Lidt for letfordøjelig

Mit eget sammenligningsgrundlag vil snarere være Todd Solondz' - ganske vist lidt langtrukne og ikke ubetinget vellykket flerstrengede - "Happiness", som efter min mening lige præcis indeholdt dén højere grad af satire, humor og originalitet, som nærværende film savner.

Dertil kommer selvsagt, at "Happiness" byder på langt bedre skuespilpræstationer.

"American Beauty" er velfortalt, men i forhold til dét, man (jeg) skulle tro, var en form for budskab i filmen, springer Mendes ganske enkelt for let hen over. De virkelige (sandsynlige) konflikter udebliver til tvivlsom fordel for Spaceys figurs ekstremt urealistiske - om end underholdende - selvrealisering.

Resultatet kan være en umiddelbar fornemmelse af at have fået fortalt en vedkommende (lommefilosofisk) beretning om livets op- og nedture. Men efter lidt længere fordøjelse føler man sig alligevel ikke mæt: Anretningen har været et nummer for let.

Et sidste bud på et tematisk sammenligningsgrundlag kunne være Ulrich Seidls frastødende og meget lidt humoristiske "Hundedage", men den genremæssige forskel er formentlig for stor til, at en grundigere sammenligning vil være frugtbar?