Et dystert projekt!
6.0
Efter ”Rosemary’s baby” i 1968 havde Polanski en midlertidig kunstnerisk krise, men i 1974 vendte han stærkt tilbage med ”Chinatown”.
”Chinatown” er en film noir, og indeholder den karakteristiske skyggefulde atmosfære kombineret med en karaktersamling, hvor få personer er ukomplicerede, og fortiden sjældent kan rives ustraffet op.
Jack Nicholson har hovedrollen som den provokerende, men sympatiske detektiv, J.J. Gittes. En kvinde hyrer Gittes til at undersøge hendes mands sidespring, og det bliver startskuddet til en blodig og særdeles farlig affære. Gittes vikles langsomt ind i et spind af politiske skandaler, mord, løgn og incest.
Faye Dunaway spiller den komplekse og hemmelighedsfulde Evelyn Mulwray, og hun er ganske imponerende i rollen, der solidt komplementerer Nicholsons præstation. Og netop Nicholson er direkte blændende i denne film.
Hvis man stadig betvivlede hans talent efter ”Easy Rider”, blev det under alle omstændigheder slået fast med med denne film. Selv efter det fænomenale skuespil i eksempelvis ”Gøgereden”, ”Ondskabens Hotel”, ”Det bliver ikke bedre” og den nye ”Rundt om Schmidt” er Nicholsons præstation i ”Chinatown” stadig en milepæl i hans karriere. Nicholson formår at fange balancen mellem egoisme og altruisme, og fungerer derfor yderst troværdigt som den klassiske antihelt.
Derudover bør John Huston også bemærkes for hans rolle som den slibrige Noah Cross, der på trods af kort tid på skærmen, efterlader et skræmmende stærkt indtryk.
Men umiddelbart virker plottet lidt brugt, selv samtiden taget i betragtning, og det kunne nemt være endt som en relativt god, men simpel krimi, hvis det ikke var for Polanski’s instruktion.
Polanski udviser et overlegent overblik og væver på imponerende vis minimale filmiske brikker sammen til et solidt værk. Eksempelvis er en nekrolog, et mellemnavn, et par briller, og et stykke stof med skriften Albacore, blot nogle af de utallige elementer der bidrager til filmens opklaringsklimaks.
Filmen er grænsende til et decideret studie i antydningens kunst. Det mest interessante ved dette aspekt er Gittes undvigende dialog med Evelyn Mulwray, og hans ophidsede samtaler med politimanden Lou. Disse fragmenter danner tilsammen et begrænset, men spændende indblik i Gittes fortid som politimand i Chinatown. For intet er eksplicit i denne film – Tilskueren får derimod serveret små bidder og langsomt opbygges et sløret skær af den grusomme hændelse, Gittes har oplevet i Chinatown.
De brudte dialoger og antydninger udgør et imponerende puslespil, hvilket ofte er vanskeligt for instruktører at samle - men ”Chinatown” er så vellykket, at den næsten slår ”The Usual Suspects” rent kompositorisk.
”Chinatown” er som sagt en film noir og har den ofte tilhørende umiddelbare formidling, hvor tilskueren via subjektiv kameraføring føres ind i protagonistens univers. Men det er ikke kun kameraføringen der fungerer som indlevelseskatalysator. Polanski’s måde at sprede tilskuerens fokus på, for derefter langsomt at genopbygge det igen via diverse spor, fungerer eminent. Undertegnede følte sig til tider næsten lige så engageret i opklaringsarbejdet som Gittes selv. Christopher Nolan benyttede en lignende metode i ”Memento”, hvor tilskueren ligeledes bliver suget ind i filmen.
I et film noir perspektiv tillader Polanski sig også at lege med konventionerne. Film noir-genren har ofte en misogyn tendens, dvs. at kvinden ofte fremstilles som en sort enke. Men selv om Evelyn Mulwray tilsyneladende er en løgnagtig femme fatale, indeholder hun rent faktisk, som den eneste i filmen, nogle helt uselviske motiver.
Alle disse elementer taget i betragtning; Skuespillet, instruktionen, atmosfæren, musikken og den lidt ukonventionelle fremstilling er ”Chinatown” virkelig et lille mesterværk. Alt går op i en højere enhed, og filmen må betegnes som noget af det bedste Polanski og for den sags skyld Nicholson har leveret. Og hvad angår kompleksitet er det sjældent man støder på en så gennemført film, hvor de samme scener synes nye ved et gensyn af filmen, og nye brikker ligeledes konstant dukker op.
