Det Personlige Motiv

2.0
Politimand (Diesel) søger hævn over en narkobaron der har myrdet hans kone.

Instruktøren Gray stod også bag en dybt underholdende og medrivende, men indrømmet måske ikke særligt mindeværdige ”The Negotiator”. Og ligesom den, så handler ”A Man Apart” også om systemets mand, der af personlige og tragiske grunde begynder at bryde loven for at opnå (hans form for) retfærdighed.

Om det er et bevidst valgt tema, som instruktøren bruger til baggrund for sine actionfilm kan jeg endnu ikke vide, eller om det blot er helt tilfældigt. Men der er visse ligheder i de to film, så jeg vil tro det er den indfaldsvinkel han arbejder med, men tiden må vise om det er rigtigt.

Desværre er ”A Man Apart” ikke videre vellykket på ret mange måder. Den engagerer ikke tilskueren i det meste af dens spilletid. Kun midterstykket lader man sig fange af, mens starten og slutningen virker kedelige og glatte.

Selve historien er forudsigelig langt hen ad vejen, selv om den prøver at overraske. Der er et par gode actionscener, de fungerer udmærket, men er man ikke med i historien, så er de heller ikke videre spændende eller interessante, blot flot overfladisk staffage.

Om Diesel er en god skuespiller, ved jeg ikke rigtigt, men han har en udstråling og karisma som passer godt til de mere rå roller, for han virker rå i hele sin fremtoning. Derfor synes jeg også han passer godt til en rolle som den her. Men jeg må samtidig også indrømme, at han gør hverken fra eller til i forhold til hvad andre kunne have gjort, for at den klichefyldte, uoriginale og lettere kedelige historie fænger mere end den gør.

Tilbage står vi med en velproduceret og på billedsiden pæn film, men som man ikke gider hverken huske, eller fik det store ud af at se.
Payback Time