rystende, men ægte
6.0
Enkelte spoilers
American History X er en kontroversiel film pakket ind i mainstream-rammer. Den nådeløse stil minder meget om Seven, selvom genren er en hel anden. Der er ikke set mange seriøse film om (ny)nazisme, og denne film er derfor blevet en provokerende klassiker, som viser mange af nazisterne som intelligente og selvtænkende individer. At det er tale om hulefyldt hjernevaskning/propaganda lægger filmen ikke vægt på, men visse af argumenterne må man modvilligt give ret i. Blandt andet samtalen om overfaldet på Rodney King får en ny overraskende drejning.
Jeg har ikke lagt skjul på, at Edward Norton er min ultimative yndlingsskuespiller, og jeg har derfor ingen problemer med at påstå, at hans præstation i denne film er en af de flotteste set i hele filmhistorien. Han blev ganske vist snydt for en Oscar, men jeg tror ikke, at andre kunne have fyldt rollen ud som ham. Han får publikum til at tro på forandringen fra hadefuld og vred nazist til menneskelig og familieorienteret mand. At overgangen måske ikke er helt troværdig er noget andet, men skuespillet er stadig fremragende. Ligeledes er Edward Furlong rigtig god som lillebroderen, som forguder hans bror (kan tydeligvis ses i de sort/hvide og glorificerende flashbacks). De andre skuespiller gør det ligeledes godt, men det er de to man betages af. Furlongs voice-over fungerer også rigtig godt som medfortæller igennem den opgave han skal lave over hans storebror.
Tony Kaye er debutant i instruktørstolen, men han viser absolut ingen usikkerhed. Klicheerne er meget få og lette at overse, også er det helt sublimt og udtryksfuldt filmet (Kaye står selv for fotograferingen). Det uundgåelige mord sidst i filmen kommer som et chok, da det er lillebroderen, der kommer til at bøde for Nortons synder. Det efterlader publikum i et ekstra deprimerende humør, selvom man ved, at man har overværet en vigtig film, som klart fortjener klassikerstatus.
(Kanonflot indlæg, Faust! Du har sagt det bedst)
American History X er en kontroversiel film pakket ind i mainstream-rammer. Den nådeløse stil minder meget om Seven, selvom genren er en hel anden. Der er ikke set mange seriøse film om (ny)nazisme, og denne film er derfor blevet en provokerende klassiker, som viser mange af nazisterne som intelligente og selvtænkende individer. At det er tale om hulefyldt hjernevaskning/propaganda lægger filmen ikke vægt på, men visse af argumenterne må man modvilligt give ret i. Blandt andet samtalen om overfaldet på Rodney King får en ny overraskende drejning.
Jeg har ikke lagt skjul på, at Edward Norton er min ultimative yndlingsskuespiller, og jeg har derfor ingen problemer med at påstå, at hans præstation i denne film er en af de flotteste set i hele filmhistorien. Han blev ganske vist snydt for en Oscar, men jeg tror ikke, at andre kunne have fyldt rollen ud som ham. Han får publikum til at tro på forandringen fra hadefuld og vred nazist til menneskelig og familieorienteret mand. At overgangen måske ikke er helt troværdig er noget andet, men skuespillet er stadig fremragende. Ligeledes er Edward Furlong rigtig god som lillebroderen, som forguder hans bror (kan tydeligvis ses i de sort/hvide og glorificerende flashbacks). De andre skuespiller gør det ligeledes godt, men det er de to man betages af. Furlongs voice-over fungerer også rigtig godt som medfortæller igennem den opgave han skal lave over hans storebror.
Tony Kaye er debutant i instruktørstolen, men han viser absolut ingen usikkerhed. Klicheerne er meget få og lette at overse, også er det helt sublimt og udtryksfuldt filmet (Kaye står selv for fotograferingen). Det uundgåelige mord sidst i filmen kommer som et chok, da det er lillebroderen, der kommer til at bøde for Nortons synder. Det efterlader publikum i et ekstra deprimerende humør, selvom man ved, at man har overværet en vigtig film, som klart fortjener klassikerstatus.
(Kanonflot indlæg, Faust! Du har sagt det bedst)
30/03-2004
