, som vil reducere hele arbejdsprocessen til en avanceret flirt mellem "Mia og Roman".
Alt i alt har filmen ikke holdt sig nær så godt som "Chinatown". Alligevel bliver man ofte imponeret og overrasket, når man genser den på 30 års afstand. Og bagefter er det så godt som umuligt at få det musikalske tema, Christopher Komedas maridtsagtige vuggevise, ud af hovedet.
December, 2000
19/11-2018
