"Løb For Mig Hidalgo"

Cowboyen Frank Hopkins (Mortensen) tager sammen med sin hest Hidalgo til Saudi Arabien for at deltage i et stort ørkenvæddeløb.

Med ”Hidalgo” har instruktør Johnston lavet en gammeldags og solidt drejet eventyrfilm, og gammeldags skal ikke ses som noget negativt i den her forbindelse. Johnston’s film er ofte godt håndværk i den kulørte ende, men heller ikke meget mere, men det kan også være fint nok som god popcorn underholdning.

Men desværre kan den ikke leve op til sine forbilleder, altså gamle eventyrfilm fra Hollywood’s gyldne år. Der sker simpelthen for lidt i løbet af den forholdsvis lange (og for lange) spilletid. Og da hverken historie eller personer har helt nok at byde på i sig selv, så fremstår filmen indimellem langtrukken.

Historien fortælles lige ud ad landevejen og er nem at følge med i, men man skal ikke lægge meget i den, den byder ikke på de store dybe tanker eller alvorsfulde refleksioner. Men det var vel heller ikke forventet af en film der minder om de gode gamle 4-forestillinger og søndags film.

Handlingen er forudsigelig og har sine klicheer, men fungerer udmærket som ramme og oplæg til diverse dramatiske situationer og fornøjelige actionscener, selv om selv de kan virke en anelse tamme og sløve i det i et par scener, særligt spændende eller farligt bliver det i hvert fald aldrig.

Teknisk er det respektabelt arbejde, og der er mange flotte billeder holdt i en klassisk stil, fotograferet af Shelley Johnson, der er en gammel rotte i faget efterhånden og som med ”Hidalgo” har begået sit hidtil bedste arbejde.

Underlægningsmusikken af James Newton Howard er til gengæld ikke noget at råbe hurra for. Den er skabelonskåret efter den typiske ”John Williams” model, men uden samme kvalitative tyngde og sans for det iørefaldende storladne og indrømmet også ofte patosfyldte drive, der har gjort John Williams legendarisk. Den gør måske hvad den skal, men minder også om noget man har hørt lidt for mange gange, uden at hævde sig på noget tidspunkt.

I hovedrollen (hvis vi ikke lige regner hesten med) er halvdanske Mortensen sympatisk og gør et udmærket stykke arbejde. Han mangler dog, ifølge mig indimellem et lidt mere humoristisk glimt i øjet, som jeg mener ville have passet til rollen, selv om han sikkert forsøger, og lidt mere gennemslagskraft i enkelte scener havde heller intet gjort. I en stor birolle er det skønt at se gamle Sharif igen, i en rolle der er som skræddersyet til ham. Han gør det godt, og hans karisma fylder godt på lærredet. Rollen er godt nok så politisk korrekt som den næsten kan være, men det er sikkert også hvad der er brug for i disse tider i en sådan film.

Som sagt er spilletiden alt for lang, den simple handling kunne uden problemer have været fyret af på et godt stykke under to timer. Det kunne have hjulpet til, at historien ikke indimellem havde virket så slæbende langsommelig og også direkte kedelig. Den var aldrig blevet et 6-stjernet mesterværk af det, men kunne have været en 4-stjernet (måske endda 5, selv om jeg ikke tror det) oplevelse af den slags som i hvert fald jeg kan se igen og igen. Det tror jeg næppe jeg gider nu, som filmen er her. Den er set, har underholdt en anelse, men jeg kunne på en måde godt have ventet med at se den på DVD, da jeg ved hvad jeg ved nu, selv om de store billeder er bedst at se i biografmørket.

Filmen er jo opkaldt efter hovedpersonens hest, og for dem der vil se en hestefilm, er der massere at se på. Men om det alene er nok til at de vil finde filmen værd at ofte penge på, tvivler jeg stærkt på. Mortensen købte i øvrigt hesten han ridder på, da optagelserne var færdige.

Historien skulle være baseret på den virkelige Frank Hopkins’ liv, men det står at læse andetsteds, at hverken løb eller stort set noget andet i af det vi ser i filmen lader til at have fundet sted.