Hvad vil Mendes ?
2.0
med denne film. Bagefter er man lidt i tvivl.
Vil han vise, at man ikke kan undslippe forstadshelvedets facadespil. Er det derfor bøssen-forklædt-som-nazist skal dræbe den tvivlende familiefar. Han slår ham selvfølgelig ihjel fordi han nu kender hans hemmelighed. Men hvad vil Mendes med drabet ?
Kan man som tilskuer virkelig mande sig op til at føle medynk med nogen som helst person i den familie, når de har fortjent det meste af hvad der overgår dem.
Og hvor er Spielbergs humanisme fra Poltergeist, der tvinger familien gennem prøvelserne for at komme ud på den anden sinde med større styrke og indsigt ?
Hvorfor er det så interessant, at nazisten gør en ende på Spaceys kvaler ? Er det tilfældet Mendes vil fremhæve - eller "you can never leave"- aspektet ? Eller skal drabet fungere som den omstændighed, Mendes trækker ned fra himlen (helvede), og som giver os den åbne slutning: At vi ikke ved om familien faktisk havde klaret skærene, hvis Spacey havde overlevet. Det ville jo give lidt mening.
Filmen gaber alt over for meget. Teeangeren i oprør mod forældrene, karrierekonen, der tager et knald i karrierens hellige navn, familiefaderen med en afstandsforelskelse, nazisten, der er bøsse. Alt er set før i Verden Ifølge Garp, selv den tragiske slutning, og Garp var ved Gud intet mesterværk. Hvorfor ikke lade det være åbent til sidst, hvem der skød Spacey, for mange folk havde et godt motiv - jeg blandt mange, for at filmen skulle slutte.
Og hvem spiller egentligt godt i denne film ? Spacey smiler og tvivler, men når aldrig ud, hvor det rykker. Og Benings karakter halter midtvejs mellem det komiske John Waters udtryk og tragedien, uden at ramme Lynchs nerve i skildringen af "what lies beneath American suburbia" fra Blue Velvet.
Er denne film ikke blot navlepilleri for folk, der bor i forstænderne og er glade for, at de (endnu) ikke er faldet i samme fælde. Har man en gang afskrevet ligusterlivet som forløjent, bringer denne film intet nyt under den sorte sol.
Vil han vise, at man ikke kan undslippe forstadshelvedets facadespil. Er det derfor bøssen-forklædt-som-nazist skal dræbe den tvivlende familiefar. Han slår ham selvfølgelig ihjel fordi han nu kender hans hemmelighed. Men hvad vil Mendes med drabet ?
Kan man som tilskuer virkelig mande sig op til at føle medynk med nogen som helst person i den familie, når de har fortjent det meste af hvad der overgår dem.
Og hvor er Spielbergs humanisme fra Poltergeist, der tvinger familien gennem prøvelserne for at komme ud på den anden sinde med større styrke og indsigt ?
Hvorfor er det så interessant, at nazisten gør en ende på Spaceys kvaler ? Er det tilfældet Mendes vil fremhæve - eller "you can never leave"- aspektet ? Eller skal drabet fungere som den omstændighed, Mendes trækker ned fra himlen (helvede), og som giver os den åbne slutning: At vi ikke ved om familien faktisk havde klaret skærene, hvis Spacey havde overlevet. Det ville jo give lidt mening.
Filmen gaber alt over for meget. Teeangeren i oprør mod forældrene, karrierekonen, der tager et knald i karrierens hellige navn, familiefaderen med en afstandsforelskelse, nazisten, der er bøsse. Alt er set før i Verden Ifølge Garp, selv den tragiske slutning, og Garp var ved Gud intet mesterværk. Hvorfor ikke lade det være åbent til sidst, hvem der skød Spacey, for mange folk havde et godt motiv - jeg blandt mange, for at filmen skulle slutte.
Og hvem spiller egentligt godt i denne film ? Spacey smiler og tvivler, men når aldrig ud, hvor det rykker. Og Benings karakter halter midtvejs mellem det komiske John Waters udtryk og tragedien, uden at ramme Lynchs nerve i skildringen af "what lies beneath American suburbia" fra Blue Velvet.
Er denne film ikke blot navlepilleri for folk, der bor i forstænderne og er glade for, at de (endnu) ikke er faldet i samme fælde. Har man en gang afskrevet ligusterlivet som forløjent, bringer denne film intet nyt under den sorte sol.
05/04-2004
