give me one more chance
5.0
Jeg kan se, at et af mine første indlæg på Scope var til denne film. Jeg havde ikke sans for at skrive indlæg dengang, og efter at have genset Rules Of Attraction på dvd, så synes jeg også, at filmen fortjener en højere karakter. Så jeg prøver lige igen :-)
Denne film er baseret på en bog af Bret Easton Ellis under titlen Uskrevne Regler i Danmark. Filmen er en yderst vellykket adaption, som følger bogen og dens stil meget nøje. Ellis har også skrevet den kontroversielle American Psycho, som for nogle år siden fik en udmærket, men også lidt fortænkt filmatisering. Ellis beskriver popkulturen med stor skepsis og nærmest ubehag, og hans bøger må have været yderst svære at overføre til film. Instruktøren Roger Avary gør et imponerende stykke arbejde. Han bibeholder ikke kun den kyniske og sarkastiske tone fra bogen, han giver os også et sandt pletskud af originale visuelle ideer. Avary har arbejdet i en videokiosk med den uforlignelige Quentin Tarantino, som han senere skrev manuskripter sammen med (bl.a. Pulp Fiction og ukrediteret på True Romance). Avary er langtfra ligeså original og genrebrydende som hans ven, men man kan se og mærke den åndelige fælleshed.
I bund og grund er Rules Of Attraction en ungdomsfilm, her er der bare ingen sjove scener, søde og betænksomme mennesker eller en lykkelig slutning. Dette er faktisk en ret atypisk ungdomsfilm, der tør at vise unge, som de svin de (vi) nogle gange kan være. Ikke fordi virkeligheden er så slem, som det fremstilles, men alle kan vel relatere til situationer med pinlighed, ligegyldig, jalousi og selvbedrag, som ses i rigelige mængder her. Ikke kun gennem personernes handlinger ser man ligegyldigheden overfor medmennesker. Sean Bateman (lillebror til Patrick Bateman, som derved næsten gør denne film til en fortsættelse) siger i begyndelsen af filmen, at han er en vampyr, der suger følelser ud af folk. I to scener sidder han foran et fjernsyn, der viser nogle af de gamle monsterstumfilm. Og ligheden er rystende. Kun gennem kærligheden begynder Sean at føle noget og lærer ikke at pisse på andre mennesker. Han prøver at forbedre sit liv, men omstændighederne skyder det i stykker, og vi er ikke i tvivl om at Seans selvdestruktive fremtid kan ende som broderens. Skuespillerne er gode, men James Van Der Beek er skudsikker i hovedrollen. En næsten chokerende rolle for de små piger der ser ham som et ungdomsforbillede. Bare fordi han tør påtage sig rollen får han respekt af mig.
Avary har nok indset, at historien måske ikke passer perfekt ind i filmmediet, til dette er bogen for løst konstrueret og usammenhængende. Derfor har han givet os en snigende flot billedside, som virkelig tog røven på mig og blæste mig omkuld. Den vilde sammenklipning af en tur til Europa er hektisk og nærmest uoverskuelig, men det er i de scener, hvor Avary spoler filmen tilbage lige foran os, at det mest imponerer. Vi har vel alle ønsket, at vi kunne skrue tiden tilbage og gøre noget om, og der er ingen tvivl om at personerne i denne film ville ønske det samme. Derfor understreger det følelsen af selvbedrag, som personerne i filmen besidder. Også er det også hamrende lækkert at se på! Ligeledes er soundtracket og lydsiden helt unik og lader ikke Tarantino meget efter. Især i de scener, hvor filmen og musikken spoles tilbage, lyder det nærmest uhyggeligt godt.
Filmen følger bogens kyniske stemning godt, faktisk mere end selve bogen. Til forskel er dog slutningen, hvor man alligevel får lidt håb for fremtiden. Jeg kunne specielt godt lide den scene, hvor Faye Dunaway og en veninde indtager piller på en restaurant. Afstanden mellem forældrene og børnene er uendelige stor, men den ældre generation har lige så stor en påvirkning på os, som alt andet har. Visse scener virker dog malplacerede og forstyrrende for hovedhistorien. Den ulykkelig piges selvmord var skræmmende at se, men tangerede også til det glorificerende, som nok ikke var meningen.
