Den Lange Vej Hjem
4.0
Sydstatssoldat (Law) deserterer fra hæren i slutningen af den amerikanske borgerkrig, for at komme hjem til sin elskede (Kidman). Hun kæmper samtidig en hård kamp for at holde skinnet på næsen.
En kærlighedsfilm som foregår under den amerikanske borgerkrig, så må man uundgåeligt komme til at tænke på ”Gone With The Wind” (ja, hvis man kender lidt til film selvfølgelig) og der er da også enkelte lighedspunkter mellem den og så ”Cold Mountain”, men mest i selve hovedhistorien om krig kærlighed. ”Cold Mountain” har måske et mere realistisk look og er langt mere brutal, men virker til gengæld ikke så romantiserende som ”Gone With..”. Disse ting kunne dog muligvis alene skyldes den aldersforskel der er på de to film, for i bund og grund er de begge historier om den store kærlighed, og i det historiske lys er ”Gone With…” altså bedre på næsten alle områder og i sidste ende også mere original og overraskende.
Men alle sammenligninger til side, for ”Cold Mountain” er i sig selv en meget fængende, veldrejet og virkelig god film i en klassisk stil. Kun den lidt for lange og ikke altid lige interessante slutning trækker ned. Men filmen mister på den konto en stjerne, som den ellers først så ud til at have fortjent.
I hovedrollerne giver Kidman og Law gennemførte og indlevende portrætter, særligt Law imponerede mig meget som den generte og eftertænksomme soldat, der fravælger at gå i døden for en tabt sag, og søger tilbage til det vigtigste her i livet, kærligheden og nærværet. I filmens mange biroller skal især Hoffman nævnes, som falden præst, men også den smukke Portman gør det godt, med måske en anelse for meget selvmedlidenhed, i en mindre og hjerteskærende rolle.
Derimod var jeg ikke så betaget af Zellweger (som vandt en Oscar for rollen) som de fleste andre er det. Jeg synes (som en enkelt også nævnte det på Oscarnatten i Tv) hun overspiller sin rolle for meget, så hendes figur fremstår tæt på det karikerede, mens de mere alvorlige og dybe sider ikke træder så godt igennem som jeg synes de burde. Hun er sjov og forklædt sig så hun fremstår uskøn, og det tror jeg får mange til at mene hun gør det så godt, men det alene er ikke det samme som sublimt spil i alle rollens facetter. Men indrømmet, dårlig er hun altså heller ikke.
Ellers må jeg sige, at Minghella instruerer med sikker hånd og har lavet en flot film med overdådige billeder, hvor man fænges af den medrivende og afvekslesrige historie, der byder på god spænding, stor romantik og enkelte spændende actionscener og uhyggeligt skræmmende krigshandlinger, og hvor tidsbilledet er både barsk og æstetisk på samme tid. Så alt er som det skal være.
En kærlighedsfilm som foregår under den amerikanske borgerkrig, så må man uundgåeligt komme til at tænke på ”Gone With The Wind” (ja, hvis man kender lidt til film selvfølgelig) og der er da også enkelte lighedspunkter mellem den og så ”Cold Mountain”, men mest i selve hovedhistorien om krig kærlighed. ”Cold Mountain” har måske et mere realistisk look og er langt mere brutal, men virker til gengæld ikke så romantiserende som ”Gone With..”. Disse ting kunne dog muligvis alene skyldes den aldersforskel der er på de to film, for i bund og grund er de begge historier om den store kærlighed, og i det historiske lys er ”Gone With…” altså bedre på næsten alle områder og i sidste ende også mere original og overraskende.
Men alle sammenligninger til side, for ”Cold Mountain” er i sig selv en meget fængende, veldrejet og virkelig god film i en klassisk stil. Kun den lidt for lange og ikke altid lige interessante slutning trækker ned. Men filmen mister på den konto en stjerne, som den ellers først så ud til at have fortjent.
I hovedrollerne giver Kidman og Law gennemførte og indlevende portrætter, særligt Law imponerede mig meget som den generte og eftertænksomme soldat, der fravælger at gå i døden for en tabt sag, og søger tilbage til det vigtigste her i livet, kærligheden og nærværet. I filmens mange biroller skal især Hoffman nævnes, som falden præst, men også den smukke Portman gør det godt, med måske en anelse for meget selvmedlidenhed, i en mindre og hjerteskærende rolle.
Derimod var jeg ikke så betaget af Zellweger (som vandt en Oscar for rollen) som de fleste andre er det. Jeg synes (som en enkelt også nævnte det på Oscarnatten i Tv) hun overspiller sin rolle for meget, så hendes figur fremstår tæt på det karikerede, mens de mere alvorlige og dybe sider ikke træder så godt igennem som jeg synes de burde. Hun er sjov og forklædt sig så hun fremstår uskøn, og det tror jeg får mange til at mene hun gør det så godt, men det alene er ikke det samme som sublimt spil i alle rollens facetter. Men indrømmet, dårlig er hun altså heller ikke.
Ellers må jeg sige, at Minghella instruerer med sikker hånd og har lavet en flot film med overdådige billeder, hvor man fænges af den medrivende og afvekslesrige historie, der byder på god spænding, stor romantik og enkelte spændende actionscener og uhyggeligt skræmmende krigshandlinger, og hvor tidsbilledet er både barsk og æstetisk på samme tid. Så alt er som det skal være.
27/03-2004
