En Sjov Sandler, Wow!

Stille ung forretningsmand (Sandler) dømmes uretfærdigt til et kursus i at kontrollere den vrede, som han slet ikke besidder. Desværre er det sådan at kurset styres af en excentrisk hidsigprop (Nicholson).

Noget så sjældent som en udholdelig og faktisk ganske skæg Sandler komedie. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg mener at Sandler er den måske mest overvurderede komiker jeg mindes at have hørt om, og hans talent i den retning giver jeg normalt ikke en døjt for. Men jeg synes egentlig han gør det ganske fornuftigt i den her, hvor han med underspillet charme formår at gøre rollen elskværdig og sjov. Han er langt fra så utålelig og irriterende som vi ellers ofte ser ham, og det klæder ham utroligt meget, og passer langt bedre til hans minimale talent.

Nu har han selvfølgelig også en af de bedste skuespillere igennem tiderne ved sin side, og netop Nicholson har altid haft en stor plads hos mig som skuespiller. Ikke at jeg finder han gør noget særligt i den her rolle, han er i hvert fald set langt bedre i mange film, men det er ligesom om han formår at trække Sandlers spil op på et lidt højere plan, så tak for det.

Selve filmen og dens handling er strikket sammen efter et typisk og genkendeligt Hollywood mønster, og selv de overraskelser den byder på, har man ofte regnet ud længe før de kommer, og det gælder egentlig også den, efter min mening alt for klistret slutning. Men den har alligevel flere sjove situationer, hvor både smilet og grinet kom frem. Jeg var i hvert fald færdig da Sandler blev tvunget til at skulle synge ”I Feel Pretty”, ved ikke helt hvad det var, men jeg kan næsten grine af det endnu.

Filmen er meget tæt på de fire stjerner.