En voldsom og rystende oplevel

Jeg kunne ikke røre mig. Godt 2 timers Mel-Gibson-vold havde i den grad banket mig dybt ned i den bløde Skeiestole. “The Passion Of The Christ” var slut - men min lidelse var først begyndt. Da rulleteksterne var ved at være til ende, vaklede jeg med skælvende knæ, bævende læber og våde øjne efter de andre gæster ud af salen. End ikke 1½ times køretur hjem til Toftlund, en plade Rittersport med rosiner og rom samt en pakke Stimorol (original chewing gum without sugar) kunne få mig til at falde til ro. Først i løbet af aftenens udgave af ”Inspector Frost” faldt jeg så meget til ro, at jeg kunne sove.

Det betyder dog ikke, at mødet med Mel Gibsons omdiskuterede film om de sidste 12 timer af Jesu liv var nogen dårlig oplevelse. “The Passion Of The Christ” gjorde i aller højeste grad et dybt indtryk på mig. Efter sigende skulle den både være antisemitisk, mandschauvenistisk og voldsforherligende. Den er imidlertid ingen af delene. Som jeg oplevede filmen, lægger den sig så tæt op ad den bibelske tekst, at det må være denne tekst, der i givet fald rammes af kritikken.

Tværtimod finder jeg, at Mel Gibsons film giver et nuanceret billede af hændelserne.
Jo – det er jøder, der i filmen tager initiativet til at slå Jesus ihjel, og det er en jøde som forråder ham; men det er romerne, der fysisk tager livet af Jesus. Det er jøden Jesus, der bliver dræbt, og det er jøder, der slår kreds om ham og efter bedste evne forsøger at værne om ham. Selv det jødiske præsteskab er nuanceret beskrevet med en gruppe ledet af Nikodemus, der tager afstand fra det, de kalder en skueproces.
Og jo – Satan var en kvinde. Men undskyld mig – det er da lidt forfriskende, for de Sataner, jeg har truffet, har i de fleste tilfælde været mænd. Det er vel egentlig også tilfældet her i Gibsons film, idet det udelukkende er mænd, der piner og plager vor frelser. Dertil kommer, at Satan ikke er alene om at være kvindelig hovedperson. Jesu mor Maria og Maria Magdalene følger forpinte Jesus indtil døden, og det er primært kvinderne, der forsøger hen ad vejen at lindre Jesu lidelser.
Så den, der bare er en lille smule inde i sin Bibel, vil jo kunne genkende forløbet og personskildrin-gen.

Og så er der volden! Jeg var ved at få det fysisk dårligt. Jeg har set uanede mængder vold i tv og på film. Det er umuligt at undgå i denne medieverden. Men jeg kan ikke mindes, at jeg har set en så utilsløret og rå voldsudøvelse, som den, der er fremstillet her. Der er intet forsonende. Der er ingen humor til at tage brodden af gruen. Der er ingen billige effekter til at drukne rædslen med. Jeg har f.eks. set mytterister blive pisket i sørøverfilm og hvad ved jeg, men det er egentlig aldrig gået op for mig, hvor rædselsfuldt et torturinstrument en pisk må være. Her er jo ikke tale om et fastelavnsris, der laver røde striber på ryggen. Der er tale om et djævleredskab med mange remme, der i enden har monteret hårde metalkroge. Det er først muligt at fatte, hvilke skader en pisk kan forøve på en menneskekrop, når man som her har set den flå kødet af i blodtilsølede flager.

Det værste i ”The Passion Of The Christ” er ikke skildringen af den menneskelig ondskab. Det, som jeg oplevede som det værste, var den tilbagevendende rædsel over, at det her jo ikke bare er historie. Det er ikke kun noget, der skete engang. Der er i dag mennesker som dræbes, forrådes, hånes, mobbes, nedværdiges, piskes og hvad ved jeg. Havde der stået en repræsentant for ”Amnesti Inter-national” ved døren, da vi gik ud, havde jeg tegnet mig som medlem med det samme.

Skal man blive væk fra biograferne, fordi det er stødende at overvære denne tortur? Eller skal vi blive skamfulde over menneskers ondskab - vores egen ondskab? Jeg ved det ikke. Men det umuligt ikke at have medfølelse med Jesus; og det er svært ikke at sørge over verdens lidelse, mens man ser ”The Passion Of The Christ”. Og så er det vel slet ikke så meningsløst?

Derimod finder jeg ikke skuespilpræstationerne særligt interessante. Bortset fra Pilatus virker figurerne lidt skabelonagtige. Kristus er konstant lydløst (!) lidende, og de to Mariaer følger efter med vand i øjnene. Det er, som om der ikke er plads til rigtigt at udfolde personerne. Det er altså historien og dens aktualitet, der har ramt mig. Og det er vel også det, der har været vigtigt for Mel Gibson.