Hvem Tør? Veronica?

Vi befinder os i Dublin i 1996. Den irske journalist Veronica Guerin (Cate Blanchett) er på sporet af Dublins magtfulde narkobagmænd. Store mængder af narko sælges og politiet har ingen chance at stoppe dette vanvid.

Vanvittig spændende og medrivende drama, som ikke er set bedre i mange år. Filmen tager fat om nogle alvorlige problemstillinger i Irland i halvfemserne. Irland er præget af narkomiljøet og kriminalitet øges. Filmen beskriver miljøet virkelig autentisk, især den åbningsscene, hvor Veronica ankommer til byens usle og ødelæggende kvarter, og små børn sidder og leger med brugte sprøjter og andre unge får sig et fiks. Virkelig lang og barsk scene, der helt sikkert giver noget til eftertanke. Hun er villig til at gå hele vejen til at finde de bagmænd uanset hvad det måtte koste.

Cate Blanchett er intet mindre end fremragende i sit spil. Hold da op et portræt af hende. Det hun præsterer her er ganske enkelt enestående. Jeg forstår ikke oscar-akademiet, hvorfor hun ikke var indstillet til en oscar for bedste kvindelig hovedrolle? Hun er så troværdig, at man sagtens kan forestille sig at være i hende situation. Der spilles generelt godt rundt omkring i dette drama. En af de sjoveste scener var nok den korte scene med Colin Farrell, hvor han spiller en fanatisk fan af fodboldspilleren Eric Cantona. Skide morsom lille scene. Jeg kan nu bedre lide Colin med et amerikansk accent end irsk.

Historien handler om beslutsomhed, vilje og ikke mindst vovemod. Hun sætter sit og familiens liv på spil for at udrette noget i samfundet, og det kræver sku mange hår på brystet at gøre det. Filmen trækker os ind i journalisternes verden og mange af dem har jo et farligt job. I slutningen af filmen kan man se, hvor mange journalister egentlig har mistet livet under deres arbejde. Husker ikke det nøjagtige tal, men det var en skræmmende oplysning vi får smidt i hovedet.

Filmen er baseret på en sand begivenhed og filmen er endelig blevet filmatiseret efter godt og vel otte år. Veronicas stædighed blev desværre hende død. Efter adskillige trusler fra bagmændene kunne ikke stoppe hende at gøre det rigtige og udrette noget i samfundet, som politiet ikke kunne.

Selvom det er en Bruckheimer produktion, så synes jeg ikke filmen lugter af patriotisme osv. Langt fra. Selvfølgelig bliver det lidt rørende til slut i kraft af at Cate bliver fremstillet som heltinde og staten straks ændrede de narkolove efter hendes død. Så meget kender jeg ikke til den sande begivenhed, om man skulle ændre love bare pga. en journalist, som blev myrdet, men på den anden side så prøvede hun faktisk at udrette noget stort i samfundet da ingen andre kunne, så det er ikke underligt at hun blev fremstillet som heltinde i mange lande. Især i Irland.

Filmen bliver aldrig kedelig, fordi filmen slæber sig op på de 98 minutter, hvilket er meget kort. Men derimod er det en intens og medrivende drama, som byder på mange gode ting.

Joel Schumacher laver film af svingende kvalitet. Vi husker vel alle hans fremragende krigsfilm ”Tigerland” og thrilleren ”Phone Booth”, som absolut er de bedste film fra ham. Andre er desværre lidt tvivlsomme produktioner, måske bortset fra ”Batman forever”, som jeg faktisk fandt meget seværdig. Schumachers Makker er atter engang Jerry Bruckheimer, som nok er nutidens største filmproducent – der er vist ingen tvivl om det. Der er desværre ingen Jerry Bruckheimer-touch i denne film, jeg kan som regel genkende hans film. Schumacher arbejder med relativ små budgetter, og det har vist sig at være en fordel for ham. I modsætning til Bruckheimer, som netop laver store og dyre film, er hans touch ikke så åbenlys her som i mange andre film.

En troværdig og medrivende film…..