De Magiske Øjeblikke
5.0
Da faderen (Finney) ligger for døden, må sønnen (Crudup) genopleve alle sine fars mytiske og fantastiske historier om sin ungdom, som han ellers ikke er vilde med, for at prøve at danne sig et billede af en mand han ikke føler han kender.
Burton, der har givet os så mange pragtfulde øjeblikke på det store lærred, har med denne her film skabt en helt igennem fabelagtig hyldest til den gode historie, som kan og er med til at berige vores liv som mennesker. Og derfor rummer filmen også en del hentydninger til andre gode fortællinger på film med mere.
Handlingen er en masse livsalige beretninger vævet sammen i fortællingen, og det fungerer fremragende, med gode skift mellem eksistensen i den veritable verden som den ser ud for det blotte øje, og så den gådefulde livskraft der ligger i faderens anekdoter. De skift fungerer brillant og illustrer godt hvor meget vi har brug for det fantasifulde og den gode historie for at gøre den almindelige hverdag indholdsrig, og derfor gør det heller intet at en historie, som vi selv fortæller har det med at blive bedre og bedre, det skal de simpelthen, det er derfor vi fortæller dem. Men det er også måden vi fortæller dem på, der er vigtig.
Der er ingen tvivl om at Burton er en fortræffelige, ja genial billedmager, det har han bevist før. Og her får vi atter et overflødighedshorn i visuelt farveprægtigt overskud og nogle helt utrolige billedekompositioner, som Burton har frembragt i samarbejde med fotografen Philippe Rousselot, som han også arbejde sammen med på ”Planet Of The Apes”. Her får vi tillige en helt igennem vidunderlig historie, fyldt med morsomme, fængende og rørende øjeblikke i en film fyldt med magi, og som byder på så mange højdepunkter og indtagende øjeblikke, at jeg helt har valgt ikke at komme ind på dem, jeg vil blot sige at jeg til slut sad med tårer i mine øjne af både glæde og sorg.
På skuespillersiden er McGregor enestående, som den charmerende og livskraftige unge Edward Bloom, noget af det bedste han nogensinde har præsteret. Finney gør det mindst lige så godt som den dødende i kroppen, men ikke i sindet, ældre udgave af selv samme Bloom. Birollerne er ligeledes godt besat og velspillet, men man lægger mest mærke til Bonham Carter (måske fordi hun får mere spilletid end de andre biroller?). Jeg kunne dog ønske mig, at Lohmans rolle som den unge Sandra Bloom var bedre beskrevet. Jessica Lange gør det okay, uden at være på så hun springer i øjnene, som den ældre udgave af Sandra.
Musikken af Danny Elfman, der har leveret mange gode scores til en masse film og vel kan kaldes Burtons hofkomponist, både understøtter og viderebringer historien og dens temaer mesterligt. Han har virkelig godt fat i det mystiske og fascinerende skæve univers som Burton bevæger sig rundt i, i (næsten) alle hans film. Der er også en række gode sange med, som for eksempel ”Everyday” med Buddy Holly eller ”All Shook Up” med Elvis Presley.
Teknisk er det, ikke overraskende fortrinligt på alle planer, og der er mange gode effekter. Men de er heldigvis integreret så godt i historien, at man stort set aldrig tænker på dem som effekter.
Hvis man undrer sig over titlen, så hentyder den til en stor fisk i historien, som siges at være umulig at fange, hvis man da ellers ønsker det, og fisken er faderen og et symbol på den myte han gerne vil skabe om sit liv. Den store fisk han gerne vil være og ender med at blive, i andres øje. Sønnen der ikke tror han kender sin far, må indse at sandheden ikke er så langt fra som han tror og hjælper til sidst faderen med at nå sit mål. Det er så smukt. Og måske kendte han alligevel sin far mere end han selv troede.
Oprindeligt var Steven Spielberg knyttet til projektet som instruktør, men måtte droppe det på grund af tidspres. Og selv om Spielberg også er (eller har været) en legesyg og visuel dygtig instruktør og en god fortæller, så har han, særligt de sidste mange år, haft en tendens til at blive lovligt moraliserende og rørstrømsk på en måde jeg ikke er så vild med (selv om han stadig er god). Men den unge Spielberg var bedre. Så på den baggrund er jeg meget tilfreds med at det blev Burton der overtog filmen.
”Big Fish” er en film jeg absolut kan og vil anbefale. Eneste rigtige kritik (foruden en meget mild kritik af et par af karaktererne), er at den kan blive meget sentimental, særligt hen modslutningen. Alligevel elskede jeg hvert et øjeblik, så den kritik er egentlig kun diminutiv. Historien er bygget på en bog af Daniel Wallace.