”Chinatown” er en film noir, og indeholder den karakteristiske skyggefulde atmosfære kombineret med en karaktersamling, hvor få personer er ukomplicerede, og fortiden sjældent kan rives ustraffet op.
Jack Nicholson har hovedrollen som den provokerende, men sympatiske detektiv, J.J. Gittes. En kvinde hyrer Gittes til at undersøge hendes mands sidespring, og det bliver startskuddet til en blodig og særdeles farlig affære. Gittes vikles langsomt ind i et spind af politiske skandaler, mord, løgn og incest.
Faye Dunaway spiller den komplekse og hemmelighedsfulde Evelyn Mulwray, og hun er ganske imponerende i rollen, der solidt komplementerer Nicholsons præstation. Og netop Nicholson er direkte blændende i denne film.
Hvis man stadig betvivlede hans talent efter ”Easy Rider”, blev det under alle omstændigheder slået fast med med denne film. Selv efter det fænomenale skuespil i eksempelvis ”Gøgereden”, ”Ondskabens Hotel”, ”Det bliver ikke bedre” og den nye ”Rundt om Schmidt” er Nicholsons præstation i ”Chinatown” stadig en milepæl i hans karriere. Nicholson formår at fange balancen mellem egoisme og altruisme, og fungerer derfor yderst troværdigt som den klassiske antihelt.
Derudover bør John Huston også bemærkes for hans rolle som den slibrige Noah Cross, der på trods af kort tid på skærmen, efterlader et skræmmende stærkt indtryk.
Men umiddelbart virker plottet lidt brugt, selv samtiden taget i betragtning, og det kunne nemt være endt som en relativt god, men simpel krimi, hvis det ikke var for Polanski’s instruktion.
Polanski udviser et overlegent overblik og væver på imponerende vis minimale filmiske brikker sammen til et solidt værk. Eksempelvis er en nekrolog, et mellemnavn, et par briller, og et stykke stof med skriften Albacore, blot nogle af de utallige elementer der bidrager til filmens opklaringsklimaks.
Filmen er grænsende til et decideret studie i antydningens kunst. Det mest interessante ved dette aspekt er Gittes undvigende dialog med Evelyn Mulwray, og hans ophidsede samtaler med politimanden Lou. Disse fragmenter danner tilsammen et begrænset, men spændende indblik i Gittes fortid som politimand i Chinatown. For intet er eksplicit i denne film – Tilskueren får derimod serveret små bidder og langsomt opbygges et sløret skær af den grusomme hændelse, Gittes har oplevet i Chinatown.
De brudte dialoger og antydninger udgør et imponerende puslespil, hvilket ofte er vanskeligt for instruktører at samle - men ”Chinatown” er så vellykket, at den næsten slår ”The Usual Suspects” rent kompositorisk.
”Chinatown” er som sagt en film noir og har den ofte tilhørende umiddelbare formidling, hvor tilskueren via subjektiv kameraføring føres ind i protagonistens univers. Men det er ikke kun kameraføringen der fungerer som indlevelseskatalysator. Polanski’s måde at sprede tilskuerens fokus på, for derefter langsomt at genopbygge det igen via diverse spor, fungerer eminent. Undertegnede følte sig til tider næsten lige så engageret i opklaringsarbejdet som Gittes selv. Christopher Nolan benyttede en lignende metode i ”Memento”, hvor tilskueren ligeledes bliver suget ind i filmen.
I et film noir perspektiv tillader Polanski sig også at lege med konventionerne. Film noir-genren har ofte en misogyn tendens, dvs. at kvinden ofte fremstilles som en sort enke. Men selv om Evelyn Mulwray tilsyneladende er en løgnagtig femme fatale, indeholder hun rent faktisk, som den eneste i filmen, nogle helt uselviske motiver.
Alle disse elementer taget i betragtning; Skuespillet, instruktionen, atmosfæren, musikken og den lidt ukonventionelle fremstilling er ”Chinatown” virkelig et lille mesterværk. Alt går op i en højere enhed, og filmen må betegnes som noget af det bedste Polanski og for den sags skyld Nicholson har leveret. Og hvad angår kompleksitet er det sjældent man støder på en så gennemført film, hvor de samme scener synes nye ved et gensyn af filmen, og nye brikker ligeledes konstant dukker op.
22/03-2004
