Uforglemmelig og ligegyldig

Min overskrift er bevidst to modsætningsforhold, for her har vi en film, der både har gode og dårlige sider, der opvejer hinanden så meget, at det ender i middelmådighed.
Det gode ved filmen er dens forvirrende men relevante kameraføring, som giver én et feel af den disorienterede situation i første del af filmen. Desuden er det fint, at Noé forsøger at provokere og sætte nye grænser for, hvad der kan vises på film. Ydermere er den kvikt fortalt, og til sidst sidder man tilbage og tænker: "det er vel nok synd for disse mennesker!"
Dette er dog også filmens akilleshæl: volden og voldtægten især bliver simpelthen for meget, og filmens omvendte kronologi gør ligeledes, at vi mister interessen for disse mennsker, fordi denne skulle være kommet til sidst i fortællingen (men altså ikke i filmen).
Det korte og det lange er: dette bliver ikke en film, som sidder i hukommelsen på samme måde som "Requiem for a Dream", men den har alligevel ydet sit for at føre filmmediets grænser videre.