Burton, der har givet os så mange pragtfulde øjeblikke på det store lærred, har med denne her film skabt en helt igennem fabelagtig hyldest til den gode historie, som kan og er med til at berige vores liv som mennesker. Og derfor rummer filmen også en del hentydninger til andre gode fortællinger på film med mere.
Handlingen er en masse livsalige beretninger vævet sammen i fortællingen, og det fungerer fremragende, med gode skift mellem eksistensen i den veritable verden som den ser ud for det blotte øje, og så den gådefulde livskraft der ligger i faderens anekdoter. De skift fungerer brillant og illustrer godt hvor meget vi har brug for det fantasifulde og den gode historie for at gøre den almindelige hverdag indholdsrig, og derfor gør det heller intet at en historie, som vi selv fortæller har det med at blive bedre og bedre, det skal de simpelthen, det er derfor vi fortæller dem. Men det er også måden vi fortæller dem på, der er vigtig.
Der er ingen tvivl om at Burton er en fortræffelige, ja genial billedmager, det har han bevist før. Og her får vi atter et overflødighedshorn i visuelt farveprægtigt overskud og nogle helt utrolige billedekompositioner, som Burton har frembragt i samarbejde med fotografen Philippe Rousselot, som han også arbejde sammen med på ”Planet Of The Apes”. Her får vi tillige en helt igennem vidunderlig historie, fyldt med morsomme, fængende og rørende øjeblikke i en film fyldt med magi, og som byder på så mange højdepunkter og indtagende øjeblikke, at jeg helt har valgt ikke at komme ind på dem, jeg vil blot sige at jeg til slut sad med tårer i mine øjne af både glæde og sorg.
På skuespillersiden er McGregor enestående, som den charmerende og livskraftige unge Edward Bloom, noget af det bedste han nogensinde har præsteret. Finney gør det mindst lige så godt som den dødende i kroppen, men ikke i sindet, ældre udgave af selv samme Bloom. Birollerne er ligeledes godt besat og velspillet, men man lægger mest mærke til Bonham Carter (måske fordi hun får mere spilletid end de andre biroller?). Jeg kunne dog ønske mig, at Lohmans rolle som den unge Sandra Bloom var bedre beskrevet. Jessica Lange gør det okay, uden at være på så hun springer i øjnene, som den ældre udgave af Sandra.
Musikken af Danny Elfman, der har leveret mange gode scores til en masse film og vel kan kaldes Burtons hofkomponist, både understøtter og viderebringer historien og dens temaer mesterligt. Han har virkelig godt fat i det mystiske og fascinerende skæve univers som Burton bevæger sig rundt i, i (næsten) alle hans film. Der er også en række gode sange med, som for eksempel ”Everyday” med Buddy Holly eller ”All Shook Up” med Elvis Presley.
Teknisk er det, ikke overraskende fortrinligt på alle planer, og der er mange gode effekter. Men de er heldigvis integreret så godt i historien, at man stort set aldrig tænker på dem som effekter.
Hvis man undrer sig over titlen, så hentyder den til en stor fisk i historien, som siges at være umulig at fange, hvis man da ellers ønsker det, og fisken er faderen og et symbol på den myte han gerne vil skabe om sit liv. Den store fisk han gerne vil være og ender med at blive, i andres øje. Sønnen der ikke tror han kender sin far, må indse at sandheden ikke er så langt fra som han tror og hjælper til sidst faderen med at nå sit mål. Det er så smukt. Og måske kendte han alligevel sin far mere end han selv troede.
Oprindeligt var Steven Spielberg knyttet til projektet som instruktør, men måtte droppe det på grund af tidspres. Og selv om Spielberg også er (eller har været) en legesyg og visuel dygtig instruktør og en god fortæller, så har han, særligt de sidste mange år, haft en tendens til at blive lovligt moraliserende og rørstrømsk på en måde jeg ikke er så vild med (selv om han stadig er god). Men den unge Spielberg var bedre. Så på den baggrund er jeg meget tilfreds med at det blev Burton der overtog filmen.
”Big Fish” er en film jeg absolut kan og vil anbefale. Eneste rigtige kritik (foruden en meget mild kritik af et par af karaktererne), er at den kan blive meget sentimental, særligt hen modslutningen. Alligevel elskede jeg hvert et øjeblik, så den kritik er egentlig kun diminutiv. Historien er bygget på en bog af Daniel Wallace.
26/03-2004
