Crossover Kitsch

3.0
Efterfølger til “Jason X” (men mere til ”Jason Goes To Hell: The Final Friday”) og ”Freddy’s Dead: The Final Nightmare” (medmindre man regner Wes Craven’s ”New Nightmare” med).

Drømmemorderen Freddy (Englund) er så træt af, at ingen børn på Elmstreet og omegn husker ham mere, så han af den grund ikke kan hjemsøge og myrde dem i deres drømme. Af de grund henter han Jason Voorhees (Kirzinger), der er kendt fra at myrde løs i en uendelighed ved Crystal Lake lejren, i helvede, så han kan sætte gang i de unges angst og bane vejen for Freddy. Men er der plads til dem begge.

Bare ideen til denne ”crossover-gyser” er så tåbelig uoriginal og latterlig, at filmen på den baggrund allerede fortjener den første stjerne.

Men ser man den som en gyser der skal være uhyggelig, så er man gået meget forkert. For selv om det har været tilsigtet ikke at gøre den for parodisk, men i stedet søge tilbage og spille på det der gjorde de første film så vellykkede (hvad jeg ikke nødvendigvis synes de er, i hvert fald ikke ”Friday The 13Th”), så er den af selv samme grund netop blevet endnu mere barokt underholdende. Den spiller tilsigtet tykt på samtlige klicheer der findes i disse og andre gyserfilm, med massere af unge smukke storbarmede piger, par der dræbes mens de har sex, blodigt overeksponerede mord, mens den indimellem bliver helt utroligt puerilt, med Jason og Freddy i kamp mod hinanden som to børn der har taget hinandens slik og i fantasien kan ophæve grænserne for hvad der er fysisk muligt.

I visse kredse er det sikkert kult det her, men det er endnu mere kitsch og det i ordets bedste forstand. Jeg morede mig i hvert fald kosteligt med denne her B-film, som tillader sig noget så åndssvagt at bringe to gyser-ikoner sammen, i en ægte vulgær film. Og det er faktisk helt godt lavet, rent teknisk.

Instruktør Yu stod også bag den morsomme pastiche på ”Bride Of Frankenstein”, med ”Bride Of Chucky”, som var film nummer 4 om en morderiske dukke. Keena i den kvindelige hovedrolle er en typisk ægte babe, men ligner ikke længere helt sig selv, selv om hun stadig ser vildt godt ud. Jeg har set hende i andre små roller og mere ukendte film, og der havde hun et eller andet særligt over sig, det har hun lige som mistet, nu er hun bare en lækker babe blandt mange i denne genre. Måske hun har været under kniven?
Freddy vs. Jason