now you see...
6.0
Steven Soderberghs narkotikamesterværk Traffic er baseret på en engelsk tv-serie fra 1989. Titlen henviser til den massive handel (trafikering) der foregår mellem Mexico og USA, men filmen bliver aldrig ren politik (som Oliver Stones ”realistiske” film gør), den flytter grænser og trækker publikum med ind i familier, og derved bliver det hele personligt. Og det er her Soderbergh viser sit sande værd. Vi bliver ikke involveret i filmen i den almene forstand, vi er fluen på væggen, ude af stand til at have indflydelse på begivenhederne. I andre film sidder man og tænker: okay, de har det skidt nu, men det skal nok ende godt. Det gør man ikke her, for alverdens fantasi kan ikke finde en løsning på stoffernes indtog i hverdagen. Traffic er aldeles uforudsigelig. Det er ikke ligeså skrækindjagende som i Darren Aronofsky’s uforglemmelige Requiem For A Dream, men uafrystelig og rystende er det.
Instruktøren Steven Soderbergh er en af de få filmmager hvis film både appellerer til den gamle filmgeneration og den nye. Han mestrer de komplicerede historier med en yderst menneskelig synsvinkel, og hans visuelle stil er helt exceptionel. Han leger så herligt med filmmediet, tydeligst i Ocean’s Eleven. I Traffic, som sammen med Out Of Sight er hans bedste film, forener han den sikre billedkomposition og den nærgående historie. Han er selv kameramand, og det hjælper uden tvivl ham med at formidle sit budskab, som i denne film er svær at finde. Ikke fordi den er ligegyldig (langtfra!), men fordi den er så observerende. Ingen iscenesatte undertoner, sådan er det, og vi må selv drage konklusioner. Dogmestilen med det håndholdte kamera gør hele filmen nærværende og man kan ikke slippe væk. Det virker 100% realistisk, og hvor mange instruktører iscenesætter deres (drama)film ned til mindste detalje, så fungerer Traffic i kraft af dens grusomhed og grimhed. Kun Soderbergh kan dreje et håndholdt kamera 360° og få det hele til at virke smukt uden at være iscenesat, de dystre undertone og faretruende realisme til trods. Ligesom det er svært ikke at relatere historien til ens eget liv, så kan man ikke andet end føle sig fuldkommen til stede i denne film.
De tre hovedhistorier er filmet i grumsede farver, som ikke kun er med til at vi kan skelne mellem de komplicerede handlingsforløb. For at sige det tørt, så viser det, at der er flere sider i samme sag. Ingen tænker ens, og selvom stoffer er et fælles problem, så kan man ikke finde én løsning, ligesom Douglas’ figur til en fest får ustyrlig mange inputs og simple løsninger til problemet. Just say no, den virker ikke, og det er for blåøjet (farven i Douglas’ historie). Han skal være den nye narkozar, men det er først igennem filmen at han oplever problemet på egen krop. Han lærer at lytte til de ”praktiske” i stedet for teoretikerne. Flot personificeret af Michael Douglas.
Der er troværdige og naturlige præstationer fra alle medvirkende, hvor især Benicio Del Toro stikker ud med karrierens hidtil bedste præstation (kan dog ikke vente med at se 21 Grams). Han spiller den hæderlige politimand, som føler sig som en forræder overfor sit fædreland. Alligevel er det ham der gør den største forskel i filmen. Del Toro kan med bare ansigtet vise en moralsk problemfyldt mand, og hans præstation er yderst nuanceret. Ligeledes vil jeg fremhæve Cathrine Zeta-Jones i en ukrukket rolle, og en af mine yndlingsskuespiller, Don Cheadle. Hans rolle er ganske vist ikke meget krævende, men for mig at se har han fået Steve Buscemi-status, sikker og seværdig kvalitet i hver rolle.
Musikken af Soderberghs on-and-off faste komponist Cliff Martinez er ildevarslende og uhyggelig, samtidig med den er rørende og smuk. Den går ind under huden på en, og den hjælper med at gøre samtlige scener og hver enkelt klip i filmen til at være urovækkende, men også uforglemmelig. Her går billed- og lydsiden op i en højere enhed. Slutscenen, hvor Del Toro indser, at han måske har hjulpet utallige fra stoffernes verden, og noget af det mest hjerteskærende og rørende jeg nogensinde har set på film. For er det ikke det livet handler om? At hjælpe andre og gøre en forskel? Ikke set bedre og mere rørende end i denne film, da det virker så hamrende ægte! Det bliver aldrig utroværdigt eller sentimental, men det giver alligevel en følelse af, at der er håb (noget som fuldstændig udeblev i Requiem…).
