over standard, men ak
3.0
Den prætentiøse stil fra film nummer to fortsætter her i afslutningen, Matrix Revolutions. Begge film optaget på samme tid, men forskellen mellem de to film er milevidt. Reloaded havde visse scener, som nemt kunne have blevet skåret væk, og i med denne film ser det ud til, at instruktørerne Larry og Andy Wachowski vil gribe alle boldene og lægge dem pænt ned i kurven på bare to timer. De taber næsten alle i forsøget. Den filosofiske del er begyndt at være rigtig irriterende, symbolikken er alt for tyk (kunne dog meget godt lide slutningen, hvor Neo står frem som frelseren ligesom Jesus) og dedikerede fans vil helt sikkert blive skuffet. De forventede livseksistentielle svar (hvis spørgsmål aldrig rigtig er blevet stillet) er få og kluntede.
Skuespillerne er fuldstændig blevet forbigået af brødrenes trang til nyskabende visuelle effekter, som slet ikke kommer. Fishburne er nærmest en ligegyldig vatnisse (hate to say it), Reeves og Moss´ kærlighedshistorie virker plat og her påtaget, og man er egentlig ligeglad med Neos skæbnesvangre valg. I den første film var uforudsigeligheden stor, i den anden film anede man en lykkelig slutning og i den tredje film falder det hele sammen i ligegyldighed. Nysgerrigheden skal dog stilles og man sidder og venter utålmodigt på udslaget. Surprise, det ender godt.
Forventningerne til de to fortsættelser var vel urimelig høje, men hvor nummer to kun skuffede lidt, så skuffer Revolutions meget. For det første fænger historien om hele menneskehedens skæbne ikke. Man er ikke ligeglad, men man gribes heller ikke. For det andet er actiondelen meget overraskende gumpetung og kedelig. Jeg sad og skrev på mobil under det store slag mellem Zion og maskinerne. Jeg stopper altid filmen, når jeg skriver på mobil, men her følte jeg ikke, at jeg ville gå glip af noget. Det er flot lavet, og der er lagt rigtig meget arbejde i det, men da det ikke fænger virker det som sørgeligt spildt arbejde. Kun det endelige slagsmål mellem Neo og Smith (endnu engang en herlig ond Weaving) er ren Matrix magi, som desværre meget hurtig ender i effektjageri og lad-os-vise-hvad-vi-kan. Og for det tredje (og værste) så ender Wachowski-brødrene i forslidte klicheer (I love you talen, den unge knøs som lover at gøre det godt og gør det, osv.). De trådte på konventionerne med den første film og ender med at prøve at bilde os ind at dette er filmkunst. Skammeligt fra to så geniale herre, som vi jo ved kan gøre det anderledes.
Den er for så vidt moderat underholdende, men den nærmer sig ikke det filosofiske udfordrende niveau som den originale besad. Matrix var et originalt mesterværk, Reloaded var bragende flot underholdning og Revolutions er det skuffende slutspil. Det burde have endt med et brag, men ender i stedet med et trættende suk. Matrix-trilogien kunne have været et mindeværdigt mesterstykke, men som det står nu er den første film kun mindeværdig.
Skuespillerne er fuldstændig blevet forbigået af brødrenes trang til nyskabende visuelle effekter, som slet ikke kommer. Fishburne er nærmest en ligegyldig vatnisse (hate to say it), Reeves og Moss´ kærlighedshistorie virker plat og her påtaget, og man er egentlig ligeglad med Neos skæbnesvangre valg. I den første film var uforudsigeligheden stor, i den anden film anede man en lykkelig slutning og i den tredje film falder det hele sammen i ligegyldighed. Nysgerrigheden skal dog stilles og man sidder og venter utålmodigt på udslaget. Surprise, det ender godt.
Forventningerne til de to fortsættelser var vel urimelig høje, men hvor nummer to kun skuffede lidt, så skuffer Revolutions meget. For det første fænger historien om hele menneskehedens skæbne ikke. Man er ikke ligeglad, men man gribes heller ikke. For det andet er actiondelen meget overraskende gumpetung og kedelig. Jeg sad og skrev på mobil under det store slag mellem Zion og maskinerne. Jeg stopper altid filmen, når jeg skriver på mobil, men her følte jeg ikke, at jeg ville gå glip af noget. Det er flot lavet, og der er lagt rigtig meget arbejde i det, men da det ikke fænger virker det som sørgeligt spildt arbejde. Kun det endelige slagsmål mellem Neo og Smith (endnu engang en herlig ond Weaving) er ren Matrix magi, som desværre meget hurtig ender i effektjageri og lad-os-vise-hvad-vi-kan. Og for det tredje (og værste) så ender Wachowski-brødrene i forslidte klicheer (I love you talen, den unge knøs som lover at gøre det godt og gør det, osv.). De trådte på konventionerne med den første film og ender med at prøve at bilde os ind at dette er filmkunst. Skammeligt fra to så geniale herre, som vi jo ved kan gøre det anderledes.
Den er for så vidt moderat underholdende, men den nærmer sig ikke det filosofiske udfordrende niveau som den originale besad. Matrix var et originalt mesterværk, Reloaded var bragende flot underholdning og Revolutions er det skuffende slutspil. Det burde have endt med et brag, men ender i stedet med et trættende suk. Matrix-trilogien kunne have været et mindeværdigt mesterstykke, men som det står nu er den første film kun mindeværdig.
04/04-2004
