gennemtænkt god
5.0
Jeg havde lyst til at skrive side efter side omkring Magnolia, men det ville ikke gøre filmen retfærdighed. Ligesom Requiem For a Dream kan ord ikke rigtig gøre filmene fyldest, de skal ses og opleves. Magnolia besidder en yderst kompleks historie, hvor jeg opdager noget nyt hver gang, og ligeledes hver gang får jeg en ny følelse og fortolkning ud af den.
Paul Thomas Anderson har kun to film bag sig før Magnolia, den stille og seværdige Hard Eight og Boogie Nights. Han viste massiv talent ved begge film, men med Magnolia overgår han sig selv, og lader Robert Altman stå tilbage med et stille suk. Anderson har tydeligt hentet inspiration fra Altmans film, de mange personer, hvis historie og liv unægtelig hænger sammen. Jeg synes, at P.T. Anderson overgår Altman med mange længder. Han viser et overlegent historiemæssigt overblik, mens han har overskud til at give en ren virtuos billedside, som er virkelig flot. Lange scener uden klip, komplicerede kamerabevægelser, næsten uudholdelig intensitet, og alt dette hjælper os til at forstå personerne og deres valg.
Skuespillerne er absolut fremragende, hver og en. Yderst velspillende med indsigtsfulde præstationer. Ingen er bedre end andre, og det er næsten skræmmende så godt de spiller. Igen skal Anderson har æren, for en er ligeså god en personinstruktør som store mestre som forbilledet Altman, Scorsese, Scott, osv. Desuden er musikken rørende og nærværende og er bogstavelig talt med til at fortælle filmens mange historier.
Man kan ikke rigtig regne ud, hvordan det vil ende. Filmen er uforudsigelig, og det kommer som en surrealistisk overraskelse: de forløsende øjeblikke sker på grund af frøer! Gud lod ti plager falde over Egyptens farao, for at Guds folk skulle gå fri. Frøer faldt ned fra himlen som den anden plage. Jeg ser Magnolia som et religiøs mesterværk, og min fortolkning er baseret på min tro. For det første frøerne. Personerne i filmen skal give slip på de tunge følelser, afmagten, hadet. Det mener jeg frøerne symboliserer. At give slip For det andet er det den kristne politimands historie, formidabel spillet af John C. Reilly. Under en skudepisode taber han sin pistol, og i afmagt og desperation råber han efter Gud, som han mener har forladt ham. Efter frø-regnen falder pistolen ned fra himlen, et lille stykke fra ham. Et mirakel. Igen, det er bare min ydmyge fortolkning.
Jeg er meget fristet til at give filmen fuld antal stjerner, men det hele virker næsten som for meget til sidste. Ja det lyder underligt, men det hele virker næsten for godt. Desuden er nogle af sidehistorierne ikke interessante nok, og selvom det ikke kunne undværes, så bringer de hele ikke meget til filmens helhed. Anderson har dog min respekt for at have lavet et særegent mesterværk, hvis originalitet er stor. Ser den igen og igen med stor nydelse.
Paul Thomas Anderson har kun to film bag sig før Magnolia, den stille og seværdige Hard Eight og Boogie Nights. Han viste massiv talent ved begge film, men med Magnolia overgår han sig selv, og lader Robert Altman stå tilbage med et stille suk. Anderson har tydeligt hentet inspiration fra Altmans film, de mange personer, hvis historie og liv unægtelig hænger sammen. Jeg synes, at P.T. Anderson overgår Altman med mange længder. Han viser et overlegent historiemæssigt overblik, mens han har overskud til at give en ren virtuos billedside, som er virkelig flot. Lange scener uden klip, komplicerede kamerabevægelser, næsten uudholdelig intensitet, og alt dette hjælper os til at forstå personerne og deres valg.
Skuespillerne er absolut fremragende, hver og en. Yderst velspillende med indsigtsfulde præstationer. Ingen er bedre end andre, og det er næsten skræmmende så godt de spiller. Igen skal Anderson har æren, for en er ligeså god en personinstruktør som store mestre som forbilledet Altman, Scorsese, Scott, osv. Desuden er musikken rørende og nærværende og er bogstavelig talt med til at fortælle filmens mange historier.
Man kan ikke rigtig regne ud, hvordan det vil ende. Filmen er uforudsigelig, og det kommer som en surrealistisk overraskelse: de forløsende øjeblikke sker på grund af frøer! Gud lod ti plager falde over Egyptens farao, for at Guds folk skulle gå fri. Frøer faldt ned fra himlen som den anden plage. Jeg ser Magnolia som et religiøs mesterværk, og min fortolkning er baseret på min tro. For det første frøerne. Personerne i filmen skal give slip på de tunge følelser, afmagten, hadet. Det mener jeg frøerne symboliserer. At give slip For det andet er det den kristne politimands historie, formidabel spillet af John C. Reilly. Under en skudepisode taber han sin pistol, og i afmagt og desperation råber han efter Gud, som han mener har forladt ham. Efter frø-regnen falder pistolen ned fra himlen, et lille stykke fra ham. Et mirakel. Igen, det er bare min ydmyge fortolkning.
Jeg er meget fristet til at give filmen fuld antal stjerner, men det hele virker næsten som for meget til sidste. Ja det lyder underligt, men det hele virker næsten for godt. Desuden er nogle af sidehistorierne ikke interessante nok, og selvom det ikke kunne undværes, så bringer de hele ikke meget til filmens helhed. Anderson har dog min respekt for at have lavet et særegent mesterværk, hvis originalitet er stor. Ser den igen og igen med stor nydelse.
27/03-2004
