også for Bruckheimer-hadere
4.0
At nævne ordene autentisk film og Jerry Bruckheimer i samme sætning er en kontrast af de store. Hvor meget jeg end nød Pearl Harbor så var den langtfra troværdig, og Titans var en meget naiv sag. Derfor så jeg frem til denne film med stor skadefro, da samarbejdet mellem Bruckheimer og instruktøren Joel Schumacher udmøntede sig til sidste års mest uoriginale film, Bad Company. Og Schumacher er virkelig heller ikke en sikker kvalitativ instruktør. Hans Tigerland, A Time To Kill, Phone Booth og få andre er brillante film, mens Batman og Robin, Bad Company og til dels også nogle af hans første film er eksempler til skræk og advarsel. Derfor kommer det som en kæmpe overraskelse at Veronica Guerin er en helstøbt og perfekt afdæmpet drama, som formår at være troværdig næsten hele filmen igennem.
Ingen tvivl om at Cate Blanchett er en talentfuld skuespiller, hun begynder bare at sprede sig lidt tyndt ud over sine roller. Hun er sikker her, helt klart. Men det kunne være dejligt at se hende i andre roller end viljefast frøken. Filmens Guerin er en magisk kvinde, som kan vende et skænderi med manden til en dans. Det virker lidt for naivt, og den åbenlyse fortryllelse, hun har på mændene, virker også påklistret. Hun glorificeres ikke, men hendes fejl er også gemt godt væk. Selvfølgelig skal man respektere de døde, og ingen ville vel være glad for en film, hvor hovedpersonen nu er et idol, men vises med menneskelige fejl. Det er det eneste problem jeg har med den ellers udmærkede personskildring. Den eneste fejl ved hende, der vises, er hendes mod og stædighed, som går ud over hendes familie, og ultimativt hende selv.
På trods af ovenstående problem (og stedvis kluntet dialog), så formår filmen at være troværdig og spændende hele vejen igennem. Schumacher viser god indsigt, og det bombastiske, som man havde forventet fra kæmpeproduceren Bruckheimer, udebliver næsten, kun i slutningen kammer det en smule over. Musikken fra Harry Gregson Williamson er som altid rigtig god, men minder nogle steder (er faktisk identisk) med Thomas Newmans fantastiske score til Road To Perdition. Den visuelle side er ikke så prangende som forventet, men udtryksfuld og delvis skræmmende, dog ikke så intens som i Tigerland. Filmen starter med mordet på Guerin, og det er et smart træk, for det formår at gøre mordsekvensen sidst i filmen endnu mere uhyggelig. Schumacher bygger spændingen uudholdeligt godt op, selvom man ved, hvad det ender med.
Jeg lovede mig selv ikke at gøre det, men kan dog ikke lade vær med at nævne Colin Farrell i en lille birolle. Han viser her mere nuance og skuespillerlyst end han har gjort i hans sidste tre roller, sammenlagt.
Konklusionen er altså en overraskende god og menneskelig troværdig drama. Man kan nu igen glæde sig til en Schumacher-film. Manden føler ikke trang til unødvendig lang spilletid, og det er jeg glad for.
Ingen tvivl om at Cate Blanchett er en talentfuld skuespiller, hun begynder bare at sprede sig lidt tyndt ud over sine roller. Hun er sikker her, helt klart. Men det kunne være dejligt at se hende i andre roller end viljefast frøken. Filmens Guerin er en magisk kvinde, som kan vende et skænderi med manden til en dans. Det virker lidt for naivt, og den åbenlyse fortryllelse, hun har på mændene, virker også påklistret. Hun glorificeres ikke, men hendes fejl er også gemt godt væk. Selvfølgelig skal man respektere de døde, og ingen ville vel være glad for en film, hvor hovedpersonen nu er et idol, men vises med menneskelige fejl. Det er det eneste problem jeg har med den ellers udmærkede personskildring. Den eneste fejl ved hende, der vises, er hendes mod og stædighed, som går ud over hendes familie, og ultimativt hende selv.
På trods af ovenstående problem (og stedvis kluntet dialog), så formår filmen at være troværdig og spændende hele vejen igennem. Schumacher viser god indsigt, og det bombastiske, som man havde forventet fra kæmpeproduceren Bruckheimer, udebliver næsten, kun i slutningen kammer det en smule over. Musikken fra Harry Gregson Williamson er som altid rigtig god, men minder nogle steder (er faktisk identisk) med Thomas Newmans fantastiske score til Road To Perdition. Den visuelle side er ikke så prangende som forventet, men udtryksfuld og delvis skræmmende, dog ikke så intens som i Tigerland. Filmen starter med mordet på Guerin, og det er et smart træk, for det formår at gøre mordsekvensen sidst i filmen endnu mere uhyggelig. Schumacher bygger spændingen uudholdeligt godt op, selvom man ved, hvad det ender med.
Jeg lovede mig selv ikke at gøre det, men kan dog ikke lade vær med at nævne Colin Farrell i en lille birolle. Han viser her mere nuance og skuespillerlyst end han har gjort i hans sidste tre roller, sammenlagt.
Konklusionen er altså en overraskende god og menneskelig troværdig drama. Man kan nu igen glæde sig til en Schumacher-film. Manden føler ikke trang til unødvendig lang spilletid, og det er jeg glad for.
05/04-2004
