enestående filmfortælling
6.0
Af alle de film jeg har set, er der 7 stykker, hvis genialitet jeg ikke havde forventet, og derfor trak de fuldstændig benene væk under mig. Memento er en af dem. Instruktøren Christopher Nolan havde kun den prisbelønnede Following bag sig, og Memento var derfor svær at få finansieret. Nolan har selv omskrevet novellen (som hans bror har skrevet), og han har givet os en mindeværdig og anderledes thriller, som intelligent leger med mediet og tilskuerens opfattelsesevne. Det er langtfra den første film, som fucker med den kronologiske opbygning. Alle Tarantinos film har gjort det, Out Of Sight gjorde det ligeledes med stil, men alle disse gjorde det for at pynte lidt på historien. Memento gør det overlagt for at give publikum en bestemt følelse. I Irreversibel var der handling før motiv, i Memento bruges det for at forstå hovedpersonens lidelse. Som en person siger i filmen: det er ligesom at opleve det hele bagfra. Og det gør vi så.
Guy Pearce er ikke en stor skuespiller, men her giver han karrierens bedste præstation (han var dog også god i L.A. Confidential). Vi tror på hans mangel på korttidshukommelse og er nærmest ligeså forvirret som ham. Han er vores fikspunkt, og på fremragende vis sætter Nolan os i hovedpersonens sted. Joe Pantoliano er en yderst seværdig birolleskuespiller. Minder mig om ellers uforlignelige Steve Buscemi.
Det er svær at forklare hvor overrumplende den omvendte fortællerstil egentlig er. Det gælder i hvert fald om at have tungen lige i munden, for brikkerne falder først på plads sidst i filmen (altså i starten). Og her brillerer filmen virkelig, det er ikke kun fortællerstilen, der er genial. Slutningens (begyndelsen) oplysninger kommer uforventet og sætter hele historien i et fuldkommen andet lys. Det er flot filmet (især taget i betragtning af den lille sum penge til rådighed) og musikken er rigtig god.
I kronologisk rækkefølge ville historien og filmen have været lettere banal. Med den overlegne fortællerstilen suges vi ind i et mystisk univers og spændingen er nærmest ulidelig. Nolan bevarer overblikket forbavsende flot, og der er kun få plothuller. Filmen fortjener måske ”kun” 5 stjerner, men den geniale åbningssekvens (og sammensmeltningen af de to sideløbende historier) giver lige den sidste stjerne. Nolans næste var den fremragende Insomnia, og p.t. er han i gang med den nye Batman-film. Åh den ventetid.
Guy Pearce er ikke en stor skuespiller, men her giver han karrierens bedste præstation (han var dog også god i L.A. Confidential). Vi tror på hans mangel på korttidshukommelse og er nærmest ligeså forvirret som ham. Han er vores fikspunkt, og på fremragende vis sætter Nolan os i hovedpersonens sted. Joe Pantoliano er en yderst seværdig birolleskuespiller. Minder mig om ellers uforlignelige Steve Buscemi.
Det er svær at forklare hvor overrumplende den omvendte fortællerstil egentlig er. Det gælder i hvert fald om at have tungen lige i munden, for brikkerne falder først på plads sidst i filmen (altså i starten). Og her brillerer filmen virkelig, det er ikke kun fortællerstilen, der er genial. Slutningens (begyndelsen) oplysninger kommer uforventet og sætter hele historien i et fuldkommen andet lys. Det er flot filmet (især taget i betragtning af den lille sum penge til rådighed) og musikken er rigtig god.
I kronologisk rækkefølge ville historien og filmen have været lettere banal. Med den overlegne fortællerstilen suges vi ind i et mystisk univers og spændingen er nærmest ulidelig. Nolan bevarer overblikket forbavsende flot, og der er kun få plothuller. Filmen fortjener måske ”kun” 5 stjerner, men den geniale åbningssekvens (og sammensmeltningen af de to sideløbende historier) giver lige den sidste stjerne. Nolans næste var den fremragende Insomnia, og p.t. er han i gang med den nye Batman-film. Åh den ventetid.
05/04-2004
