Minghella spidder os ...
6.0
... men vi ser ikke kniven.
Man kan selvfølgelig se Cold Mountain som historien om den store kærlighed og manden, der får en hædersmands skæbne i denne kærligheds navn, fordi han insisterer på denne skæbne og denne kærlighed. Men jeg tror slet ikke det er den film, Minghella har villet lave.
Filmens tema er, at man elsker intet så højt, som det man mister. Ada forelsker sig i Inman, FORDI han skal i krig. Inman dør ikke i sin elskedes arme, men Ada elsker ham, FORDI han dør i hendes arme. Vi søger mod lidelsen, tabet og smerten, og vi forelsker os i lidelsen, tabet og smerten, fordi vi føler at smerten er mere sand og ægte end det daglige og nærværende forhold til vore nærmeste.
Med en fantastisk stilsikkerhed fører Minghella os som blinde kvæg ind i et enestående selvbedrag: Forestillingen om, at vi er vidne til genforeningen og opfyldelsen af den store kærlighed og forestillingen om at Inman går i døden for sin elskede. Ingen af delene er rigtige. Deres kærlighed er et fælles fatamorgana. De har aldrig kendt hinanden andet end som et kort og flygtigt møde.
Og selv da de "genforenes", og Ada antyder at deres forelskede var tyndt funderet, nægter Inman at se realiteterne i øjenene, nemlig at de har forandret sig så meget, at deres kærlighed er meningsløs. Her husker man Scarletts ord til Ashley i Borte Med Blæsten (en film, der går gennem Cold Mountain som en lyserød tråd):
"ASHLEY: Scarlett, you know you get prettier all the time. You haven't changed a bit since the day of our last barbecue at Twelve Oaks. When you sat under a tree surrounded by dozens of beaus.
SCARLETT: That girl doesn't exist any more. Nothing's turned out as I expected. Ashley, nothing.
ASHLEY: Yes, we've traveled a long road since the old days, haven't we, Scarlett? All the lazy days...and the warm, still, country twilight...the high soft Negro laughter from the quarters...the golden warmth, and security of those days.
SCARLETT: Don't look back, Ashley Don't look back. It drags at your heart till...till you can't do anything but look back."
Scarletts kynisme er realisme. Forudsætningerne har ændret sig, men i Cold Mountain vil hverken Ada eller Inman se det i øjnene. I stedet klamrer de sig til en ikke-eksisterende fortid. I Inmans tilfælde fordi han er blevet livstræt og udslukt efter krigens mareridt. I Adas tilfælde, fordi Inman insisterer, og han trods alt for hende er bedre end ingenting.
Minghella giver os en slutning med et selvbedrag, der næppe kan overgås. Inman redder Ada og hendes folk fra den grusomme undertrykker, Teague. Inman går selv i døden for en kærlighed, der aldrig har eksisteret andet end i hovederne på Ada og Inman. Og det at han dør, udløser Adas kærlighed.
Minghella viser mennesket i en nøddeskal. Vi elsker tabet, og det vi ikke fik, mens den nærværende og tilstedeværende kærlighed slet ikke kan give os den samme styrke i dagligdagen. Vort skæbne er et savn og et sår, der ikke må heles.
Og så alligevel giver Minghella os tvetydigheden, der er forudsætningen for al stor kunst. Inman frelser Ada og hendes folk fra en grusom skæbne og gør sig derved ironisk nok fortjent til hendes kærlighed. Men hans pointe er stadig, at al stor kærlighed kun kan skabes gennem døden.
Minghella laver ikke romantiske, episke film om den store, smukke kærlighed. Tværtimod. I "Den Engelske Patient" var kærlighedshistorien mellem Fiennes og Scott Thomas en skør, idealistisk idé i Fiennes hoved, og den var dømt til undergang. I Cold Mountain slutter Minghella sig til moderne europæiske filminstrukører som Almodovar, der i "Tal Til Hende" provokerende viste, at kærligheden trives allerbedst, når den elskede ligger i coma.
