- Woo’nderful –

5.0
Sygeligt velproduceret actionfilm.

FBI-betjenten Sean Archer (Travolta) har i seks år jagtet sin søns morder, den (skyde)gale terroristiske forbryder Castor Troy (Cage), da det endelig lykkedes ham at pågribe sin ærkefjende. Castor omkommer dog i skudvekslingen, men efterlader sig en tikkende bombe et ukendt sted i Los Angeles. Den eneste der kan lokalisere bomben er Castors bror Pollux (Nivola), men her er heller ingen hjælp at hente, da Pollux kun vil snakke med sin bror. Sean indvilliger derfor i en hudtransplantation af de sværere – nærmere betegnet Castors ansigt!

Blændende og forbandet underholdende actionbasker hvor hvert sekund nydes. Kan man sluge det lettere overmodige plot, giver ”Face/Off” fuld valuta for pengene. Personligt gør jeg det gladelig, da der bydes på fænomenale actionsekvenser på stribe kreeret og instrueret af den visuelt begavede kineser John Woo. Filmen gav ham et stort boost ind i Hollywood, og det er så sandelig forståeligt. Han kan uden tvivl noteres for en sand nyklassiker indenfor genren.

Filmen byder på alt hvad ethvert actionhungrende publikum kunne drømme om. Udover den spektakulære og helt igennem luksuriøse action fungerer filmen også optimalt som rendyrket spænding. Den har et nervepirrende element der supplerer den rå action fint.

De to hovedrolleindehavere er desuden en oplevelse i sig selv. Travolta og Cage er begge blændende og slår gnister i deres dobbeltroller. Specielt i skurkerollen spiller de to herrer med et diabolsk glimt i øjet, der er hele filmen værd.

Mit bud på en af 90’ernes absolut bedste actionfilm.
Face/Off