Menneskehadet og den sorte humor forbliver intakt under filmen, og derved er det en rigtig god filmatisering af bogen. Der er derfor plausibel grund til at glæde sig til Roger Avarys filmatisering af Ellis’ Glamorama.
Denne film er baseret på en bog af Bret Easton Ellis under titlen Uskrevne Regler i Danmark. Filmen er en yderst vellykket adaption, som følger bogen og dens stil meget nøje. Ellis har også skrevet den kontroversielle American Psycho, som for nogle år siden fik en udmærket, men også lidt fortænkt filmatisering. Ellis beskriver popkulturen med stor skepsis og nærmest ubehag, og hans bøger må have været yderst svære at overføre til film. Instruktøren Roger Avary gør et imponerende stykke arbejde. Han bibeholder ikke kun den kyniske og sarkastiske tone fra bogen, han giver os også et sandt pletskud af originale visuelle ideer. Avary har arbejdet i en videokiosk med den uforlignelige Quentin Tarantino, som han senere skrev manuskripter sammen med (bl.a. Pulp Fiction og ukrediteret på True Romance). Avary er langtfra ligeså original og genrebrydende som hans ven, men man kan se og mærke den åndelige fælleshed.
I bund og grund er Rules Of Attraction en ungdomsfilm, her er der bare ingen sjove scener, søde og betænksomme mennesker eller en lykkelig slutning. Dette er faktisk en ret atypisk ungdomsfilm, der tør at vise unge, som de svin de (vi) nogle gange kan være. Ikke fordi virkeligheden er så slem, som det fremstilles, men alle kan vel relatere til situationer med pinlighed, ligegyldig, jalousi og selvbedrag, som ses i rigelige mængder her. Ikke kun gennem personernes handlinger ser man ligegyldigheden overfor medmennesker. Sean Bateman (lillebror til Patrick Bateman, som derved næsten gør denne film til en fortsættelse) siger i begyndelsen af filmen, at han er en vampyr, der suger følelser ud af folk. I to scener sidder han foran et fjernsyn, der viser nogle af de gamle monsterstumfilm. Og ligheden er rystende. Kun gennem kærligheden begynder Sean at føle noget og lærer ikke at pisse på andre mennesker. Han prøver at forbedre sit liv, men omstændighederne skyder det i stykker, og vi er ikke i tvivl om at Seans selvdestruktive fremtid kan ende som broderens. Skuespillerne er gode, men James Van Der Beek er skudsikker i hovedrollen. En næsten chokerende rolle for de små piger der ser ham som et ungdomsforbillede. Bare fordi han tør påtage sig rollen får han respekt af mig.
Avary har nok indset, at historien måske ikke passer perfekt ind i filmmediet, til dette er bogen for løst konstrueret og usammenhængende. Derfor har han givet os en snigende flot billedside, som virkelig tog røven på mig og blæste mig omkuld. Den vilde sammenklipning af en tur til Europa er hektisk og nærmest uoverskuelig, men det er i de scener, hvor Avary spoler filmen tilbage lige foran os, at det mest imponerer. Vi har vel alle ønsket, at vi kunne skrue tiden tilbage og gøre noget om, og der er ingen tvivl om at personerne i denne film ville ønske det samme. Derfor understreger det følelsen af selvbedrag, som personerne i filmen besidder. Også er det også hamrende lækkert at se på! Ligeledes er soundtracket og lydsiden helt unik og lader ikke Tarantino meget efter. Især i de scener, hvor filmen og musikken spoles tilbage, lyder det nærmest uhyggeligt godt.
Filmen følger bogens kyniske stemning godt, faktisk mere end selve bogen. Til forskel er dog slutningen, hvor man alligevel får lidt håb for fremtiden. Jeg kunne specielt godt lide den scene, hvor Faye Dunaway og en veninde indtager piller på en restaurant. Afstanden mellem forældrene og børnene er uendelige stor, men den ældre generation har lige så stor en påvirkning på os, som alt andet har. Visse scener virker dog malplacerede og forstyrrende for hovedhistorien. Den ulykkelig piges selvmord var skræmmende at se, men tangerede også til det glorificerende, som nok ikke var meningen.
Menneskehadet og den sorte humor forbliver intakt under filmen, og derved er det en rigtig god filmatisering af bogen. Der er derfor plausibel grund til at glæde sig til Roger Avarys filmatisering af Ellis’ Glamorama.
31/03-2004