Steven Soderberghs Oscarvindende instruktion var fuldt ud fortjent, og han har igen vist sig som en brillant instruktør. Traffic er et samfundsmæssigt mesterværk, som ikke lægger fingrene imellem eller prøver at forhellige eller nedtone et stort problem vi alle skal stå til ansvar for. Derfor er den en af de vigtigste film i lang, lang tid (måske nogensinde), da den aldrig vil blive uaktuel. Stoffer hjælper ikke på problemerne og behandler ikke kedsomhed. Hvor ville jeg ønske, at Traffic var længere, for der laves meget få film af denne vigtige kaliber i Hollywood. Alle unge, og ældre for den sags skyld, burde tvangsindlægges til at se Traffic og Requiem For A Dream. De to film viser som ingen andre før, hvor destruktiv og livstruende anvendelse af euforiske stoffer er.
Instruktøren Steven Soderbergh er en af de få filmmager hvis film både appellerer til den gamle filmgeneration og den nye. Han mestrer de komplicerede historier med en yderst menneskelig synsvinkel, og hans visuelle stil er helt exceptionel. Han leger så herligt med filmmediet, tydeligst i Ocean’s Eleven. I Traffic, som sammen med Out Of Sight er hans bedste film, forener han den sikre billedkomposition og den nærgående historie. Han er selv kameramand, og det hjælper uden tvivl ham med at formidle sit budskab, som i denne film er svær at finde. Ikke fordi den er ligegyldig (langtfra!), men fordi den er så observerende. Ingen iscenesatte undertoner, sådan er det, og vi må selv drage konklusioner. Dogmestilen med det håndholdte kamera gør hele filmen nærværende og man kan ikke slippe væk. Det virker 100% realistisk, og hvor mange instruktører iscenesætter deres (drama)film ned til mindste detalje, så fungerer Traffic i kraft af dens grusomhed og grimhed. Kun Soderbergh kan dreje et håndholdt kamera 360° og få det hele til at virke smukt uden at være iscenesat, de dystre undertone og faretruende realisme til trods. Ligesom det er svært ikke at relatere historien til ens eget liv, så kan man ikke andet end føle sig fuldkommen til stede i denne film.
De tre hovedhistorier er filmet i grumsede farver, som ikke kun er med til at vi kan skelne mellem de komplicerede handlingsforløb. For at sige det tørt, så viser det, at der er flere sider i samme sag. Ingen tænker ens, og selvom stoffer er et fælles problem, så kan man ikke finde én løsning, ligesom Douglas’ figur til en fest får ustyrlig mange inputs og simple løsninger til problemet. Just say no, den virker ikke, og det er for blåøjet (farven i Douglas’ historie). Han skal være den nye narkozar, men det er først igennem filmen at han oplever problemet på egen krop. Han lærer at lytte til de ”praktiske” i stedet for teoretikerne. Flot personificeret af Michael Douglas.
Der er troværdige og naturlige præstationer fra alle medvirkende, hvor især Benicio Del Toro stikker ud med karrierens hidtil bedste præstation (kan dog ikke vente med at se 21 Grams). Han spiller den hæderlige politimand, som føler sig som en forræder overfor sit fædreland. Alligevel er det ham der gør den største forskel i filmen. Del Toro kan med bare ansigtet vise en moralsk problemfyldt mand, og hans præstation er yderst nuanceret. Ligeledes vil jeg fremhæve Cathrine Zeta-Jones i en ukrukket rolle, og en af mine yndlingsskuespiller, Don Cheadle. Hans rolle er ganske vist ikke meget krævende, men for mig at se har han fået Steve Buscemi-status, sikker og seværdig kvalitet i hver rolle.
Musikken af Soderberghs on-and-off faste komponist Cliff Martinez er ildevarslende og uhyggelig, samtidig med den er rørende og smuk. Den går ind under huden på en, og den hjælper med at gøre samtlige scener og hver enkelt klip i filmen til at være urovækkende, men også uforglemmelig. Her går billed- og lydsiden op i en højere enhed. Slutscenen, hvor Del Toro indser, at han måske har hjulpet utallige fra stoffernes verden, og noget af det mest hjerteskærende og rørende jeg nogensinde har set på film. For er det ikke det livet handler om? At hjælpe andre og gøre en forskel? Ikke set bedre og mere rørende end i denne film, da det virker så hamrende ægte! Det bliver aldrig utroværdigt eller sentimental, men det giver alligevel en følelse af, at der er håb (noget som fuldstændig udeblev i Requiem…).
Steven Soderberghs Oscarvindende instruktion var fuldt ud fortjent, og han har igen vist sig som en brillant instruktør. Traffic er et samfundsmæssigt mesterværk, som ikke lægger fingrene imellem eller prøver at forhellige eller nedtone et stort problem vi alle skal stå til ansvar for. Derfor er den en af de vigtigste film i lang, lang tid (måske nogensinde), da den aldrig vil blive uaktuel. Stoffer hjælper ikke på problemerne og behandler ikke kedsomhed. Hvor ville jeg ønske, at Traffic var længere, for der laves meget få film af denne vigtige kaliber i Hollywood. Alle unge, og ældre for den sags skyld, burde tvangsindlægges til at se Traffic og Requiem For A Dream. De to film viser som ingen andre før, hvor destruktiv og livstruende anvendelse af euforiske stoffer er.
23/03-2004