Kunne vi bare elske ...
Man kan selvfølgelig se Cold Mountain som historien om den store kærlighed og manden, der får en hædersmands skæbne i denne kærligheds navn, fordi han insisterer på denne skæbne og denne kærlighed. Men jeg tror slet ikke det er den film, Minghella har villet lave.
Filmens tema er, at man elsker intet så højt, som det man mister. Ada forelsker sig i Inman, FORDI han skal i krig. Inman dør ikke i sin elskedes arme, men Ada elsker ham, FORDI han dør i hendes arme. Vi søger mod lidelsen, tabet og smerten, og vi forelsker os i lidelsen, tabet og smerten, fordi vi føler at smerten er mere sand og ægte end det daglige og nærværende forhold til vore nærmeste.
Med en fantastisk stilsikkerhed fører Minghella os som blinde kvæg ind i et enestående selvbedrag: Forestillingen om, at vi er vidne til genforeningen og opfyldelsen af den store kærlighed og forestillingen om at Inman går i døden for sin elskede. Ingen af delene er rigtige. Deres kærlighed er et fælles fatamorgana. De har aldrig kendt hinanden andet end som et kort og flygtigt møde.
Og selv da de "genforenes", og Ada antyder at deres forelskede var tyndt funderet, nægter Inman at se realiteterne i øjenene, nemlig at de har forandret sig så meget, at deres kærlighed er meningsløs. Her husker man Scarletts ord til Ashley i Borte Med Blæsten (en film, der går gennem Cold Mountain som en lyserød tråd):
"ASHLEY: Scarlett, you know you get prettier all the time. You haven't changed a bit since the day of our last barbecue at Twelve Oaks. When you sat under a tree surrounded by dozens of beaus.
SCARLETT: That girl doesn't exist any more. Nothing's turned out as I expected. Ashley, nothing.
ASHLEY: Yes, we've traveled a long road since the old days, haven't we, Scarlett? All the lazy days...and the warm, still, country twilight...the high soft Negro laughter from the quarters...the golden warmth, and security of those days.
SCARLETT: Don't look back, Ashley Don't look back. It drags at your heart till...till you can't do anything but look back."
Scarletts kynisme er realisme. Forudsætningerne har ændret sig, men i Cold Mountain vil hverken Ada eller Inman se det i øjnene. I stedet klamrer de sig til en ikke-eksisterende fortid. I Inmans tilfælde fordi han er blevet livstræt og udslukt efter krigens mareridt. I Adas tilfælde, fordi Inman insisterer, og han trods alt for hende er bedre end ingenting.
Minghella giver os en slutning med et selvbedrag, der næppe kan overgås. Inman redder Ada og hendes folk fra den grusomme undertrykker, Teague. Inman går selv i døden for en kærlighed, der aldrig har eksisteret andet end i hovederne på Ada og Inman. Og det at han dør, udløser Adas kærlighed.
Minghella viser mennesket i en nøddeskal. Vi elsker tabet, og det vi ikke fik, mens den nærværende og tilstedeværende kærlighed slet ikke kan give os den samme styrke i dagligdagen. Vort skæbne er et savn og et sår, der ikke må heles.
Og så alligevel giver Minghella os tvetydigheden, der er forudsætningen for al stor kunst. Inman frelser Ada og hendes folk fra en grusom skæbne og gør sig derved ironisk nok fortjent til hendes kærlighed. Men hans pointe er stadig, at al stor kærlighed kun kan skabes gennem døden.
Minghella laver ikke romantiske, episke film om den store, smukke kærlighed. Tværtimod. I "Den Engelske Patient" var kærlighedshistorien mellem Fiennes og Scott Thomas en skør, idealistisk idé i Fiennes hoved, og den var dømt til undergang. I Cold Mountain slutter Minghella sig til moderne europæiske filminstrukører som Almodovar, der i "Tal Til Hende" provokerende viste, at kærligheden trives allerbedst, når den elskede ligger i coma.
Kunne vi bare elske ...
28/03-2004
