alt andet end trættende!

Efter den overrumplende Memento havde instruktørgeniet Christopher Nolan uendelig mange valg til hans næste projekt. Det smarteste ville have været at vælge den sikre kommercielle kassesucces, og derfor tog det Steven Soderbergh (medproducent) lang tid at få overbevist studiet Warner Bros. om, at Nolan var den rette mand til denne film. De ville helst have set ham stå bag den sikre succes i stedet for genindspilningen af den norske thriller Insomnia af Erik Skjoldbjærg, som havde fået stor opmærksomhed i Cannes Film Festival. Heldigvis fik Nolan fuld kontrol over denne film, og Insomnia står nu tilbage som en af filmhistoriens allerbedste amerikanske genindspilninger.

Det starter egentlig simpelt ud med klicheen om den erfarne betjent, som skal hjælpe de lidt naive lokale betjente med at opklare et mord. Men Nolan er en mester i suspense, og historien tager da også hurtigt en uventet drejning. Pacino kommer ved et uheld til at skyde sin makker, og da morderen ser dette, får de to et relevant forhold for filmen, som Pacino ikke ønsker. Her skiller Insomnia sig ud fra mængden, da den formår at gøre den plagede Pacino og hans uheldige situation troværdigt. Vi tror på historien og de valg, som personerne nu træffer. Det virker ikke konstrueret eller opsat på at skabe en åbenlys spænding. Det uophørlige sollys står i skarp kontrast til den tunge og spændte stemning, men den gør også Pacinos figur usikker på hele omverdenen, han ser syner, hører stemmer og tror ikke mere på hans egne reaktioner og opførsel, da han ikke kan sove. Al Pacino er endnu engang absolut fremragende og sikker i hans portræt af den plagede betjent, som i hans jagt på retfærdighed ufrivilligt kommer så langt ud, at der ingen vej er tilbage. Bedre er Robin Williams dog næsten som morderen, der ikke mener han er skyldig, da han ser det som et uheld, ligesom Pacinos drab på makkeren. Williams er i 90’erne mest af alt set som den tuttenuttede og sjove forvoksede barn, og de sidste mange år har hans karriere rent ud sagt været elendig. Derfor står hans præstation i Insomnia endnu stærkere, han er sikker, kold og overvejende. Hans barnlige ansigt overbeviser næsten publikum om, at han ikke har kunnet udføre så tragiske og onde ting. Williams gav samme år en pragtpræstation som ensom psykopat i Mark Romaneks uhyggelige One Hour Photo. Netop nu ønsker jeg ikke at se Williams i andre roller. Mødet mellem Pacino og Williams’ figur på båden er helt på højde med scenen i Heat, hvor de to legender Pacino og De Niro mødes. Selvom scenen ikke besidder en ydre spænding, så sidder man på kanten af sædet og ønsker, at scenen ville vare ud i det uendelige.

Insomnia er nærmest usandsynligt flot filmet, mange af billederne er maleriske og aldeles detaljeret. Den gode musik er også med til at fremmane den tryggende atmosfære, og det gør filmen spændende og seværdig hele vejen igennem. Dele af historien er set før, og selvom vi nok aner hvad det hele vil ende med, så hensætter Nolan publikum i en konstant uforudsigelighed, så man ikke tager øjnene fra skærmen et øjeblik. Nolan har ikke den største filmiske erfaring, og det gør det bare endnu mere imponerende at se denne afdæmpede og sikre thriller, som trods alt er alt andet end skabelonskåret. Han har desuden en helt unik montage, klippene kan komme hurtig og pludselig. Filmen er snigende uhyggelig og mesterligt struktureret. Desuden er scenen, hvor Pacino jagter Williams over de flydende træstammer nok den bedste jagtscene fra år 2002. Med Seven er Insomnia velsagtens den bedste thriller jeg nogensinde har set.